gen Frygt kunde sees paa ham. Jeg holdt derfor inde, thi han var for god til at dø for sin Dyds Skyld. Men nu skulle og mine Venner vide, hvorledes jeg agter at belønne ham. Hidtil var han Kjertesvend; nu skal han være Lendermand, og hvad der ej er mindre, han skal allerede fra nu af være den ypperste af Lendermændene. Gak derfor, Ottar, til Sæde hos Lendermændene, og gjør ikke længer Opvartning!“ Ottar blev siden en højt anseet og berømmelig Mand[1].
En anden Gang, fortælles der, sad Kongen en Fredags Aften med mange fornemme Mænd, men i en yderst mørk Stemning. Paa Drotsetens Spørgsmaal, hvad han befalede til Aftensmad, svarede han: „hvad andet end Kjød?“ Og saadan Skræk stod der af ham, at ingen vovede at gjøre Indvendinger og forestille ham at det var Fredag, uagtet alle bleve ilde tilmode. Man satte sig til Bords, og Retterne kom ind, aller først varmt Kjød. Alle sad tause og bedrøvede, indtil Aslak Hane, en liden, rask Mand af ringe Herkomst, som havde været udenlands med Kong Sigurd, vovede at spørge: „Herre, hvad er det som ryger saa paa Disken foran eder?“ „Hvad vilde du, Aslak, at det skulde være, eller hvad tror du det er“, sagde Kongen. „Jeg tror“, svarede Aslak, „at det er, hvad jeg ønskede det ej var, nemlig Kjød“. „Og om nu saa var“, spurgte Kongen. Da svarede Aslak: „det er sørgeligt at vide, at en Konge skal bære sig saa ilde ad, efter at have indlagt sig faa megen Hæder af sin Rejse og mange andre gode Gjerninger: da du steg op af Jordans Flod efter at have badet dig i det samme Vand, hvor Guds egen Søn blev døbt, lovede du ganske andet, end at æde Kjød paa Fastedage: du gik derfra med Palme i Haanden og Kors paa Brystet. Hvis ringere Mænd gjorde sig skyldige i slige Overtrædelser, vilde de fortjene store Refselser. Men din Hird er daarligere besat end man skulde vænte og det burde være, siden der ej skal findes nogen anden til at hæve sin Stemme herimod, end en ubetydelig og fattig Karl som jeg“. Kongen sad taus, rørte ikke ved Kjødet, og kort efter bød han at bære Kjødfadene bort; i deres Sted sattes Mad frem, som passede til Dagen. Efterhaanden blev Kongen muntrere, efter som det led hen i Maaltidet og han drak. Nogle raadede Aslak til at flygte bort. „Nej“, sagde han, „jeg veed ikke hvad det skulde gavne mig, thi Kongen kan jo altid, om han vil, lade mig dræbe; just nu er det godt for mig at dø, da jeg har udrettet, hvad jeg ønskede, at afholde Kongen fra at begaa en Synd“. En af de følgende Aftener kaldte Kongen Aslak til sig, og spurgte ham, hvo der havde faaet ham til at ytre sig saa frit mod sin Konge i mange Folks Paahør. „Ingen, Herre, uden jeg selv“, svarede Aslak. „Du er vel nysgjerrig efter at vide, hvad Løn du
- ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 42, Snorre Cap. 29.
