Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/733

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
715
Byer i Norge.

Fiske, Fuglevildt, og alle Slags vilde Dyrs Kjød. De iagttage samvittighedsfuldt den christelige Religions Forskrifter; Fred og Kydskhed overholdes iblandt dem ved de strengeste Love, og Forbrydelser straffes med haarde Refselser. Under Norges Konges Herredømme lyde ogsaa Orknøerne, Finland, Island[1] og Grønland, nordenfor hvilket der ej findes noget Land, saa vel som andre flere Øer lige til „Golland“[2], og fra alle Verdens Kanter bringes Rigdomme paa Skibe til Landet“.

Vi see heraf, hvilke Kjøbstæder der fandtes i Norge omkring 1130, paa hvilken Tid man maa antage at Ordrik har nedskrevet denne Deel af sit Verk. Stavanger omtales endnu ikke som Stad, end mindre Skidan og Hamar, fordi de gejstlige Stiftelser, hvilke disse Byer fornemmelig skylde deres Tilbliven, paa den Tid enten slet ikke endnu vare til, eller kun befandt sig i deres Barndom. Men vi see, at Landet gjennem de Byer, som allerede vare til, underholdt en levende Forbindelse med Udlandet, og vore Sagaers Ord om Bergen, at den snart blev et Sæde for mange rige Folk, og meget besøgt af Handelsskibe fra andre Lande, finde sin Bekræftelse i, hvad Ordrik siger om Landet i det hele taget, men hvad

    nærmest har Mjøsen for Øje, hvilken Sø af Thjodrek Munk Cap. 27 simpelthen kaldes stagnum, og hvis Navn „mjörs“, der, som bekjendt, er fælles for flere Søer, og derfor egentlig et Appellativ, nærmest maa antages at svare til det latinske stagnum.

  1. Her er Ordrik, som man seer, mindre nøjagtig, thi Island kunde ikke ligefrem siges at lyde under den norske Konges Scepter; men allerede Mag. Adam ytrer, som vi have seet (S. 208, 22l, 229) at Harald Haardraade udvidede sit Herredømme til Island, og omtaler derhos ogsaa senere (se ovenfor S. 466) denne Ø, som om den paa hans Tid var Norge undergiven. Det særegne Forhold, hvori den stod til Norge, har derfor maaskee altid været opfattet af Udlændinger som om den var et norskt Skatland. Hvad det af Ordrik nævnte „Finland“ (Finlanda) angaar, skulde man vel dermed nærmest tænke paa Finmarken, hvis Navn kun maaskee var indsat paa et urigtigt Sted, hvor man snarere maatte søge Færøerne. Ved Sammenligning mellem Ordriks korte Beskrivelse over Norge og den omstændeligere af Mag. Adam, hvoraf et Uddrag er optaget ovf. S. 465—467, vil man imidlertid faa et Indtryk af, at denne middelbart har udøvet en Indflydelse paa hiin, i det mindste hvad Norges foregivne Bilande angaar; da nu Mag. Adam nævner „Orknøerne, Island, Grønland, Haalogaland og Viinland“, foruden flere mindre Øer, skulde man næsten formode at Ordriks „Finlanda“ er en Skriv- eller Læsefejl for „Vinlanda“, faa meget mere som f og v i anglisk Skrift ere temmelig lige.
  2. Gollanda“ maatte man nærmest antage for en Skrivfejl i Stedet for „Gotlanda“, og formode, at Ordrik, som havde hørt at Norge grændsede til Gautland, var kommen paa den urigtige Tanke, at det laa langt ude i Vesten eller Norden. Men den strax ovenfor antydede mulige Sammenhæng mellem Mag. Adams Opregnelse af Bilandene og Ordriks gjør det ikke usandsynligt, at „Gollanda“ ogsaa kunde være en Fordrejelse af „Hálogaland“, „(Hal)galanda“, hvilket, som vi have seet, ogsaa Mag. Adam antog for en egen Ø i Oceanet.