Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/724

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
706
Sigurd Magnusſøn.

rede gjøre ſtore Forberedelſer til Bryllupsgildet, da Biſkop Magne i Bergen erfarede hans Henſigt, og holdt det for ſin Pligt at advare ham. Ledſaget af en Preſt, ved Navn Sigurd — han blev ſiden Biſkop i Bergen[1] — gik Magne hen til Kongehallen, og lod Kongen bede om at komme ud. Kongen kom, med draget Sverd i Haanden, men tog ellers godt mod Biſkoppen, og bad ham komme ind og ſætte ſig til Drikkebordet med ham. Biſkoppen ſvarede: „mit Ærende er ganſke andet: er det ſandt, Herre, at I agter at forlade Dronningen, og tage en anden Kone?“ „Ja det er ſandt, Biſkop“, ſagde Kongen, hvis Aaſyn allerede begyndte at rødme og ſvulme. „Men hvorfor“, ſpurgte Magne, „har I fundet for godt at gjøre ſaadant i vort Biſpedømme, og derved krænke, ſaavel den hellige Kirkes guddommelige Love, ſom vor biſkoppelige Værdighed? Jeg vil nu handle efter min Pligt, idet jeg paa Guds, St. Peter Apoſtels, og alle hellige Mænds Vegne forbyder eder dette utilbørlige Skridt“. Biſkoppen ſtod ganſke rank, medens han talte disſe Ord, med Hovedet noget forover, ſom om han var rede til at bøje Halſen frem, hvis Kongen vilde hugge til ham med det hævede Sverd. Preſten Sigurd ſagde ſiden, at Kongen forekom ham ſaa forfærdelig, da han hævede Sverdet med et biſtert Blik paa Biſkoppen, at han neppe kjendte til ſig ſelv for Rædſel. Kongen gik ind i Hallen, uden at ſige et Ord, men Biſkoppen vendte tilbage til ſin Gaard i en ſaa glad Stemning, at han hilſede leende paa hvert Barn, han mødte, og legede med Fingrene. Sigurd Preſt ſpurgte ham, om han da ikke frygtede Kongens Vrede, og fandt det raadeligſt at komme bort. Biſkoppen ſvarede: „jeg tror neppe at han gjør mig noget, men om ſaa var, hvilken Død var da bedre end at lade Livet for den hellige Chriſtendom? Jeg er nu glad, fordi jeg har gjort min Pligt, nemlig at forbyde, hvad der ej pasſer ſig“. Kort efter blev der megen Larm i Buen, thi Kongen brød op, for at drage til Stavanger og holde Bryllup der. Han tog med ſig en Mængde Korn,Malt og Honning, der allerede var ſamlet til Bryllupskoſt, reiſte til Stavanger, og gjorde der Forberedelſer til Gildet. Biſkop Reinald[2] gik ligeſom Magne til Kongen, ſpurgte ham, om han vilde tage en anden Huſtru, medens Dronningen levede, og gjorde ham, da han bejaede det, lignende Foreſtillinger derimod. Men han ſluttede med disſe Ord: „maaſkee I vil ſkjenke vor Kirke her ſtore Gaver, og paa den Maade afbøde dette ſtore Lovbrud mod Gud og os“. Da ſagde Kongen: „tag Pengene! langt ander-

  1. Den her nævnte Sigurd Preſt, der ſiden blev Biſkop i Bergen, nævnes ſom ſaadan aller førſt 1140 og døde 1156. Han fulgte efter en vis Ottar, der igjen var Magnes umiddelbare Eftermand.
  2. Om Biſkop Reinald i Stavanger er der allerede ovenfor talt (S. 613, 915). Sagaerne anføre ej hans Navn ved denne Fortælling om Kong Sigurds andet Giftermaal, men kalde ham kun „den Biſkop, ſom var der“ (nemlig i Stavanger).