kjendte Broder Harald, forvoldte ham flere Ubehageligheder og fyldte hans Sind med mange Ængstelser over, hvorledes det vilde gaa efter hans Død. Thi han var langtfra blind for sin Søns Fejl, og synes at have næret alvorlige Bekymringer i dette Henseende. Han overholdt stedse at tage Harald i Forsvar mod hans, saa vel som mod alle andres, Fornærmelser, og det synes næsten endog som om han har faaet Harald kjær: maaskee denne klogeligen har smigret for ham, og føjet sig mere efter hans Ønsker, end den voldsomme, udsvævende Magnus. Saaledes fortælles der, at Harald sædvanligviis plejede at følge med Sigurd, naar denne, som det var hans Vane, gik tidligt til Sængs, medens Magnus derimod sad efter og drak med sine Kamerater. Lige fra først af, da Harald var bleven anerkjendt som Kongens Broder, havde han opholdt sig ved dennes Hof, uden at man dog i Begyndelsen havde viist ham synderlig Ærbødighed. Det gik saa vidt, at Folkene i Kongens Hird eller paa hans Skibe endog vovede ligefrem at fornærme ham, og da Harald engang noget vel voldsomt hevnede en saadan Fornærmelse paa en højbaaren Mand af den mægtige Søle-Æt, tog dennes Frænder fat paa Harald, og vilde hængt ham, hvis ej Kongen var kommen ham til Hjelp. Kongen tilkjendte da hans Fiender Fredløshedsstraf, hvilken han dog paa Fleres Forbøn eftergav, men han forbød strengt at tale fornærmelige Ord til Harald, og lod denne tage Plads blandt sine Skutelsvende[1]. Men derover blev Kon-
- ↑ Denne Begivenhed fortælles, besynderligt nok, anderledes i Morkinskinna, Hrokkinskinna, Hryggjarstykke, end hos Snorre. Dog bestaar Forskjellen meest deri, at hines Beretning nævner ganske andre Personer, end Snorres. Vegge Beretninger begynde med, at Kongen paa en Sørejse havde lagt ind i en Havn og at man fornøjede sig ved at svømme. Ifølge den første Beretning udmerkede en Mand ved Navn Jon sig ved sin Svømmefærdighed; der siges ikke, hvorfra han var, men det synes at underforstaaes, at han var fra Kongens eget Skib. Kongen, heder det, som en Stund havde ligget stille i Løftingen, mørk i Hu, løb med eet i Vandet, tog fat paa Jon, og dukkede ham flere Gange under, den sidste Gang saa længe, at Einar Skulessøn, der tilligemed en anden Mand, ved Navn Erlend Gapamund., havde staaet ved hans Leje, sagde til denne, at man burde komme Jon til Hjelp, og hindre Kongen fra at gjøre en Ulykke; Erlend, en sterk og rask Mand, i løb da, uanseet at han derved udsatte sig for Kongens Vrede, ud i Vandet, greb fat paa Kongen, og holdt ham faa længe under, indtil han slap Jon, der bevidstløs blev bragt til Land, og længe maatte gnides, inden han kom til sig selv. Harald, der var ombord paa Kong Sigurds Skib, uden dog at nyde synderlig Agtelse, raadede siden Erlend til at flygte, da Kongen vist var ham vred, men Erlend sagde, at han kun vilde tilbringe Natten i Land. Harald sagde da til sin Skosvend, at han gjerne kunde ligge i hans Møie ombord i Skibet, medens han selv blev i Land med Erlend. Men en vis Lodin, der havde sin Køje nærmest Harald, en Mand af ringe Byrd, men med mange Indbildninger, og som ofte plejede at spotte Harald, spurgte Skosvenden, hvo der havde givet ham Lov til at sove mellem fornemme Folk, og jog ham bort. Sko-
