der disse Omstændigheder bliver Biskop Villjams Rejse til Norge og pludselige Omstemning med Hensyn til St. Magnus, sex Aar efter Ragnvalds Ophøjelse til Jarl, og netop samme Aar, da Ragnvald, som vi i det følgende ville see, gjorde Alvor af at fremsætte sin Fordring, heel mistænkelig. Hvilke hans „nødvendige Ærender“ vare, siges ikke; men at han under sit Ophold i Norge har haft en Sammenkomst med Kok, er bleven vunden af denne, og med ham har aftalt de nødvendige Forholdsregler for at faa Magnus’s Hellighed anerkjendt, ligesom Einar Thambarskelve og Biskop Grimkell i sin Tid, som man maa formode, forberedede Anerkjendelsen af St. Olafs, bliver mere end sandsynligt[1].
Den nys beskrevne Ufred og Fejde mellem trende mægtige Lendermænd var maaskee den mætte Urolighed af noget alvorligere Slags, der forefaldt under Sigurds Regjering, thi ellers herskede der Fred og gode Aaringer, saa at hans Tid var en herlig Tid for Landets Indbyggere[2]. Dette har vel bidraget meget til at forsone Folket med hans mange .og store Fejl, hvilke man, som det synes, godmodigt tilskrev den Sindssvaghed, der stundom kom over ham. Sagaerne have meddeelt os enkelte Træk af denne hans ulykkelige Sindsforfatning, hvilken han, som man tydeligt kan see, var sig fuldkommen bevidst, og som derfor aabenbart udøvede en nedtrykkende Virkning paa hans lysere Mellemrum. Det hændte sig saaledes, fortælles der, en Pintsedag, da han sad i sit Højsæde, med Dronning Malmfrid ved Siden, og omgiven af talrige Venner og Gjester, at hans Mænd med Ængstelse og Skræk bemerkede Vanviddet at komme over ham. Han kastede vilde, rullende Blik rundt om i Salen og paa Gjesterne: da tog han med eet den kostbare, med Guldbogstaver beskrevne Bog, som han selv havde bragt med sig fra Constantinopel, betragtede Dronningen, og sagde: „hvor meget der dog kan forandre sig i et Menneskes Levetid! Da jeg kom til Landet, ejede jeg tvende Ting, der tyktes mig de bedste, nemlig denne Bog her og Dronningen[3]. Nu derimod
- ↑ Magnus Jarls Saga, Tillægget, S. 534. Det bor ogsaa merkes, at Villjam siden sin Anerkjendelse af Magnus’s Hellighed viste Paal Jarl aabenbar Kulde, medens han tidligere synes at have været ham meget hengiven.
- ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 59, Snorre Cap. 41.
- ↑ Heraf skulde det vistnok synes, som Dronningen allerede havde været med, da han kom tilbage fra sin Udenlandsrejse; men at dette neppe kan have været Tilfældet, er allerede ovenfor viist (S. 591). De Ord, der ovenfor lægges i Kongens Mund, bor derfor ej tages bogstaveligt, men kun henføres til de første Aar efter hans Hjemkomst.
