Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/713

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
695
Ottar Birtings Kjekhed.

tykkes mig den ene værre end den anden: Dronningen veed ikke, hvor fæl hiin er, thi et Gedehorn ſtaar ud fra hendes Hoved, og jo bedre jeg fandt vende da, des værre finder jeg hende nu. Bogen her duer til intet“. Med disſe Ord kaſtede han Bogen hen paa Ilden, der brandt paa Gulvet, og ſlog Dronningen paa Kinden. Hun græd, dog, ſom der ſiges i Beretningen, mere over Kongens Sindsſvaghed, end over Fornærmelſen mod hende. Men foran Kongen ſtod en ung Kjerteſvend, ved Navn Ottar Birting, ſom juſt den Dag havde Opvartning, liden af Væxt, men net i ſit Væſen, ſorthaaret og ſortſmuſket, hvoraf han fik hiint Tilnavn[1]. Han løb til, rev Bogen af Ilden, og holdt den hos ſig, medens han talte for Kongen ſaaledes: „anderledes er det nu, Herre, end da du ſejlede med Pragt og Herlighed til Norge, og alle dine Venner haſtede dig imøde med Glæde, erkjendende dig med Ærefrygt for deres Konge. Nu ere Sorgens Dage komne over os, thi til denne herlige Højtid have mange af dine Venner indfundet ſig, men kunne ikke være glade formedelſt din bedrøvelige Tilſtand. Gjør nu ſaa vel, gode Herre, at modtage dette mit Raad: glæd med din Blidhed førſt Dronningen, mod hvem du har forbrudt dig ſaa haardt, og derpaa alle Høvdinger, Hirden, dine Venner og Tjeneſtemænd!“ „Hvad“, ſagde Kongen, „tør du din ſtygge Huusmandsſøn, af den ringeſte Herkomſt, give mig Raad?“ Med disſe Ord ſprang han op, drog Sverdet, og hævede det truende mod ham med begge Hænder. Men Ottar ſtod rank, uden at forandre en Mine, eller endog at blunke. Da lod Kongen den flade Klinge af Sverdet, hvis Egg han havde vendt mod hans Hoved, ſagte falde ned paa hans Skulder, og ſatte ſig ned uden at mæle et Ord. De øvrige Tilſtedeværende taug ligeledes ſtille. Nei begyndte Kongen at ſee ſig om, med en roligere Mine end før, og tog endelig ſaaledes til Orde: „Seent prøver man dog ſine Folk, hvordan de egentlig ere. Her inde ſidde mine bedſte Venner, Lendermænd, Stallarer, Skutelſvende og alle de ypperſte Mænd i Landet, men ingen handlede ſaa vel imod mig ſom denne Maalſvend, hvilken I viſtnok anſee ringe i Sammenligning med eder. Denne Svend er Ottar Birting: han viſte mig ſtørſt Kjærlighed. Her kom jeg, en Vanvittig, og vilde forſpilde mit Klenodie; han frelſte det, ſaa at det ej tog Skade; derhos frygtede han ej for Døden, men talte godt for mig, og føjede ſine Ord ſaaledes, at jeg følte mig hædret derved, medens han undgik at berøre, hvad der kunde forøge min Brede, ſkjønt han nok kunde have haft Grund dertil. Hans Tale var faa kraftig, at ingen af de her tilſtedeværende havde kunnet tale bedre; jeg løb op i Raſeri, og lod ſom jeg vilde hugge ham, men han var ſaa kjek at in-

  1. Birtingr, af bjartr, klar, lys; Tilnavnet var enten givet ham i Spøg, for Modſætningens Skyld, eller og maaſkee formedelſt hans ſorte, lynende Øjne.