Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/714

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
696
Sigurd Magnusſøn.

gen Frygt kunde ſees paa ham. Jeg holdt derfor inde, thi han var for god til at dø for ſin Dyds Skyld. Men nu ſkulle og mine Venner vide, hvorledes jeg agter at belønne ham. Hidtil var han Kjerteſvend; nu ſkal han være Lendermand, og hvad der ej er mindre, han ſkal allerede fra nu af være den ypperſte af Lendermændene. Gak derfor, Ottar, til Sæde hos Lendermændene, og gjør ikke længer Opvartning!“ Ottar blev ſiden en højt anſeet og berømmelig Mand[1].

En anden Gang, fortælles der, ſad Kongen en Fredags Aften med mange fornemme Mænd, men i en yderſt mørk Stemning. Paa Drotſetens Spørgsmaal, hvad han befalede til Aftensmad, ſvarede han: „hvad andet end Kjød?“ Og ſaadan Skræk ſtod der af ham, at ingen vovede at gjøre Indvendinger og foreſtille ham at det var Fredag, uagtet alle bleve ilde tilmode. Man ſatte ſig til Bords, og Retterne kom ind, aller førſt varmt Kjød. Alle ſad tauſe og bedrøvede, indtil Aslak Hane, en liden, raſk Mand af ringe Herkomſt, ſom havde været udenlands med Kong Sigurd, vovede at ſpørge: „Herre, hvad er det ſom ryger ſaa paa Diſken foran eder?“ „Hvad vilde du, Aslak, at det ſkulde være, eller hvad tror du det er“, ſagde Kongen. „Jeg tror“, ſvarede Aslak, „at det er, hvad jeg ønſkede det ej var, nemlig Kjød“. „Og om nu ſaa var“, ſpurgte Kongen. Da ſvarede Aslak: „det er ſørgeligt at vide, at en Konge ſkal bære ſig ſaa ilde ad, efter at have indlagt ſig faa megen Hæder af ſin Rejſe og mange andre gode Gjerninger: da du ſteg op af Jordans Flod efter at have badet dig i det ſamme Vand, hvor Guds egen Søn blev døbt, lovede du ganſke andet, end at æde Kjød paa Faſtedage: du gik derfra med Palme i Haanden og Kors paa Bryſtet. Hvis ringere Mænd gjorde ſig ſkyldige i ſlige Overtrædelſer, vilde de fortjene ſtore Refſelſer. Men din Hird er daarligere beſat end man ſkulde vænte og det burde være, ſiden der ej ſkal findes nogen anden til at hæve ſin Stemme herimod, end en ubetydelig og fattig Karl ſom jeg“. Kongen ſad taus, rørte ikke ved Kjødet, og kort efter bød han at bære Kjødfadene bort; i deres Sted ſattes Mad frem, ſom pasſede til Dagen. Efterhaanden blev Kongen muntrere, efter ſom det led hen i Maaltidet og han drak. Nogle raadede Aslak til at flygte bort. „Nej“, ſagde han, „jeg veed ikke hvad det ſkulde gavne mig, thi Kongen kan jo altid, om han vil, lade mig dræbe; juſt nu er det godt for mig at dø, da jeg har udrettet, hvad jeg ønſkede, at afholde Kongen fra at begaa en Synd“. En af de følgende Aftener kaldte Kongen Aslak til ſig, og ſpurgte ham, hvo der havde faaet ham til at ytre ſig ſaa frit mod ſin Konge i mange Folks Paahør. „Ingen, Herre, uden jeg ſelv“, ſvarede Aslak. „Du er vel nysgjerrig efter at vide, hvad Løn du

  1. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 42, Snorre Cap. 29.