Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/721

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
703
Harald Gille anerkjendt ſom Kongens Broder.

Akten, havde været overbeviſte om at Kongen ønſkede at den ſkulde mislykkes, vilde de, endog uden noget Vink fra Kongens Side, have ſørget for et ſaadant Udfald. Men det er langt fra, at Kongen ſynes at have næret dette Ønſke; tvertimod viſte han endog, ſom det lader, Ømhed og Deeltagelſe for Harald under Akten, og iretteſatte, ſom vi have ſeet, ſin egen Søn, da denne tillod ſig en haanlig Bemerkning. At de fleſte Stemmer ved den foreløbige —Raadſlagning hævede ſig mod at ſtede Harald til Jærnbyrd, behøver ej at forklares ſom Tegn paa at man betvivlede Rigtigheden af hans Paaſtand, men kan tilſkrives den Frygt, mange med Rette maatte nære for, at Haralds Anerkjendelſe vilde have farlige Følger for Roligheden i Landet. I Sagaerne findes ingen Ytring, ſom tyder hen paa at Haralds Foregivende ſkulde være falſkt; tvertimod ſynes der jo endog, at den Prøve, der paalagdes Harald, af mange anſaaes for vel ſtreng; hvorved man dog rigtignok ogſaa maa have for Øje, at Sagaen blev ſkreven, da Haralds Ætlinger regjerede i Norge, og da det ſaaledes neppe gik an at nære Tvivl om deres Stamfaders retmæsſige Adkomſt til Tronen. Den danſke Forfatter Saxo udtrykker ſig noget mistænkeligere: det beder hos ham, at Harald, „ved det tydelige Mirakel, at han blev uſkadt, da han med bare Fødder gik over gloende Jærnplader, bragte flere Nordmænd til at ſkjenke ſin Paaſtand Tiltro“. Men Saxos Ord ere ſaaledes ſatte paa Skruer, at det er vanſkeligt at vide, om han virkelig har villet antyde nogen Mistanke, eller om han kun har ſøgt efter velklingende Udtryk[1]: det ſidſte er lige ſaa rimeligt ſom det førſte; og ſelv om det virkelig var Saxos Henſigt at kaſte en Skygge paa hans Herkomſt, maa man have for Øje at Saxo i det hele taget omtaler ham med kjendelig Ugunſt[2], og derfor vel i alle Dele var tilbøjelig til at antage det værſte om ham. Det ſandſynlige bliver derfor, at Harald virkelig var en Søn af Magnus Barfod. Man kan heller ikke, naar man nærmere betragter Forholdene, ſynderlig beklage hans Optagelſe i den kongelige Familie. Vel var han ſelv fremmed for Folket og dertil uden Talenter eller udmerkede Egenſkaber, men han var dog visſelig bedre end Sigurds Søn Magnus, en

  1. Saxos Ord lyde ſaaledes (13de Bog Side 652:) „Qui (d. e. Harald), quum se Magno, Hiberniæ populatore, procreatum astrueret, affirmationi suæ fidem divini examinis argumento præstare jussus, super candentes laminas nudatis plantis (nnin id ab eo experimentum poscebatur) incessit; iisdemque nulla ex parte corruptioribus, complures Norvagiensium liquido incolumitatis miraculo ad assertionis suæ credulitatem perduxit.“ Ordet credulitas maa her ej overſættes ved „Lettroenhed“, men kun ved „Tro“, „det at tro paa“.
  2. Saxo ſiger ſaaledes om Harald, Side 660, at han næſten ingen Sindets Gave beſad, undtagen Gavmildhed, men alene beſad ſtor Legemsfærdighed, jvfr. de nedenfor anførte Steder.