dette for tilstrækkeligt, da Harald havde viist at han ikke var senere end Hesten. Men Magnus paastod at Harald havde holdt i Sadelremmen, og ladet sig drage af Hesten; han fordrede derfor at de skulde prøve et nyt Løb. Det skede, og nu løb Harald den hele Tid foran for Hesten. Da han kom til Maalet, spurgte han Magnus, om han da denne Gang havde holdt i Sadelremmen. „Nej“, svarede Magnus, „men du begyndte Løbet tidligere end jeg“. „Saa skulle vi prøve endnu en Gang“, sagde Harald. Magnus lod Hesten først puste ud; derpaa gav han den af Sporerne, og satte afsted. Harald stod endnu stille, saa at enhver kunde see, at Magnus havde Forspring. Denne vendte sig om og raabte: „Løb nu!“ Da sprang Harald højt i Vejret med et Raab, og foor faa hurtigt frem paa Banen, at de Omstaaende neppe kunde see hans Fødder berøre Jorden. Han naaede Maalet saa længe forud for Magnus, at han endog fik Tid til at lægge sig ned, staa op igjen, og hilse Magnus, da denne kom. Magnus blev ærgerlig og vilde ikke ud med Guldringen; men Sigurd sagde vred til ham: „Du og dine Kamerater kalde Harald dum, men jeg holder for at du er en endnu større Taabe. Du kjender ikke Folkeskik udenlands, og veed ikke, at i andre Lande beflitte Folk sig med ganske andet, end at tylde Øl i sig og gjøre sig øre, saa at de ikke kjende til sig selv. Giv Harald hans Ring, og vov ikke at spotte ham, saa længe mit Hoved er oven Mulde, og jeg er Herre i Landet“[1].
Kong Sigurd tilbragte Vintren 1129—1130 i Oslo. Om Vaaren, efterat Langefasten var begyndt, faldt han i en heftig Sygdom. Hans Venner bade ham da at hæve sin utilladelige Forbindelse med Cecilia, og sende hende bort, men han elskede hende saa højt, at han ej kunde bære det over sit Hjerte. Hun bad ham selv om Tilladelse til at skilles fra ham, og sagde at dette vilde vorde ham selv til størst Gavn. Men han svarede: „jeg tænkte aldrig, at du vilde ringeagte mig, ligesom de andre“. Med disse Ord vendte han sig fra hende, blodrød i Ansigtet. Fra den Tid af forværredes hans Sygdom. Da det led hen mod Paaske, endte han sit Liv, Dagen efter Mariæ Bebudelsesdag, den 26de Marts 1130. Han var kun 40 Aar gammel, men hans Helbred maa have været undergravet baade paa Sjæl og Legeme. Hans Lig blev jordfæstet i St. Hall-
- ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 51. Snorre Cap. 38. Ogsaa denne Tildragelse fortælles noget anderledes af Snorre, end i de øvrige Kongesagaer. Den væsentligste Afvigelse er den, at Snorre ej lader Kong Sigurd være tilstede ved Veddeløbet, men imidlertid bivaane Høimesse, og først senere faa Nys derom efter Maaltidet. Det synes dog rimeligere, hvad de andre Sagaer berette, at han allerede fik Sagen at vide om Morgenen, og var tilstede ved Løbet. Det er ligeledes kun Snorre, som tilføjer — hvad der dog i sig selv er det rimeligste — at dette tildrog sig i Oslo. Her opholdt nemlig Kongen sig den sidste Vinter indtil sin Død.
