Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/726

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
708
Sigurd Magnusſøn.

kjendte Broder Harald, forvoldte ham flere Ubehageligheder og fyldte hans Sind med mange Ængſtelſer over, hvorledes det vilde gaa efter hans Død. Thi han var langtfra blind for ſin Søns Fejl, og ſynes at have næret alvorlige Bekymringer i dette Henſeende. Han overholdt ſtedſe at tage Harald i Forſvar mod hans, ſaa vel ſom mod alle andres, Fornærmelſer, og det ſynes næſten endog ſom om han har faaet Harald kjær: maaſkee denne klogeligen har ſmigret for ham, og føjet ſig mere efter hans Ønſker, end den voldſomme, udſvævende Magnus. Saaledes fortælles der, at Harald ſædvanligviis plejede at følge med Sigurd, naar denne, ſom det var hans Vane, gik tidligt til Sængs, medens Magnus derimod ſad efter og drak med ſine Kamerater. Lige fra førſt af, da Harald var bleven anerkjendt ſom Kongens Broder, havde han opholdt ſig ved dennes Hof, uden at man dog i Begyndelſen havde viiſt ham ſynderlig Ærbødighed. Det gik ſaa vidt, at Folkene i Kongens Hird eller paa hans Skibe endog vovede ligefrem at fornærme ham, og da Harald engang noget vel voldſomt hevnede en ſaadan Fornærmelſe paa en højbaaren Mand af den mægtige Søle-Æt, tog dennes Frænder fat paa Harald, og vilde hængt ham, hvis ej Kongen var kommen ham til Hjelp. Kongen tilkjendte da hans Fiender Fredløshedsſtraf, hvilken han dog paa Fleres Forbøn eftergav, men han forbød ſtrengt at tale fornærmelige Ord til Harald, og lod denne tage Plads blandt ſine Skutelſvende[1]. Men derover blev Kon-

  1. Denne Begivenhed fortælles, beſynderligt nok, anderledes i Morkinſkinna, Hrokkinſkinna, Hryggjarſtykke, end hos Snorre. Dog beſtaar Forſkjellen meeſt deri, at hines Beretning nævner ganſke andre Perſoner, end Snorres. Vegge Beretninger begynde med, at Kongen paa en Sørejſe havde lagt ind i en Havn og at man fornøjede ſig ved at ſvømme. Ifølge den førſte Beretning udmerkede en Mand ved Navn Jon ſig ved ſin Svømmefærdighed; der ſiges ikke, hvorfra han var, men det ſynes at underforſtaaes, at han var fra Kongens eget Skib. Kongen, heder det, ſom en Stund havde ligget ſtille i Løftingen, mørk i Hu, løb med eet i Vandet, tog fat paa Jon, og dukkede ham flere Gange under, den ſidſte Gang ſaa længe, at Einar Skulesſøn, der tilligemed en anden Mand, ved Navn Erlend Gapamund., havde ſtaaet ved hans Leje, ſagde til denne, at man burde komme Jon til Hjelp, og hindre Kongen fra at gjøre en Ulykke; Erlend, en ſterk og raſk Mand, i løb da, uanſeet at han derved udſatte ſig for Kongens Vrede, ud i Vandet, greb fat paa Kongen, og holdt ham faa længe under, indtil han ſlap Jon, der bevidſtløs blev bragt til Land, og længe maatte gnides, inden han kom til ſig ſelv. Harald, der var ombord paa Kong Sigurds Skib, uden dog at nyde ſynderlig Agtelſe, raadede ſiden Erlend til at flygte, da Kongen viſt var ham vred, men Erlend ſagde, at han kun vilde tilbringe Natten i Land. Harald ſagde da til ſin Skoſvend, at han gjerne kunde ligge i hans Møie ombord i Skibet, medens han ſelv blev i Land med Erlend. Men en vis Lodin, der havde ſin Køje nærmeſt Harald, en Mand af ringe Byrd, men med mange Indbildninger, og ſom ofte plejede at ſpotte Harald, ſpurgte Skoſvenden, hvo der havde givet ham Lov til at ſove mellem fornemme Folk, og jog ham bort. Sko-