Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/718

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
700
Sigurd Magnusſøn.

og flere andre Lendermænd, der, ſom man maa formode, alle havde hjemme i Viken, Agder eller Oplandene. Sigurd lod nu Harald kalde til ſig, og forkyndte ham, at det ſkulde ſtaa ham frit for at føre Beviſer, hvis han i Forvejen vilde aflægge Ed paa, at han ikke, om Beviſer end lykkedes, vilde gjøre Fordring paa Kongedømmet i Norge, ſaa længe Manna Sigurd eller hans Søn Magnus var i Live. Ved denne Ed, heder det, vilde Kongen ſtadfæſte den Ed, Folket tidligere havde aflagt ham, ſtyrke ſin Søns Kongedømme, forebygge Vaade og hindre Manddrab[1]. Harald ſvor Eden, og blev nu ſtedt til at aflægge Prøven, den haardeſte, der nogenſinde ſkal have været paalagt noget Menneſke i Norge. Han ſkulde nemlig træde barfodet hen over ſyv[2] gloende Plogjern. Mange ſandt Prøven alt for haard, ſiden den nu kun gjaldt hans Herkomſt, ikke Kongeværdigheden, hvilken han ved ſin Ed havde fraſkrevet ſig. Den aflagdes i Fylkeskirken paa Sæm[3]. Harald vandrede, ledet af tvende Biſkopper, hen over Jærnene, idet han paakaldte den hellige Kolumba, hans Hjemſtavns fornemſte Helgen. Magnus, Kong Sigurds Søn, var tilſtede og ſagde: „han træder juſt ikke modigt paa Jærnene“. Men Sigurd ſvarede vred: „du taler ilde og grumt; han har ſkilt ſig derved ſom en Mand“. Da Harald havde traadt paa det ſidſte Jærn, kaſtede han ſig i den Sæng, der efter Skik og Brug ved ſlige Lejligheder var redet ved Siden af Jærnene. Tre Dage efter bleve hans Fødder efterſeede, og befundne ubrændte. Da erkjendte Sigurd ham nok ſaa venſkabeligt for ſin Broder (1129) og han kaldtes fra nu af Harald Gille; det ſidſte efter hans forrige Navn Gilchriſt eller Gillechriſt. Magnus derimod viſte ſig fiendtlig mod ham, og mange Høvdinger fulgte hans Exempel i at viſe Harald Ringeagt og tilføje ham allehaande Fornærmelſer. Hertil gav visſelig Haralds fremmede Udſeende, uſædvanlige Dragt og Ukyndighed i det norſke

  1. Ágrip Cap. 50.
  2. Ágrip og Snorre ſaa vel ſom Thjodrek Cap. 34 have „ni“.
  3. Det er kun Ágrip, ſom nævner Stedet, hvor Prøven aflagdes. Vel ſiges det ikke udtrykkeligt at den foregik i Kirken, men dette var altid Reglen for ſlige Akter. Den Kirke, hvor Harald aflagde denne for Norge ſaa ſkjebneſvangre Prøve, er ſaaledes endnu til; thi Sæms Kirke ved Jarlsberg er den ſelvſamme ældgamle Fylkeskirke, ſom omtales i den ældſte vikſke Chriſtenret (ſe ovf. I. 2. S. 637.) Uagtet der i denne ej findes nogen udtrykkelig Beſtemmelſe om hvorledes der ſkulde forholdes ved Aflæggelſen af Jærnbyrd, maa man dog antage, at den ſamme Regel har gjeldt, fem findes i den ældre Froſtathingslovs Chriſtenret, II. 45, hvor det udtrykkeligt heder, at Jærnbyrd ſkal aflægges paa Landet i Fylkeskirken, i Kjøbſtad i en nærmere beſtemt Kirke. Da nu Harald aflagde Prøven i Fylkeskirken nær ved Tunsberg, ikke i en af denne Bys Kirker, bliver det klart at Kongen, i hvis Følge ogſaa Harald var, ej opholdt ſig i Staden ſelv, men paa Kongsgaarden Sæm, nu Jarlsberg.