nød de og stor Tillid og havde mange Forrettigheder. I Rusland behøvede, som vi have seet, en Væring, naar han var overfalden eller angreben af en Slaver, ikke, som denne, at fore Vidnesbyrd, men hans egen Ed var tilstrækkelig[1]. I Constantinopel havde Væringerne vistnok den samme Forrettighed, uden hvilken de neppe engang tilbørligt vilde kunne udføre deres ansvarsfulde Hverv, at bevogte Kejserens Person og hans Skatte. Bevæbnede med deres langskaftede nordiske Øxer, fulgte de Kejseren, hvor han viste sig, i Staden, paa Landet, paa Rejser og paa Krigstog. Ved saadan Lejlighed lod han dog, som man kan see, en Afdeling af dem blive tilbage for at passe paa Hovedstaden, og disse fik da under Kejserens Fraværelse Nøglerne til Stadens Porte i Forvaring[2]. Undertiden bleve de og, som man seer, fordeelte som Besætning i enkelte Stæder, hvis Troskab Kejseren derved ønskede at sikre sig[3]. Deres daglige Tjeneste i Hovedstaden bestod i at holde Jagt, saa vel udenfor det kejserlige Palads eller saakaldte Triclinium, som i det Indre af Paladset, ved den kejserlige Celle eller inderste Kammer. Deres Kvarteer eller Kaserner, hvor de opholdt sig, naar de ej gjorde Tjeneste, var selv i en Deel af Paladset, nemlig den sydvestlige Fløj, og kaldtes Excubita, hvilket Navn Væringerne sig selv imellem forkortede til skift[4]. Ved alle offentlige Fester og Processionen hvori Kejseren viste sig, omgiven af glimrende Pragt for det beundrende Folk, indtoge Væringerne en væsentlig og iøjnefaldende Plads; naar en ny Kejser skulde krones af Patriarchen i Sophiakirken, traadte han frem til Alteret, hvor Sakramentet forvaredes, omgi-
- ↑ Se ovf. I. 2. S. 819.
- ↑ Johan Kantakuzenos II. 13. Her siges ogsaa, at Væringerne, naar de ledsagede Kejseren paa Rejser, modtoge Nøglerne til de Steder, hvori han opholdt sig.
- ↑ Gaufred Malaterra, III. 24; jvfr. Skylitzes, Anna Komnena og flere.
- ↑ Fagrskinna, Cap. 162. Naar man erindrer, hvorledes Væringerne forandrede og forkortede de græsk-romerske Navne, som man af Sagaerne noksom kan se, f. Ex. „Hagiasophia“ (St. Sophia-Kirken) til „Ægisif“, „Hippodrom“ til „Padreim“, “Monachus“ til „Munak“ o. s. v., kan man lettelig forstaa, hvorledes excubitum, der allerede af Almuen i Constantinopel selv kaldtes ἐσκούβιτον, σκούβιτον, udtalt skuviton, kunde sammendrages til Skuvt, Skyvt, Skift.
edeligt Løfte, aldeles det samme som sacramentum, hvormed ogsaa Romerne betegnede Krigernes strengt forpligtende Fane-Ed. Det er ovenfor (I. 2. S. 288) viist, hvorledes de russisk-slaviske Folk ej kunde udtale Formen væringr, eller, som den maaskee i hiin fjerne Oltid lod, váringr, men i dets Sted sagde og skrev varjag, varæg, hvoraf Benævnelsen „Varjager“ eller „Varæger“ (varjazi). De græske Forfattere gjengive Ordet væringjar med βάραγγοι (udtalt varangi). Italienske Skribenter kalde dem ogsaa varangi, varani, guarani, o. a. d.
