Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/720

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
702
Sigurd Magnusſøn.

maa endog, efter hvad man for Reſten kjender til hans og de øvrige norſke Kongers Liv paa hine Tider, anſees for utvivlſomt; der findes desuden, ſom allerede ovenfor paapeget, beſtemte Antydninger til noget ſaadant. Men hvis nu Harald var Frugten af en ſaadan Kjærlighedsforſtaaelſe, og maaſkee fød efter at Magnus var falden og Nordmændene havde forladt Irland, maatte det være ham eller hans Moder yderſt vanſkeligt, ja endog umuligt, at ſkaffe poſitive Beviſer for hans Paternitet; de havde altſaa kun Jærnbyrden at tage deres Tilflugt til. Det ſynes neppe muligt, at en ſaa driſtig Tanke ſom den, at udgive ſig for en Søn af Kongen i et fremmed Land, og udſætte ſig for de Farer, der vare forbundne med at fordre Anerkjendelſe ſom ſaadan, ſkulde kunne opſtaa hos en Irlænder, der ikke engang, ſom det ſynes, levede i nogen glimrende eller fremragende Stilling, og heller ikke, faa vidt vi af vore hiſtoriſke Optegnelſer kunne ſee, havde noget tidligere Exempel for ſig i denne Henſeende, hvis han ej havde følt ſig dreven dertil af den Ærgjerrighed, ſom alene Visheden om at være udſprungen af en ſaa høj Herkomſt kunde frembringe. Man kan vanſkeligt tænke ſig, at nogen Nordmand ſkulde have opſøgt ham og overtalt ham til at ſpille en ſaadan Rolle, for ſiden, hvis Planen lykkedes, at høſte Fordeel af hans Venſkab. Mistanken maatte, om ſaa var, nærmeſt falde paa Ragnvald Jarl, eller Kale, ſom han hed, da han i ſit 16de Aar beſøgte England og traf Harald i Grimsby. Men deels var Ragnvald da alt for ung til at udklække en ſaadan Plan, deels vilde han neppe have opſøgt en Søn af Magnus Barfod i England, men ſnarere i Irland eller Syderøerne, og endelig ſtod han, ſaa vel ſom hans Fader, paa en ſaa god Fod med Kong Sigurd, at de neppe kunde have nogen Fordeel af at opſtille en falſk Prætendent. Hertil kom, hvad der iſær maa anſees afgjørende, at Kong Sigurd ſelv ikke ſynes at have næret nogen Tvivl om Rigtigheden af Haralds Paaſtand. Ser havde ſtaaet i hans Magt, at.jage ham bort ſom en Landſtryger og Bedrager, men tvertimod tog han godt imod ham, ja tilſtedede ham endog mod ſine fleſte Raadgiveres Stemmer, og ſom det udtrykkeligt ſiges, af Egenſindighed, Adgang til at aflægge Prøven. Det havde ligeledes ſtaaet i hans Magt, ved den ham hengivne og forbundne Gejſtligheds Hjelp, at faa Prøven til at løbe uheldigt af, ja man kan vel næſten endog antage, at hvis de Biſkopper[1], der beſtyrede

  1. Den ene af disſe Biſkopper var vel Biſkoppen af Oslo (Peter), om hvem vi for øvrigt intet vide; den anden var rimeligviis Biſkop Reinald i Stavanger, da han næſt hiin var nærmeſt ved Haanden. Men om Reinald veed man, ſom det ſtrax nedenfor vil ſees, at han var beſtikkelig og derhos, i det mindſte ſenere, en ivrig Tilhænger af Sigurds Søn Magnus og forhadt af Harald. Der er ſaaledes al Rimelighed for, at Kongen, om han havde villet det, i alle Fald vilde have kunnet faa ham til at forſpilde Prøven for Harald.