Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/729

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
711
Kong Sigurds Død.

dette for tilſtrækkeligt, da Harald havde viiſt at han ikke var ſenere end Heſten. Men Magnus paaſtod at Harald havde holdt i Sadelremmen, og ladet ſig drage af Heſten; han fordrede derfor at de ſkulde prøve et nyt Løb. Det ſkede, og nu løb Harald den hele Tid foran for Heſten. Da han kom til Maalet, ſpurgte han Magnus, om han da denne Gang havde holdt i Sadelremmen. „Nej“, ſvarede Magnus, „men du begyndte Løbet tidligere end jeg“. „Saa ſkulle vi prøve endnu en Gang“, ſagde Harald. Magnus lod Heſten førſt puſte ud; derpaa gav han den af Sporerne, og ſatte afſted. Harald ſtod endnu ſtille, ſaa at enhver kunde ſee, at Magnus havde Forſpring. Denne vendte ſig om og raabte: „Løb nu!“ Da ſprang Harald højt i Vejret med et Raab, og foor faa hurtigt frem paa Banen, at de Omſtaaende neppe kunde ſee hans Fødder berøre Jorden. Han naaede Maalet ſaa længe forud for Magnus, at han endog fik Tid til at lægge ſig ned, ſtaa op igjen, og hilſe Magnus, da denne kom. Magnus blev ærgerlig og vilde ikke ud med Guldringen; men Sigurd ſagde vred til ham: „Du og dine Kamerater kalde Harald dum, men jeg holder for at du er en endnu ſtørre Taabe. Du kjender ikke Folkeſkik udenlands, og veed ikke, at i andre Lande beflitte Folk ſig med ganſke andet, end at tylde Øl i ſig og gjøre ſig øre, ſaa at de ikke kjende til ſig ſelv. Giv Harald hans Ring, og vov ikke at ſpotte ham, ſaa længe mit Hoved er oven Mulde, og jeg er Herre i Landet“[1].

Kong Sigurd tilbragte Vintren 1129—1130 i Oslo. Om Vaaren, efterat Langefaſten var begyndt, faldt han i en heftig Sygdom. Hans Venner bade ham da at hæve ſin utilladelige Forbindelſe med Cecilia, og ſende hende bort, men han elſkede hende ſaa højt, at han ej kunde bære det over ſit Hjerte. Hun bad ham ſelv om Tilladelſe til at ſkilles fra ham, og ſagde at dette vilde vorde ham ſelv til ſtørſt Gavn. Men han ſvarede: „jeg tænkte aldrig, at du vilde ringeagte mig, ligeſom de andre“. Med disſe Ord vendte han ſig fra hende, blodrød i Anſigtet. Fra den Tid af forværredes hans Sygdom. Da det led hen mod Paaſke, endte han ſit Liv, Dagen efter Mariæ Bebudelſesdag, den 26de Marts 1130. Han var kun 40 Aar gammel, men hans Helbred maa have været undergravet baade paa Sjæl og Legeme. Hans Lig blev jordfæſtet i St. Hall-

  1. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 51. Snorre Cap. 38. Ogſaa denne Tildragelſe fortælles noget anderledes af Snorre, end i de øvrige Kongeſagaer. Den væſentligſte Afvigelſe er den, at Snorre ej lader Kong Sigurd være tilſtede ved Veddeløbet, men imidlertid bivaane Høimesſe, og førſt ſenere faa Nys derom efter Maaltidet. Det ſynes dog rimeligere, hvad de andre Sagaer berette, at han allerede fik Sagen at vide om Morgenen, og var tilſtede ved Løbet. Det er ligeledes kun Snorre, ſom tilføjer — hvad der dog i ſig ſelv er det rimeligſte — at dette tildrog ſig i Oslo. Her opholdt nemlig Kongen ſig den ſidſte Vinter indtil ſin Død.