Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/719

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
701
Harald Gille anerkjendt ſom Kongens Broder.

Sprog rig Anledning. Han var høj og ſmal, havde lang Hals og langt Anſigt, ſorte Øjne og Haar, var hurtig og vever i alle ſine Bevægelſer, og gik for det meſte i korte, lette Klæder, paa irſk Viis. Men iſær gjorde man ſig lyſtig over hans Sprog, thi Harald, hvis Modersmaal var gaeliſk, talte daarligt norſk, ſtammede og radbrækkede Ordene. Saadan Spot tillod dog ikke Kong Sigurd, naar han var tilſtede, men tog Harald altid i Forſvar, ligeſom han overhoved fra det Øjeblik, han havde anerkjendt ham for ſin Broder, ſtedſe lod ſig det være magtpaaliggende at viſe ham den tilbørlige Agtelſe ſom ſaadan. Denne Ridderlighed er et ſærdeles ſmukt Træk i Sigurds Charakteer, thi Harald kunde dog neppe være ham nogen velkommen Gjeſt[1].

Hvorledes det ellers forholdt ſig med Haralds Herkomſt, om han virkelig var den, han gav ſig ud for, eller kun var en Bedrager, er et Spørgsmaal, ſom nu neppe vil kunne beſvares tilfredsſtillende. Man har i de ſenere Tider været meget tilbøjelig til at anſee hans Foregivende for opdigtet, uden dog egentlig at kunne paaberaabe ſig andet, end at han, for at beviſe det, maatte tage ſin Tilflugt til Jærnbyrd, der i ſig ſelv var et Slags Bedrageri. Men dette Bedrageri udøvedes alene af Preſterne, ſom vare i Beſiddelſe af Hemmeligheden derved; Lægfolkene nærede, i det mindſte endnu paa Sigurds Tid, ingen Tvivl om at alt gik rigtigt til, og at det virkelig var et Mirakel, der frelſte den uſkyldige fra at brændes af Jærnet. Et Tilbud om at aflægge Jærnbyrdsprøven kan derfor ſnarere betragtes ſom Tegn paa inderlig Overbeviisning om ſin Sags Retfærdighed, end ſom et Forſøg paa at ville tilſnige ſig en utilbørlig Ret, eller undgaa en fortjent Straf. At Magnus Barfod under ſit ſidſte temmelig langvarige Ophold i Irland bar haft Kjærlighedsforſtaaelſer, ved hvilke han blev Fader til eet eller flere Børn, er ej alene ikke uſandſynligt, men

  1. Tiden, da Harald kom til Norge, angives ſædvanligviis til 1126, uden at dog nogen Hjemmel derfor kan paapeges i Sagaerne. Tvertimod ſynes det efter disſe, ſom om man nødvendigviis maa henføre hans Ankomſt til Høſten 1129. Tydeligſt udtrykker ſig i ſaa Henſeende Ágrip, der ſiger at Kongen meget ſnart (brátt) efter Haralds Anerkjendelſe døde i Oslo. Af Orkneyingaſaga ſeer man ogſaa, at han netop om Høſten 1129 opholdt ſig i eller ved Tunsberg. Desuden omtales ikke i Orkneyingaſaga Haralds Ankomſt, førend efter Ragnvalds Ophøjelſe til Jarl. Var han kommen før, maatte han ogſaa tidligere være kommen i en ſaadan Berørelſe med Kol og Ragnvald, at det ej havde kunnet undgaa at omtales. Kongeſagaerne ſelv nævne ingen beſtemt Tid, men det heder dog endog om Drømmen, ſom Sigurd ſkal have haft angaaende Haralds Ankomſt, at han havde deri langt udi ſin Regjeringstid (ofarlega á ævi Sigurðar konungs). Det eneſte Sted, fra hvilket man ſkulde kunne ſlutte at Harald kom tidligere til Norge, er Thjodrek Munks Cap. 28, hvor der ſtaar at Sigurd døde „faa Aar“ efter at Harald havde aflagt Prøven. Men dette enkelte Udſagn, ſom let kan grunde ſig paa urigtig Overſættelſe, kan ej opveje de ovenfor anførte, beſtemte Data.