ligt, at følge Kongen til Sængs. Harald samtalede med en af de Tilstedeværende om Irland og dets Mærkværdigheder, og ytrede blandt andet, at der i hiint Land fandtes Mænd, som vare saa rappe til Fods, at ingen Hest kunde indhente dem i Kapløben. Da Magnus hørte dette, sagde han: „nu lyver han igjen, som han plejer“. „Nej“, sagde Harald, „det forholder sig virkelig saa, at der paa Irland findes Mænd, hvilke ingen Hest i Norge kan indhente“. De skiftede nogle flere Ord derom: begge vare de noget drukne. Magnus havde just faaet en ypperlig Hest fra Gautland, meget stor og faa hurtig til Fods, at man ej troede den havde sin Lige. „Nu skal du indgaa et Veddemaal“, sagde Magnus, „om at du kan løbe lige saa hurtigt som jeg rider paa min Hest; jeg sætter min Guldring, du en lignende Værdi, til Pant“. Harald indvendte, at han ej havde sagt, at han selv kunde løbe saa hurtigt, men kun, at der paa Irland fandtes Mænd, der vare istand dertil: derom vilde han vedde“. „Jeg kan ikke rejse til Irland for den Sags Skyld“, sagde Magnus, „her skulle vi vedde, og ikke der“. „Jeg ejer endnu ikke engang saa meget Gods her i Norge“, sagde Harald, „som Værdien af en Guldring“. „Saa sæt dit Hoved i Pant“, sagde Magnus. „Det gjør jeg ikke“, svarede Harald, forlod Salen, og gik til Sængs. Morgenen efter fortalte man Kong Sigurd dette. Han svarede: „jeg kunde nok begribe, at det vilde gaa saaledes; I ere allerede ilde farne, I Nordmænd, fordi I have en vanvittig Konge over eder; men jeg aner, at I om en føje Stund gjerne skulde ville give det røde Guld for heller at have mig til Konge end Harald og Magnus: den første er grum, den anden uvittig“. Da For-Messerne vare til Ende, red Kong Magnus op i Gaden, og sendte Bud til Harald, at han strax skulde komme. Harald kom, skjønt han intet bestemt Løfte havde givet; han var iført Skjorte, strikkede Lærredsbuxer, løse for Knæet, og bundne til ved Anklerne, over Skuldrene havde han en kort Kappe, paa Hovedet en irsk Hat, og i Haanden en Springstav. Magnus sad allerede færdig til at begynde Veddeløbet. Kong Sigurd var selv tilstede, og mange Tilskuere havde indfundet sig. Magnus afstak nu Maalet. Harald sagde at det var for langt. Magnus satte det endda længre, og sagde at det dog var for kort. Da alt var bragt i Orden, gav Magnus sin Hest af Sporerne, og de begyndte Løbet. Harald var kjendelig hurtigere, og holdt sig under det hele Løb ved Siden af Hestens Forbov, saa at han kom lidt forud til Maalet. Kong Sigurd erklærede
denne. De hos Snorre forekommende Persons Navne synes heller ikke at kunne være grebne af Luften. Vi have derfor i det væsentlige holdt os til hans Relation. I Anledning af at Dag Eilifssøn nævnes, er det vel at merke, at disse Ord slet ikke egentlig betegne ham som levende; de udtrykke kun et Ønske om, at han var tilstede, og kunne lige saa godt indeholde en Beklagelse over at han var død.
