Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/723

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
705
Kongehelle udvidet og befæſtet.

i den ene Ende[1]. Indenfor Kaſtellets Mure lod han indrette en Kongsgaard, og bygge en Kirke, der vel var af Træ, men af udſøgte Materialier og færdes ſmuk. Denne Kirke blev indviet til det hellige Kors’s Kirke, og i den lod han hiin Spaan af det hellige Kors forvare, ſom han havde medbragt fra det hellige Land, uagtet han havde lovet under Ed, at nedlægge den i Chriſtkirken i Nidaros. Paa Højalteret ſtilledes den prægtige Tavle af Erts og Sølv, ſom han havde ladet gjøre i Conſtantinopel; her opbevaredes ogſaa et Skriin, hvilket den danſke Kongeſøn Erik Eriksſøn Emune, der ſiden blev Konge i Danmark, ſendte ham, ſaa vel ſom hiin oftere omtalte Bog med Guldbogſtaver, og et ſaakaldet Plenarium, ligeledes med Guldbogſtaver, ſom Sigurd havde faaet af Patriarken i Conſtantinopel[2]. Kirken, der ſædvanligviis kaldtes Kaſtelkirken, blev førſt indviet i Aaret 1127. Al denne Omhu, ſom han lod vederfares Kongehelle, havde vel tildeels ſin Grund i hans Forkjærlighed for Staden eller denne Kant af Landet, men hans Henſigt var dog ogſaa aabenbart at indrette den til et faſt Grændſepunkt og Værn mod Angreb[3]: i det mindſte anføres det ſom Grund til at han brød ſin Ed med Henſyn til den hellige Kors-Relikvie, at han troede at dennes Nærværelſe ved Grændſen vilde tjene til Landets Værn[4]. Det lader ikke til, at Sigurd efter denne Tid oftere har beſøgt det Nordenfjeldſke. Hans Rejſer indſkrænkede ſig, ſom det ſynes; for det meſte til Viken, hvor vi finde ham deels i Tunsberg, deels i Oslo. Kun ved en enkelt, ſæregen Anledning finde vi ham i Gulathingslagen, og hvad der da foregik, var ikke ſkikket til at gjøre ham Opholdet der behageligt.

Mod Slutningen af ſin Regjeringstid blev Sigurd nemlig aldeles ked af ſin Dronning, Malmfrid, ſom han aldrig ſynes at have holdt ſynderlig af, og forelſkede ſig derimod i en anſeet Mands Datter, ved Navn Cecilia. Han beſluttede at forlade Dronningen, og holde Bryllup med Cecilia i Bergen, enten nu fordi Cecilias Fader boede i Nærheden, eller fordi han der troede at Sagen vilde gjøre mindre Opſigt blandt Malmfrids Beſlægtede og Beſvogrede i Sverige og Danmark. Han lod alle-

  1. Snorre Cap. 40. Ved Vaabenſtene forſtaaes Stene, ſkikkede til at kaſte ned paa en belejrende Fiende.
  2. Egentlig ſkulde man friſtes til at tro at dette, her kun hos Snorre (Cap. 40) omtalte, Plenarium var „Bogen“; men af Harald Gilles Saga Cap. lei, Snorre Cap. 11, jvfr nedenfor, ſees det at de vare forſkjellige, og at Bogen ligeledes opbevaredes i Kongehelle.
  3. „Han ſad ſom ofteſt der til Landets Forſvar“, ſiges der udtrykkeligt hos Snorre, Cap. 40. Begivenhederne i Sverige og Danmark vare viſtnok ogſaa af den Natur, at de kunde udkræve Kongens udeelte Opmerkſomhed.
  4. Dette ſiges udtrykkeligt i Ágrip, Cap. 87.