Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/71

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
53
Harald Sigurdsſøn i Rusland.

og anlagde der Staden Dorpat eller Jurjev, og at han ſidenefter, i Forening med ſin Broder Mſtiſlav, gjorde et Indfald i Ljechernes Land eller Polen, hvor Kong Boleſlav nys var død, tilbageerobrede de tſcherweniſke Byer, underkaſtede ſig Landet, og bragte en Mængde ljechiſke Fanger tilbage med ſig til Rusland, der ſiden bleve fordeelte rundt om i Landet[1]. Da Øſt-Venderne, altſaa Boleſlavs Underſaatter, og Ljecherne udtrykkeligt nævnes i hiint Vers af Thjodolf, er det tydeligt nok, at Harald virkelig har deeltaget i disſe Tog. Han har ſaaledes haft Lejlighed til at vinde megen Krigserfaring. Under Opholdet hos Jaroſlav lærte han hans og Dronning Ingegerds Datter Eliſabet, af Nordmændene kaldet Elliſif, at kjende, og bejlede til hende. Jaroſlav gav ham Haab om at faa hendes Haand, naar han var bleven noget ældre, og havde erhvervet ſtørre Erfaring, Magt og Gods; men endnu, ſagde han, „vilde det være overilet at bortgifte hende til en udenlandſk Mand, der hverken har noget Rige at raade over, eller beſidder nogen beſynderlig Rigdom“[2]. Disſe Ord, tilligemed Haralds egen Lyſt til at ſøge nye Æventyr i fremmede Lande, bevægede ham til at forlade Rusland, og prøve ſin Lykke i Conſtantinopel blandt Væringerne.

Vi have ſeet, at de byzantinſke Kejſere, ligeſom de rusſiſke Konger eller Storfyrſter, og ſandſynligviis efter deres Exempel, underholdt en Skare af nordiſke Væringer[3], deels ſom Livvagt, deels ſom Kjernetropper til at benytte i vigtige og afgjørende Krige. Nøjagtigt at beſtemme, naar de byzantinſke Kejſere begyndte at holde Væringer, er neppe muligt. Hos de byzantinſke Forfattere omtales de ej førend i Aaret 1034[4]; men da vore egne Oldſkrifter allerede nævne dem omkring 990[5], ſaa vel

  1. Se Neſtors Annaler, ved 6538 (1030). Jaroſlav og Mſtiſlav benyttede ſig af de voldſomme Uroligheder, der efter Boleſlavs Død herſkede i Polen. Folket, ſiger Neſtor, myrdede Præſter, Biſkopper og Bojarer; at Opſtanden var en Reaktion af Hedningerne mod den nu indførte Chriſtendom, ſees og af polſke eller tydſke Skribenter, ſe de i Bartholds pommerſke Hiſtorie I. S. 366 citerede Steder. Det er altſaa bogſtaveligt ſandt, at naar Harald og Eilif kæmpede mod Øſt-Vender og Ljecher, ſtrede de og mod Hedninger. Der tales ligeledes om at Jaroſlav i 1032 ſøgte at ſikre ſig mod de øſtlige Petſcheneger ved at anlægge Staden Kurſk; ogſaa her har maaſkee Harald været med.
  2. Harald Haardraades Saga, Cap. 2.
  3. Se ovf. I. 2. S. 85.
  4. Se nedenfor S. 58.
  5. Nemlig hvor der fortælles (ſe ovf. I. 2. S. 193), at Gunnars Broder Kolſkegg, der 985 forlod Island, og ſidenefter opholdt ſig en Stund i Danmark og Rusland, endelig begav ſig til Conſtantinopel, og tog Tjeneſte blandt Væringerne, hvis Høvding han blev. Hans Ankomſt til Conſtantinopel falder ſaaledes omkring 990. Om urigtige Angivelſe om Bolle, ſe nedf S. 63.