Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/733

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
715
Byer i Norge.

Fiſke, Fuglevildt, og alle Slags vilde Dyrs Kjød. De iagttage ſamvittighedsfuldt den chriſtelige Religions Forſkrifter; Fred og Kydſkhed overholdes iblandt dem ved de ſtrengeſte Love, og Forbrydelſer ſtraffes med haarde Refſelſer. Under Norges Konges Herredømme lyde ogſaa Orknøerne, Finland, Island[1] og Grønland, nordenfor hvilket der ej findes noget Land, ſaa vel ſom andre flere Øer lige til „Golland“[2], og fra alle Verdens Kanter bringes Rigdomme paa Skibe til Landet“.

Vi ſee heraf, hvilke Kjøbſtæder der fandtes i Norge omkring 1130, paa hvilken Tid man maa antage at Ordrik har nedſkrevet denne Deel af ſit Verk. Stavanger omtales endnu ikke ſom Stad, end mindre Skidan og Hamar, fordi de gejſtlige Stiftelſer, hvilke disſe Byer fornemmelig ſkylde deres Tilbliven, paa den Tid enten ſlet ikke endnu vare til, eller kun befandt ſig i deres Barndom. Men vi ſee, at Landet gjennem de Byer, ſom allerede vare til, underholdt en levende Forbindelſe med Udlandet, og vore Sagaers Ord om Bergen, at den ſnart blev et Sæde for mange rige Folk, og meget beſøgt af Handelsſkibe fra andre Lande, finde ſin Bekræftelſe i, hvad Ordrik ſiger om Landet i det hele taget, men hvad

    nærmeſt har Mjøſen for Øje, hvilken Sø af Thjodrek Munk Cap. 27 ſimpelthen kaldes stagnum, og hvis Navn „mjörs“, der, ſom bekjendt, er fælles for flere Søer, og derfor egentlig et Appellativ, nærmeſt maa antages at ſvare til det latinſke stagnum.

  1. Her er Ordrik, ſom man ſeer, mindre nøjagtig, thi Island kunde ikke ligefrem ſiges at lyde under den norſke Konges Scepter; men allerede Mag. Adam ytrer, ſom vi have ſeet (S. 208, 22l, 229) at Harald Haardraade udvidede ſit Herredømme til Island, og omtaler derhos ogſaa ſenere (ſe ovenfor S. 466) denne Ø, ſom om den paa hans Tid var Norge undergiven. Det ſæregne Forhold, hvori den ſtod til Norge, har derfor maaſkee altid været opfattet af Udlændinger ſom om den var et norſkt Skatland. Hvad det af Ordrik nævnte „Finland“ (Finlanda) angaar, ſkulde man vel dermed nærmeſt tænke paa Finmarken, hvis Navn kun maaſkee var indſat paa et urigtigt Sted, hvor man ſnarere maatte ſøge Færøerne. Ved Sammenligning mellem Ordriks korte Beſkrivelſe over Norge og den omſtændeligere af Mag. Adam, hvoraf et Uddrag er optaget ovf. S. 465—467, vil man imidlertid faa et Indtryk af, at denne middelbart har udøvet en Indflydelſe paa hiin, i det mindſte hvad Norges foregivne Bilande angaar; da nu Mag. Adam nævner „Orknøerne, Island, Grønland, Haalogaland og Viinland“, foruden flere mindre Øer, ſkulde man næſten formode at Ordriks „Finlanda“ er en Skriv- eller Læſefejl for „Vinlanda“, faa meget mere ſom f og v i angliſk Skrift ere temmelig lige.
  2. Gollanda“ maatte man nærmeſt antage for en Skrivfejl i Stedet for „Gotlanda“, og formode, at Ordrik, ſom havde hørt at Norge grændſede til Gautland, var kommen paa den urigtige Tanke, at det laa langt ude i Veſten eller Norden. Men den ſtrax ovenfor antydede mulige Sammenhæng mellem Mag. Adams Opregnelſe af Bilandene og Ordriks gjør det ikke uſandſynligt, at „Gollanda“ ogſaa kunde være en Fordrejelſe af „Hálogaland“, „(Hal)galanda“, hvilket, ſom vi have ſeet, ogſaa Mag. Adam antog for en egen Ø i Oceanet.