Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/73

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
55
Væringerne i Conſtantinopel.

nød de og ſtor Tillid og havde mange Forrettigheder. I Rusland behøvede, ſom vi have ſeet, en Væring, naar han var overfalden eller angreben af en Slaver, ikke, ſom denne, at fore Vidnesbyrd, men hans egen Ed var tilſtrækkelig[1]. I Conſtantinopel havde Væringerne viſtnok den ſamme Forrettighed, uden hvilken de neppe engang tilbørligt vilde kunne udføre deres anſvarsfulde Hverv, at bevogte Kejſerens Perſon og hans Skatte. Bevæbnede med deres langſkaftede nordiſke Øxer, fulgte de Kejſeren, hvor han viſte ſig, i Staden, paa Landet, paa Rejſer og paa Krigstog. Ved ſaadan Lejlighed lod han dog, ſom man kan ſee, en Afdeling af dem blive tilbage for at pasſe paa Hovedſtaden, og disſe fik da under Kejſerens Fraværelſe Nøglerne til Stadens Porte i Forvaring[2]. Undertiden bleve de og, ſom man ſeer, fordeelte ſom Beſætning i enkelte Stæder, hvis Troſkab Kejſeren derved ønſkede at ſikre ſig[3]. Deres daglige Tjeneſte i Hovedſtaden beſtod i at holde Jagt, ſaa vel udenfor det kejſerlige Palads eller ſaakaldte Triclinium, ſom i det Indre af Paladſet, ved den kejſerlige Celle eller inderſte Kammer. Deres Kvarteer eller Kaſerner, hvor de opholdt ſig, naar de ej gjorde Tjeneſte, var ſelv i en Deel af Paladſet, nemlig den ſydveſtlige Fløj, og kaldtes Excubita, hvilket Navn Væringerne ſig ſelv imellem forkortede til skift[4]. Ved alle offentlige Feſter og Procesſionen hvori Kejſeren viſte ſig, omgiven af glimrende Pragt for det beundrende Folk, indtoge Væringerne en væſentlig og iøjnefaldende Plads; naar en ny Kejſer ſkulde krones af Patriarchen i Sophiakirken, traadte han frem til Alteret, hvor Sakramentet forvaredes, omgi-

    edeligt Løfte, aldeles det ſamme ſom sacramentum, hvormed ogſaa Romerne betegnede Krigernes ſtrengt forpligtende Fane-Ed. Det er ovenfor (I. 2. S. 288) viiſt, hvorledes de rusſiſk-ſlaviſke Folk ej kunde udtale Formen væringr, eller, ſom den maaſkee i hiin fjerne Oltid lod, váringr, men i dets Sted ſagde og ſkrev varjag, varæg, hvoraf Benævnelſen „Varjager“ eller „Varæger“ (varjazi). De græſke Forfattere gjengive Ordet væringjar med βάραγγοι (udtalt varangi). Italienſke Skribenter kalde dem ogſaa varangi, varani, guarani, o. a. d.

  1. Se ovf. I. 2. S. 819.
  2. Johan Kantakuzenos II. 13. Her ſiges ogſaa, at Væringerne, naar de ledſagede Kejſeren paa Rejſer, modtoge Nøglerne til de Steder, hvori han opholdt ſig.
  3. Gaufred Malaterra, III. 24; jvfr. Skylitzes, Anna Komnena og flere.
  4. Fagrſkinna, Cap. 162. Naar man erindrer, hvorledes Væringerne forandrede og forkortede de græſk-romerſke Navne, ſom man af Sagaerne nokſom kan ſe, f. Ex. „Hagiaſophia“ (St. Sophia-Kirken) til „Ægiſif“, „Hippodrom“ til „Padreim“, “Monachus“ til „Munak“ o. ſ. v., kan man lettelig forſtaa, hvorledes excubitum, der allerede af Almuen i Conſtantinopel ſelv kaldtes ἐσκούβιτον, σκούβιτον, udtalt skuviton, kunde ſammendrages til Skuvt, Skyvt, Skift.