Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/732

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
714
Sigurd Magnussøn.
69. Norges lykkelige Forfatning under Kong Sigurd. Fremmede Forfatteres Vidnesbyrd derom. Byernes Opkomst og Udseende.


Om Norges blomstrende Forfatning paa Sigurd Jorsalafarers Tid gives der saa mange samstemmende Beretninger, at man ikke et Øjeblik kan tvivle om deres Rigtighed. Enkelte af disse Udsagn have vi allerede meddeelt. Blandt andre taler den danske Forfatter Saxo om Norges blomstrende Tilstand, der rystedes eller forstyrredes ved Harald Gilles Ankomst. Men det vigtigste og omstændeligste Vidnesbyrd herom findes hos den oftere omtalte, samtidige engelsk-nordmanniske Historieskriver Ordrik Vitalis, hvis Ord her blive af saa meget større Vegt, som man ikke kan formode, at en Forfatter, der havde sit Hjem i et af Europas lykkeligst udstyrede og meest blomstrende Lande, skulde være tilbøjelig til at betragte et saa nordligt beliggende og efter de daværende Begreber ufrugtbart Land som Norge, i et alt for glimrende Lys. Hans Skildring, der, uagtet flere iøjnefaldende Urigtigheder, kaster meget Lys paa Norges indre Forhold overhoved, og vidner fordeelagtigt om den Orden, Rolighed, Sædelighed og Religiøsitet, som herskede i Landet, og som vistnok ikke udelukkende kan tilskrives Folkecharakteren, men ogsaa for en stor Deel maa skyldes Kongernes Dygtighed og velmeente Bestræbelser, lyder saaledes[1]:

„Trindt om langs Norges Kyst mod Havet ligge følgende fem Stæder: Bergen, Kongehelle, Kaupangen (d. e. Nidaros), Borg (Sarpsborg) og Oslo[2]. Der er ogsaa en sjette Stad, ved Navn Tunsberg[3], der ligger østover mod Danerne. I det Indre af Landet[4] findes store, fiskerige Vand, og Bondegaarde (villæ campestres) ere i mængdeviis beliggende paa Bredderne af Indsøerne[5]. Indbyggerne have Overflod paa

  1. Ordrik, hos Duchêne S. 767.
  2. Navnene ere i Originalen saaledes skrevne: „Berga, Cuneghella, Copenga, Burgus, Alsa“. Dette sidste Navn er dog vistnok kun en Skrivfejl, eller maaskee endog kun en Læsefejl af Udgiveren, medens det derimod er sandsynligst, at Originalhaandskristet har haft Asla eller Aslo.
  3. I Originalen staar „Turesberga“, hvilket dog aabenbart kun er Læsefejl for „Tunsberga“, der sandsynligviis staar i Haandskriftet. Ordrik synes forresten her at have forvexlet Tunsbergs Beliggenhed med Kongehelles, idet han regner Kongehelle til den Række af Stæder, der ligger langs rundt om Kysten (in circumito Northwagiæ supra litus maris). men derimod nævner Tunsberg for sig selv, tilføjende at den ligger „øster mod Danerne“. Thi dette passer netop paa Kongehelle, medens derimod Tunsberg hører til Rækken af de øvrige Stæder, fra Throndhjemsfjorden til Folden.
  4. I Originalen staar insulæ, d. e. „af Øen“, da Ordrik nemlig antager Norge for en Ø; vi gjengive Ordet som ovenfor, for at undgaa Misforstaaelse.
  5. Ordrik skjelner her mellem de fiskerige lacus, hvilke vi ovenfor have gjengivet ved „Vand“ da han derved tydeligt nok kun sigter til vore saakaldte „Fiskevand“, og stagna, hvis Bredder ere tæt bebyggede, og hvorved han