Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/728

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
710
Sigurd Magnusſøn.

ligt, at følge Kongen til Sængs. Harald ſamtalede med en af de Tilſtedeværende om Irland og dets Mærkværdigheder, og ytrede blandt andet, at der i hiint Land fandtes Mænd, ſom vare ſaa rappe til Fods, at ingen Heſt kunde indhente dem i Kapløben. Da Magnus hørte dette, ſagde han: „nu lyver han igjen, ſom han plejer“. „Nej“, ſagde Harald, „det forholder ſig virkelig ſaa, at der paa Irland findes Mænd, hvilke ingen Heſt i Norge kan indhente“. De ſkiftede nogle flere Ord derom: begge vare de noget drukne. Magnus havde juſt faaet en ypperlig Heſt fra Gautland, meget ſtor og faa hurtig til Fods, at man ej troede den havde ſin Lige. „Nu ſkal du indgaa et Veddemaal“, ſagde Magnus, „om at du kan løbe lige ſaa hurtigt ſom jeg rider paa min Heſt; jeg ſætter min Guldring, du en lignende Værdi, til Pant“. Harald indvendte, at han ej havde ſagt, at han ſelv kunde løbe ſaa hurtigt, men kun, at der paa Irland fandtes Mænd, der vare iſtand dertil: derom vilde han vedde“. „Jeg kan ikke rejſe til Irland for den Sags Skyld“, ſagde Magnus, „her ſkulle vi vedde, og ikke der“. „Jeg ejer endnu ikke engang ſaa meget Gods her i Norge“, ſagde Harald, „ſom Værdien af en Guldring“. „Saa ſæt dit Hoved i Pant“, ſagde Magnus. „Det gjør jeg ikke“, ſvarede Harald, forlod Salen, og gik til Sængs. Morgenen efter fortalte man Kong Sigurd dette. Han ſvarede: „jeg kunde nok begribe, at det vilde gaa ſaaledes; I ere allerede ilde farne, I Nordmænd, fordi I have en vanvittig Konge over eder; men jeg aner, at I om en føje Stund gjerne ſkulde ville give det røde Guld for heller at have mig til Konge end Harald og Magnus: den førſte er grum, den anden uvittig“. Da For-Mesſerne vare til Ende, red Kong Magnus op i Gaden, og ſendte Bud til Harald, at han ſtrax ſkulde komme. Harald kom, ſkjønt han intet beſtemt Løfte havde givet; han var iført Skjorte, ſtrikkede Lærredsbuxer, løſe for Knæet, og bundne til ved Anklerne, over Skuldrene havde han en kort Kappe, paa Hovedet en irſk Hat, og i Haanden en Springſtav. Magnus ſad allerede færdig til at begynde Veddeløbet. Kong Sigurd var ſelv tilſtede, og mange Tilſkuere havde indfundet ſig. Magnus afſtak nu Maalet. Harald ſagde at det var for langt. Magnus ſatte det endda længre, og ſagde at det dog var for kort. Da alt var bragt i Orden, gav Magnus ſin Heſt af Sporerne, og de begyndte Løbet. Harald var kjendelig hurtigere, og holdt ſig under det hele Løb ved Siden af Heſtens Forbov, ſaa at han kom lidt forud til Maalet. Kong Sigurd erklærede

    denne. De hos Snorre forekommende Perſons Navne ſynes heller ikke at kunne være grebne af Luften. Vi have derfor i det væſentlige holdt os til hans Relation. I Anledning af at Dag Eilifsſøn nævnes, er det vel at merke, at disſe Ord ſlet ikke egentlig betegne ham ſom levende; de udtrykke kun et Ønſke om, at han var tilſtede, og kunne lige ſaa godt indeholde en Beklagelſe over at han var død.