Sprog rig Anledning. Han var høj og smal, havde lang Hals og langt Ansigt, sorte Øjne og Haar, var hurtig og vever i alle sine Bevægelser, og gik for det meste i korte, lette Klæder, paa irsk Viis. Men især gjorde man sig lystig over hans Sprog, thi Harald, hvis Modersmaal var gaelisk, talte daarligt norsk, stammede og radbrækkede Ordene. Saadan Spot tillod dog ikke Kong Sigurd, naar han var tilstede, men tog Harald altid i Forsvar, ligesom han overhoved fra det Øjeblik, han havde anerkjendt ham for sin Broder, stedse lod sig det være magtpaaliggende at vise ham den tilbørlige Agtelse som saadan. Denne Ridderlighed er et særdeles smukt Træk i Sigurds Charakteer, thi Harald kunde dog neppe være ham nogen velkommen Gjest[1].
Hvorledes det ellers forholdt sig med Haralds Herkomst, om han virkelig var den, han gav sig ud for, eller kun var en Bedrager, er et Spørgsmaal, som nu neppe vil kunne besvares tilfredsstillende. Man har i de senere Tider været meget tilbøjelig til at ansee hans Foregivende for opdigtet, uden dog egentlig at kunne paaberaabe sig andet, end at han, for at bevise det, maatte tage sin Tilflugt til Jærnbyrd, der i sig selv var et Slags Bedrageri. Men dette Bedrageri udøvedes alene af Presterne, som vare i Besiddelse af Hemmeligheden derved; Lægfolkene nærede, i det mindste endnu paa Sigurds Tid, ingen Tvivl om at alt gik rigtigt til, og at det virkelig var et Mirakel, der frelste den uskyldige fra at brændes af Jærnet. Et Tilbud om at aflægge Jærnbyrdsprøven kan derfor snarere betragtes som Tegn paa inderlig Overbeviisning om sin Sags Retfærdighed, end som et Forsøg paa at ville tilsnige sig en utilbørlig Ret, eller undgaa en fortjent Straf. At Magnus Barfod under sit sidste temmelig langvarige Ophold i Irland bar haft Kjærlighedsforstaaelser, ved hvilke han blev Fader til eet eller flere Børn, er ej alene ikke usandsynligt, men
- ↑ Tiden, da Harald kom til Norge, angives sædvanligviis til 1126, uden at dog nogen Hjemmel derfor kan paapeges i Sagaerne. Tvertimod synes det efter disse, som om man nødvendigviis maa henføre hans Ankomst til Høsten 1129. Tydeligst udtrykker sig i saa Henseende Ágrip, der siger at Kongen meget snart (brátt) efter Haralds Anerkjendelse døde i Oslo. Af Orkneyingasaga seer man ogsaa, at han netop om Høsten 1129 opholdt sig i eller ved Tunsberg. Desuden omtales ikke i Orkneyingasaga Haralds Ankomst, førend efter Ragnvalds Ophøjelse til Jarl. Var han kommen før, maatte han ogsaa tidligere være kommen i en saadan Berørelse med Kol og Ragnvald, at det ej havde kunnet undgaa at omtales. Kongesagaerne selv nævne ingen bestemt Tid, men det heder dog endog om Drømmen, som Sigurd skal have haft angaaende Haralds Ankomst, at han havde deri langt udi sin Regjeringstid (ofarlega á ævi Sigurðar konungs). Det eneste Sted, fra hvilket man skulde kunne slutte at Harald kom tidligere til Norge, er Thjodrek Munks Cap. 28, hvor der staar at Sigurd døde „faa Aar“ efter at Harald havde aflagt Prøven. Men dette enkelte Udsagn, som let kan grunde sig paa urigtig Oversættelse, kan ej opveje de ovenfor anførte, bestemte Data.
