Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/715

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
697
Kongens Sindsſygdom.

tykkes mig at fortjene for din Djervhed“, ſagde Kongen. „Vil du lønne mig godt“, var Aslaks Svar, „da tager jeg derimod med Glæde; hvis ikke, da bliver det din Sag“. Da ſagde Kongen: „Lønnen bliver maaſkee ikke ſaa god, ſom du fortjener: jeg vil give dig tre Gaarde, fordi du, mod Forvæntning, var den, der frelſte mig fra at begaa en Synd, og ej mine Lendermænd, der dog have mig ſaa mange Velgjerninger at takke“[1]. Disſe Handlinger og Ytringer af Kongen viſe nokſom, hvor dybt han følte ſin Ulykke, og hvorledes han dog ſelv midt i ſit Vanvid ej var uimodtagelig for ſindig og fornuftig Tiltale, der endog ſtundom formaaede at bringe ham ganſke til ſig ſelv. Vi ſee derfor ogſaa, at han paa en vis Maade gjorde det til Pligt for ſine Omgivelſer at tale ham til Rette, og hvorledes han drog dem til Anſvar, naar det ej ſkede. Dette var imidlertid en farlig Sag, naar han var paa ſit Værſte, og ſom ofteſt har man vel paa andre Maader ſøgt at bringe ham til Fornuft. Der fortælles ſaaledes, en Juleaften, da Sigurd ſad til Bords med ſin Hird og mange Høvdinger, at han, ſom hiin Fredag, forlangte Kjød, uagtet hans Mænd gjorde ham opmerkſom paa at det ej var Skik i Norge at ſpiſe Kjød Juleaften. Men da lod man bringe ind varmt Kjød af en Niſe: Kongen ſtak med Kniven deri, men tog intet deraf. Net forlangte han, at man ſkulde bringe ham en Kvinde. Uden at indvende noget bragte man et Fruentimmer ind, men ſom var ſaa hæsligt og modbydeligt, at Kongen, efter nærmere at have betragtet hende, bød hende med Væmmelſe at pakke ſig bort[2]. Lignende Tildragelſer have vel oftere fundet Sted, og de, der vare om Kongen, have viſt ikke ſjelden haft mange Ubehageligheder at døje. Deſto ſmukkere Vidnesbyrd er det om deres, ſaa vel ſom det hele Folks Lojalitet, at Sagaen, hvis Beretninger umiskjendeligt afſpejle den almindelige Stemning, omtaler hans Fejltrin med merkelig Skaanſomhed vel Tilbageholdenhed, ſom om de mere betragtedes med Medynk end med Harme. Det er viſt, at han med alle ſine Uelſkværdigheder dog var Nationens Stolthed og Yndling. Hertil bidrog nu vel for en ſtor Deel den Hæder, han havde indlagt ſig paa ſin Udenlandsrejſe, og hvilken ligeſom ſtraalede tilbage paa det hele Folk, hvis Nationalforfængelighed derved ſmigredes; men han maa dog tillige i ſine lyſere Øjeblik have forſtaaet at vinde fine Omgivelſers Kjærlighed og Hengivenhed, og iſær at gjøre ſig yndet af Folket. I Kong Sigurds Dage, heder det i en gammel Sagaberetning, affattet neppe 60 Aar efter hans Død, havde man det godt, baade med Henſyn til Afgrøden og mange andre Herligheder, alene dette undtaget, at han ſaa vanſkeligt kunde ſtyre ſit Sind, naar hiin Svaghed

  1. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 44.. Snorre Cap. 31.
  2. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 45. Snorre Cap. 29.