Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/730

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
712
Sigurd Magnusſøn.

vardskirken, hvor det blev indlagt i Steenveggen paa Sydſiden ſtrax nedenfor Choret. Der blev det ſandſynligviis liggende, indtil St. Hallvardskirken nedreves i Slutningen af det 17de Aarhundrede. Hvor hans Levninger da bragtes hen, vides ikke med Vished. I Kjøbenhavn foreviſes en Hovedſkalle, der ſiges at være Kong Sigurds, uden at det dog med ſikre Beviisligheder kan godtgjøres, at den i ſin Tid er bleven bragt derhen fra den ødelagte Hallvardskirke. Men det er ikke uſandſynligt, at det virkelig forholder ſig ſaaledes[1].

Sigurd beſkrives i Sagaerne[2] ſom høj af Væxt, af et kraftigt Udſeende og velvoxen, med lyſebruunt Haar, men for Reſten ikke fager; hans Udvortes roſes dog, ſom ovenanført[3] meget af Fulcher fra Chartres, der ſandſynligviis oftere havde Anledning til at ſee ham under hans Ophold i Palæſtina. Men Fulcher ſigter rimeligviis til hans Udvortes i det hele taget, ikke blot til hans Aaſyn alene. Sigurd var ikke meget ſnakſom, temmelig tilbageholdende, talte heller ikke ſynderligt paa Thingene; han lagde Vind paa Anſtændighed og Værdighed i ſin hele Optræden, var af en faſt Charakteer, kjær i Herredømmet og ſtreng i at refſe; uden at være lovkyndig, overholdt han dog Lovene ſtrengt. Dog var han tillige gavmild og beſad andre Fortrin, der, ſom vi have ſeet, uagtet hans ſtore Fejl gjorde ham agtet og æret[4].

Sigurds Bedrifter og hele Regjering ere beſungne af i det mindſte trende ſamtidige Skalde, Preſten Einar Skulesſøn, hvorom der oftere er talt, Halldor Skvaldre, og Thorarin Stuttfeld. Halldor, der ligeſom de to andre rimeligviis var fra Island, har ogſaa kvædet om Begivenheder efter Sigurds Død. Hans Kvad om Sigurd ſynes.dog at være forfattet, medens denne endnu levede, og paa ſædvanlig Maade fremſagt for ham ſelv, da Kongen nemlig i de Brudſtykker, vi have tilbage, tiltales ſom nærvæ-

  1. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 53. Snorre Cap. 41. Fagrſkinna Cap. 25l. Morkinſkinna fol. 31 b. Ágrip Cap. 50. Orknøyingaſaga S. 170. I Fagrſkinna ſaa vel ſom Morkinſkinna og hos Snorre ſeer det næſten ud ſom om Sigurd døde paa et andet Sted end Oslo, ſnareſt i Kongehelle, da det heder at han blev ſyg og døde „øſter i Viken“, og at hans Lig blev „flyttet til Oslo“ for at begraves. Men dette kan ikke komme i Betragtning mod det tydelige Udſagn i de øvrige Kongeſagaer, i Orkneyingaſaga, og i Ágrip. Kongen var desuden maner i Viken“ ogſaa under ſit Ophold i Oslo, og Udtrykket om Flytningen af hans Lig til Oslo er maaſkee kun en uheldig Betegnelſesmaade af at hans Lig flyttedes til Oslo Domkirke.
  2. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 18.
  3. Se ovenfor Side 583.
  4. Hvor vidt Sigurd nogenſinde alvorligt har tænkt paa at gaa i Kloſter, hvilket Peter af Clugny ſynes at antyde mod Slutningen af det ovenfor (S. 670) omtalte Brev, (ſe Samll. I. 111), er vanſkeligt at ſige. Viſt er det, at han mod Slutningen af ſin Regjering var langt fra at tænke paa ſligt.