Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/72

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
54
Magnus den gode.

ſom i de paafølgende Aar[1], maa man dog formode, at Væringekorpſets Oprettelſe i Conſtantinopel ikke var ſtort ſildigere end i Rusland, og at den, ſom vi ovenfor have ytret, rimeligviis fandt Sted, da de af den rusſiſke Storfyrſt Vladimir afſkedigede Væringer havde begivet ſig til Conſtantinopel, hvis Kejſere i de foregaaende Krige med Rusſerne alt for vel havde lært deres Tapperhed at kjende, til at de ej ſkulde anſee det for et ſtort Gode, at kunne tage et heelt Korps af dem i ſin Tjeneſte, til Værn ſaa vel mod ydre, ſom iſær mod indre Fiender, paa en Tid da Tron-Revolutioner indenlands og farlige Angreb udenfra i det byzantinſke Rige hørte til Dagens Orden. Det havde desuden allerede fra gammel Tid været ſædvanligt ved Kejſerhoffet, at tage fremmede Nationers Krigere i Tjeneſte[2]; og man kan vel heller ikke betvivle, at flere Nordboer ogſaa tidligere have ladet ſig hverve i Conſtantinopel[3]: men et fuldſtændigt Korps af-Væringer ſynes dog ej at have være oprettet førend ved den her omtalte Tid, eller 990. Væringerne gik, ſom vore Forfædre udtrykte ſig, á mála, d. e. lode ſig hverve mod en vis Sold. De vare, ſom man erfarer, underkaſtede meget ſtrenge Forpligtelſer, ſaa vel til deres Herre Kejſeren ſom mod hinanden indbyrdes: Strid og Slagsmaal taaltes ej imellem dem, og ſtraffedes, paa faa Undtagelſer nær, øjeblikkeligt med Døden: en Beſtemmelſe, ſom maatte være nødvendig i et Korps, hvor det vel ikke ſjelden hendte, at Mænd, der hjemme i Norden vare Dødsfiender, her traf ſammen ſom Kammerater[4]. Overhoved er det heel ſandſynligt, at de Beſtemmelſer, der gjaldt for Jomsvikingeſkaren og ſenere for det deraf opſtaaede Thinglid i England, ogſaa have dannet Grundlaget for Væringernes Krigsartikler. De ſtrenge Forpligtelſer, de underkaſtede ſig, have derfor ogſaa rimeligviis ſaavel i Conſtantinopel, ſom i Rusland, givet Anledning til deres Navn[5]. Men havde de ſtrenge Forpligtelſer, ſaa

  1. Se ovf. I. 2. S. 452, hvor Gert og Viga-Styrs Søn Thorſtein omtales.
  2. Nemlig allerede fra Conſtantins Tid de ſaakaldte foederati; ſiden efter baade Araber, Franker, Tydſkere og andre.
  3. F. Ex. ſom Hjelpetropper, ſe ovf. I. 2. S. 83 Anm. Blandt dem f. Ex. maaſkee den i Hallfred Vandrædaſkalds Hiſtorie allerede omkring 990 omtalte Griis Semingsſøn, der, ſom der ſtaar, havde været i Myklegaard og nydt ſtor Hader af Kejſeren. (Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 152). Men Griis kan maaſkee og kun have været en af de ovf. l. c. omtalte Handelsmænd. Det ſamme gjelder om hvad Rafnkell godes Saga fortæller om Eyvind Bjarnesſøn, at han omkring Midten af løbe Aarhundrede havde varet i Myklegaard og nydt Udmerkelſer af Kejſeren. Det ſtaar hverken om Griis eller om Eyvind, at de havde været Væringer.
  4. Se ovenfor I. 2. S. 452.
  5. Navnet væringr er nemlig øjenſynligt dannet af vár (angliſk wær) d. e.