Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/727

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
709
Harald Gilles Veddeløb.

geſønnen Magnus og hans Kamerater endnu mere forbitrede paa Harald, end for, og ſøgte enhver Lejlighed til at velte ſig ind paa ham. Denne troede de ret at have fundet en Aften i Oslo, da de havde overtalt Harald til at ſidde efter ved Drikkebordet, i Stedet for, ſom ſædvan-

    ſvenden gik til Harald og klagede for ham; Harald gik vred ud paa Skibet, og agtede ej paa Lodins Klæder, men ſtødte til dem. Lodin tiltalte ham grovt, Harald drog Sverdet og gav ham et Hug i Huden. Morgenen efter ſavnede Kongen Erlend Gapamund; Einar Skulesſøn ſagde at han ej vidſte ret, hvor han var, men ſpurgte, om Kongen vilde lade ham nyde Fred; Kongen vilde intet love, og Einar kvad i den Anledning et Vers, der anføres; imidlertid blev Erlend hentet, og Kongen roſte og belønnede ham for hans Raſkhed og for den Hengivenhed, han havde viiſt ham, ved at hindre ham fra at gjøre en ond Gjerning. Siden ſpurgte han, hvad Tummel der havde været paa Skibet den forrige Aften, fik Lodins og Haralds Strid at vide, og iretteſatte Lodin haardt. Snorre derimod nævner i Stedet for Jon en islandſk Mand fra et nærliggende Handelsſkib; i Stedet for Einar Skulesſøn og Erlend Gapamund nævner han Sigurd Sigurdsſøn, utvivlſomt Lendermanden Sigurd fra Hvitaſtein (ſe ovenfor Side 651), der efter at have ytret ſin Ængſtelſe for at Kongen vilde gjøre en Ulykke, og beklaget, at ikke Dag Eilifsſøn (om ham ſe ovenfor Side 456) var tilſtede, ſelv kaſter ſig i Vandet, og faar Kongen til at ſlippe den anden;Kongen forbyder nu, ifølge Snorre, Sigurd at komme for ſine Øjne, og denne gaar op i Land, hvor flere, hvoriblandt Harald, længer ud paa Aftenen fornøje ſig ved alſlags Leg. Harald byder ſin Skoſvend gjøre hans Køje tilrette; Skoſvenden lægger ſig ſelv i Køjen, efter længe at have væntet forgjeves paa Harald, men den, der bliver vred over at han vover at lægge ſig mellem fornemme Folk, er her ej Lodin, men Svein Rimhildsſøn eller Knutsſøn, en Søn af Knut Sveinsſøn (ſe ovenfor Side 452) paa Sole. Ifølge Snorre ſlaar Svein Skoſvenden til Blods, Harald hugger ſiden til Svein, og dennes Frænder ſtimle til, gribe ham og ville hænge ham, da Sigurd Sigurdsſøn, trods Kongens Forbud, løber ombord, og beder Kongen hjelpe ſin Broder Harald, ſom Rygerne ville hænge. Kongen frelſer Harald, dømmer Svein og alle hans Kamerater fredløſe, men eftergiver ſiden Straffen; Sigurd Sigurdsſøn beder han aldrig forlade ham. — Her er det vanſkeligt nok at afgjøre, hvilken Beretning er den retteſte. Morkinſkinna-s, der ogſaa følges af Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke (Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 49, 50) ſynes vel at maatte ligge Begivenheden nærmere end Snorres, og vinder derhos et Slags Beſtyrkelſe ved Einar Skulesſøns Vers. Men paa den anden Side ſynes den Omſtændighed, at Snorre, uagtet han, ſom man af andre Data ſeer, kjendte hine Kongeſagaer, dog her finder ſig foranlediget til at afvige fra dem, at vidne om overvejende Grunde, der maa have beſtemt ham dertil. Det er øjenſynligt, at den førſte Beretning, der for en Deel drejer ſig om Skalden Einar Skulesſøn, nærmeſt maa have været opbevaret blandt dennes Slægtninger, altſaa maaſkee paa Island; den anden derimod, ſom kun nævner norſke Lendermænd, maa have været gængſe i Norge, og Snorre maa under ſit Ophold her have erfaret den. Den er unegtelig bedre affattet, og har en ſandſynligere Gang, end hiin, hvorhos det maa merkes, at det anførte Vers af Einar Skulesſøn ikke juſt kan ſiges, ligefrem at ſigte til Begivenheden, ſaa at det gjerne kunde have været anvendt ved en anden Lejlighed, og ſiden urigtigt henført til