Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/717

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
699
Harald Gille beviſer ſin Herkomſt ved Jærnbyrd.

om i Landet, men ikke alle med ligeſtor Lykke[1]. Noget efter, om Sommeren eller Høſten 1129, gjorde den unge Lendermand fra Søndmøre[2], Hallkell Huuk, Søn af Jon Smjørbalte, en Rejſe til Orknøerne og Syderøerne. Der kom den forhen omtalte Irlænder[3] Gilchriſt til ham, og gjentog, hvad han havde ſagt til Kale eller Ragnvald Jarl, at han var en Søn af Kong Magnus Barfod. Han medbragte denne Gang ſin Moder, der bekræftede hans Udſagn, og ſagde at hans rette Navn var Harald. Hallkell, enten nu fordi han fæſtede Lid til dette Foregivende, eller fordi han haabede at vinde Fordeel ved at gjøre ſig en Kongeſøn forbunden, tog ham og Moderen til m, og førte dem over til Norge, viſtnok lidet ane-ude, hvilken indgribende Virkning dette vilde udøve paa Landets fremtidige Skjebne. Han ledſagede dem ſtrax til Kong Sigurd, der endnu opholdt ſig i Tunsberg, eller rettere paa den nærliggende Kongsgaard Sæm. De fremførte deres Anliggende, og anholdt om at Harald maatte faa Tilladelſe til at godtgjøre Rigtigheden af hvad han foregav om ſin Herkomſt. Da han ingen Vidner eller andre ſædvanlige Beviismidler havde, var der kun Tale om Beviis ved Jærnbyrd, en betænkelig Sag, hvor det gjaldt et ſaa vigtigt Anliggende, ſom dette. Kongen gav heller ikke ſtrax Svar paa Anmodningen, men raadførte ſig førſt med ſine Høvdinger og Raadgivere derom. Ragnvald Jarl holdt ſit tidligere givne Løfte til Harald, ved nu, tilligemed ſin Fader Kot og flere Lendermænd, at underſtøtte hans Andragende; andre henſtillede Sagen til Kongens egen Afgjørelſe; de fleſte erklærede ſig derimod. Kongen beſluttede ſig dog, forunderligt nok, til at indvilge Bønnen, hvad enten det nu var af Liberalitet og Samvittighedsfuldhed, eller fordi Harald havde vidſt at indſmigre ſig hos ham, eller af andre Henſyn, hvorom Sagaerne intet melde: han handlede her, heder det etſteds, mere efter ſin Egenſindighed, end efter forſtandige Mænds Raad[4]; paa et andet Sted[5] ſiges der, at det iſær var Kun og hans Søn Ragnvald, der fremmede Haralds Sag, og at de fandt Medhold af den nu fra Danmark tilbagekomne Ingemar af Aſk, Thjoſtulf Aalesſøn,

  1. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 46, Snorre Cap. 30. Endog i Morkinſkinna, der er ſkreven i Begyndelſen af det 13de Aarhundrede, findes denne Drøm omtalt fol. 31 a.
  2. Snorre, Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 33. Der ſtaar her kun „Møre“, men da vi ſiden erfare at Hallkells Søn Jon boede i Fjordene, bliver det rimeligſt at Hallkells Beſiddelſer laa deels her, deels i Nabofylker Søndmøre.
  3. Irland nævnes kun i Fagrſkinna Cap. 250, hos Snorre Cap. 33 og i Ágrip Cap. 50. I Orkneyingaſaga og Hryggjarſtykke omtales, ſom ovenfor nævnes, kan Syderøerne, dog vel at merke, alene ſom hans Moders Opholdsſted paa den Tid, Gilchriſt var voxen, og ſøgte at gjøre ſine Rettigheder gjeldende.
  4. Morkinſkinna l. c., Ágrip Cap. 50.
  5. Orknøyingaſaga Side 170.