tykkes mig den ene værre end den anden: Dronningen veed ikke, hvor fæl hiin er, thi et Gedehorn staar ud fra hendes Hoved, og jo bedre jeg fandt vende da, des værre finder jeg hende nu. Bogen her duer til intet“. Med disse Ord kastede han Bogen hen paa Ilden, der brandt paa Gulvet, og slog Dronningen paa Kinden. Hun græd, dog, som der siges i Beretningen, mere over Kongens Sindssvaghed, end over Fornærmelsen mod hende. Men foran Kongen stod en ung Kjertesvend, ved Navn Ottar Birting, som just den Dag havde Opvartning, liden af Væxt, men net i sit Væsen, sorthaaret og sortsmusket, hvoraf han fik hiint Tilnavn[1]. Han løb til, rev Bogen af Ilden, og holdt den hos sig, medens han talte for Kongen saaledes: „anderledes er det nu, Herre, end da du sejlede med Pragt og Herlighed til Norge, og alle dine Venner hastede dig imøde med Glæde, erkjendende dig med Ærefrygt for deres Konge. Nu ere Sorgens Dage komne over os, thi til denne herlige Højtid have mange af dine Venner indfundet sig, men kunne ikke være glade formedelst din bedrøvelige Tilstand. Gjør nu saa vel, gode Herre, at modtage dette mit Raad: glæd med din Blidhed først Dronningen, mod hvem du har forbrudt dig saa haardt, og derpaa alle Høvdinger, Hirden, dine Venner og Tjenestemænd!“ „Hvad“, sagde Kongen, „tør du din stygge Huusmandssøn, af den ringeste Herkomst, give mig Raad?“ Med disse Ord sprang han op, drog Sverdet, og hævede det truende mod ham med begge Hænder. Men Ottar stod rank, uden at forandre en Mine, eller endog at blunke. Da lod Kongen den flade Klinge af Sverdet, hvis Egg han havde vendt mod hans Hoved, sagte falde ned paa hans Skulder, og satte sig ned uden at mæle et Ord. De øvrige Tilstedeværende taug ligeledes stille. Nei begyndte Kongen at see sig om, med en roligere Mine end før, og tog endelig saaledes til Orde: „Seent prøver man dog sine Folk, hvordan de egentlig ere. Her inde sidde mine bedste Venner, Lendermænd, Stallarer, Skutelsvende og alle de ypperste Mænd i Landet, men ingen handlede saa vel imod mig som denne Maalsvend, hvilken I vistnok ansee ringe i Sammenligning med eder. Denne Svend er Ottar Birting: han viste mig størst Kjærlighed. Her kom jeg, en Vanvittig, og vilde forspilde mit Klenodie; han frelste det, saa at det ej tog Skade; derhos frygtede han ej for Døden, men talte godt for mig, og føjede sine Ord saaledes, at jeg følte mig hædret derved, medens han undgik at berøre, hvad der kunde forøge min Brede, skjønt han nok kunde have haft Grund dertil. Hans Tale var faa kraftig, at ingen af de her tilstedeværende havde kunnet tale bedre; jeg løb op i Raseri, og lod som jeg vilde hugge ham, men han var saa kjek at in-
- ↑ Birtingr, af bjartr, klar, lys; Tilnavnet var enten givet ham i Spøg, for Modsætningens Skyld, eller og maaskee formedelst hans sorte, lynende Øjne.
