Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/731

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
713
Sigurds Skalde.

rende. Einar Skulesſøns Kvad ſynes derimod — efter de Brudſtykker, vi have tilbage, at dømme — at være digtet, efter at Sigurd var død. Om Thorarin Stuttfeld vide vi med Vished, at han digtede ſit Kvad i Sigurds Levetid. Sagaerne have nemlig opbevaret en til Oplysning om Livet ved Sigurds Hof ret merkelig liden Fortælling om Thorarins førſte Bekjendtſkab med Kongen, og Anledningen til Digtets Tilblivelſe, hvoraf det udtrykkeligt ſees, at Thorarin kvad ſin Draapa for Kongen ſelv. Engang, ſiges der, da Kongen gik fra en Skytning til Aftenſang, og hans Mænd vare meget drukne og lyſtige, tog Kongen, maaſkee af denne Grund, Plads med ſin Hird udenfor Kirken, og holdt Aftenſang der; men Sangen blev noget forvirret. Da ſagde Kongen: „hvad er det for en Karl der henne ved Kirken i en ſtutt (kort) Feld (Kappe)?“ De Tilſtedeværende vidſte det ej. Dog ſagde Kongen ſpøgende i et Par Verslinjer, at den fremmede Mand hiſt henne i Felden var Skyld i, at Sangen gik iſtaa. Den Fremmede traadte frem og kvad et Vers, hvori han ſpøgte med ſin Dragt, da han ej havde Raad til at bære andet end Pjalter, og ſagde at han vilde priſe Kongens Gavmildhed, derſom denne ſkjenkede ham en bedre Kappe. Kongen bad ham komme til ham næſte Dag ved Drikkebordet. Thorarin, der efter hine Ord af Kongen kaldtes Thorarin Stuttfeld, indfandt ſig, men traf udenfor Stuen en Mand med et Drikkehorn i Haanden, der hilſede ham fra Kongen, at han, inden han gik ind, ſkulde have digtet, og ſtrax efter fremſige en eller flere Viſer om en af de tilſtedeværende, ved Navn Haakon Serksſøn, med Tilnavnet „Mørſtrut“ (d. e. med den fede Hals). Thorarin troede Manden paa hans Ord, digtede Spotviſen og fremſagde den. Men Kongen benegtede nogenſinde at have anmodet ham derom, og ſagde at man havde villet have ham til Bedſte; han viſte ham derimod til Sæde blandt Haakons Følge, for at denne, ſom han ſagde, ſelv kunde beſtemme hans Bod. Haakon ſagde at han nok ſkjønnede Sammenhængen, og bad ham ſiden, i Stedet for Bod, at digte et andet Smædevers over hiin Mand, der havde narret ham, hvis Navn var Arne Fjæreſkeiv[1]. Thorarin var ſtrax rede dertil, gik tvers over Gulvet hen til Arne, og kvad et Vers, hvori han ſpottede ham for hans Fejghed, da han var med Kongen i Serkland. Arne ſprang op, drog Sverdet og vilde hugge til ham, men Haakon bad ham forholde ſig rolig, da det ellers vilde gaa ham ilde. Thorarin gik nu hen til Kongen, ſagde at han havde digtet en Draapa om ham, og bad ham høre derpaa. Kongen føjede ham, og ſkjenkede ham til Belønning rigelige Penge til at foretage en Romerrejſe, hvilket han havde i Sinde. Det er ikke oplyſt, om de ſaaes tidere.

  1. Han ſynes at have været en Islænding, og omtales ogſaa i Sturlungaſaga I. Cap. 10 ved Beretningen om Tviſten mellem Thorgils Oddesſøn og Havlide Maarsſøn (ſe ovenfor Side 640). Det ſiges her udtrykkeligt, hvad ogſaa Thorarin ſigter til, at Arne havde været udenlands med Sigurd.