Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/712

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
694
Sigurd Magnusſøn.

der disſe Omſtændigheder bliver Biſkop Villjams Rejſe til Norge og pludſelige Omſtemning med Henſyn til St. Magnus, ſex Aar efter Ragnvalds Ophøjelſe til Jarl, og netop ſamme Aar, da Ragnvald, ſom vi i det følgende ville ſee, gjorde Alvor af at fremſætte ſin Fordring, heel mistænkelig. Hvilke hans „nødvendige Ærender“ vare, ſiges ikke; men at han under ſit Ophold i Norge har haft en Sammenkomſt med Kok, er bleven vunden af denne, og med ham har aftalt de nødvendige Forholdsregler for at faa Magnus’s Hellighed anerkjendt, ligeſom Einar Thambarſkelve og Biſkop Grimkell i ſin Tid, ſom man maa formode, forberedede Anerkjendelſen af St. Olafs, bliver mere end ſandſynligt[1].

65. Kong Sigurds ulykkelige Sindstilſtand. Folkets Overbærenhed med hans Fejltrin.


Den nys beſkrevne Ufred og Fejde mellem trende mægtige Lendermænd var maaſkee den mætte Urolighed af noget alvorligere Slags, der forefaldt under Sigurds Regjering, thi ellers herſkede der Fred og gode Aaringer, ſaa at hans Tid var en herlig Tid for Landets Indbyggere[2]. Dette har vel bidraget meget til at forſone Folket med hans mange .og ſtore Fejl, hvilke man, ſom det ſynes, godmodigt tilſkrev den Sindsſvaghed, der ſtundom kom over ham. Sagaerne have meddeelt os enkelte Træk af denne hans ulykkelige Sindsforfatning, hvilken han, ſom man tydeligt kan ſee, var ſig fuldkommen bevidſt, og ſom derfor aabenbart udøvede en nedtrykkende Virkning paa hans lyſere Mellemrum. Det hændte ſig ſaaledes, fortælles der, en Pintſedag, da han ſad i ſit Højſæde, med Dronning Malmfrid ved Siden, og omgiven af talrige Venner og Gjeſter, at hans Mænd med Ængſtelſe og Skræk bemerkede Vanviddet at komme over ham. Han kaſtede vilde, rullende Blik rundt om i Salen og paa Gjeſterne: da tog han med eet den koſtbare, med Guldbogſtaver beſkrevne Bog, ſom han ſelv havde bragt med ſig fra Conſtantinopel, betragtede Dronningen, og ſagde: „hvor meget der dog kan forandre ſig i et Menneſkes Levetid! Da jeg kom til Landet, ejede jeg tvende Ting, der tyktes mig de bedſte, nemlig denne Bog her og Dronningen[3]. Nu derimod

  1. Magnus Jarls Saga, Tillægget, S. 534. Det bor ogſaa merkes, at Villjam ſiden ſin Anerkjendelſe af Magnus’s Hellighed viſte Paal Jarl aabenbar Kulde, medens han tidligere ſynes at have været ham meget hengiven.
  2. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 59, Snorre Cap. 41.
  3. Heraf ſkulde det viſtnok ſynes, ſom Dronningen allerede havde været med, da han kom tilbage fra ſin Udenlandsrejſe; men at dette neppe kan have været Tilfældet, er allerede ovenfor viiſt (S. 591). De Ord, der ovenfor lægges i Kongens Mund, bor derfor ej tages bogſtaveligt, men kun henføres til de førſte Aar efter hans Hjemkomſt.