Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/716

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
698
Sigurd Magnusſøn.

kom over ham i hans ſidſte Dage. Dog tyktes han at være den dyrebareſte og merkeligſte af alle Konger, iſær formedelſt ſin Rejſe. Han var ogſaa en Mand af et ſaare ærefrygtbydende Udvortes og meget høj, ligeſom hans Fader og Forfædre. Han elſkede ſine Folk, og Folket ham, og han tilkjendegav ſin Kjærlighed i denne Smaating:

„Bønder mig tykkes de bedſte,
bygget Land og Fred ſtande“[1].

Til at forſone Efterſlægten med hans Minde bidrog vel ogſaa den Omſtændighed, at hans egentlige Efterfølgers Herkomſt var temmelig tvivlſom, ſaa at der viſtnok gaves mange, der betragtede Sigurd — thi om hans unge Søns kortvarige Regjering kunde der neppe være Tale —ſom den ſidſte af hans berømmelige Æt.

66. Harald Gille kommer til Norge, og erkjendes for Kongens Broder.


Kong Sigurd lod, fortælles der, i Tillid til den Yndeſt, hvori han ſtod hos Folket, Kongedømmet i Norge tilſværge ſin og Borghilds Søn Magnus allerede i ſit levende Live[2]. Han ſynes derfor allerede at have anet Muligheden af, at Kronprætendenter vilde rejſe ſig mod ham. Det er heller ikke uſandſynligt, at han har haft noget Nys om Tilværelſen af hiin Gilchriſt eller Harald, der for Kale eller Ragnvald Jarl navngav ſig ſom en Søn af Magnus Barfod; derpaa tyder ogſaa følgende Drøm, han ſkal have haft, og ſom ikke bærer Præg af at være ſenere Tiders Optegnelſe. Det fortælles nemlig, at han i et af ſine ſidſte Regjeringsaar, da han var til Vejtſle paa en af ſine Gaarde, viſte ſig en Morgen ſaa alvorlig og eftertænkſom, at hans Mænd frygtede for, at Vanviddet var kommen over ham, indtil de med Glæde fik høre, at han kun grublede over en Drøm, han havde haft om Natten. Det forekom ham, ſagde han, ſom om han ſtod paa Jæderens Kyſt, og ſaa langt ude i Havet noget ſort, der kom flydende ind mod Land. Da det kom nærmere, viſte det ſig at være et Træ, hvis Grene vendte op, og hvis Rødder laa i Vandet. Da det ſtødte mod Land, gik det i mange Stykker, der dreve vidt og bredt omkring, og i ſamme Øjeblik ſyntes han at ſee hele Norges Kyſt, og i hver Vig Stykker af dette Træ, nogle ſtore, nogle ſmaa. Han forklarede denne Drøm ſaaledes, at den bebudede at en Mand vilde komme til Norge og nedſætte ſig der, hvis Efterkommere vilde ſprede ſig vidt og bredt

  1. Áprip, Cap. 49.
  2. Ágrip Cap. 50. Hos Snorre, Cap. 33 omtales denne Ed ſom aflagt efter Haralds meente, hvilket er mindre ſandſynligt.