Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/711

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
693
Magnus Jarl erklæres hellig.

Kale, eller som han nu hed, Ragnvald Jarl, kunde dog endnu ikke paa nogle Aar tage sit Jarldømme i Besiddelse, da det krævede betydelige Forberedelser at træde op mod den af Øernes Befolkning saa afholdte Paal Jarl, der nu efter Haralds Sem var Eneherre over Øerne, og ikke var til Sinds, med det Gode at afstaa Halvdelen deraf. Imidlertid var Ragnvalds kloge Fader neppe uvirksom i at bearbejde Gemytterne til hans Fordeel, og i Stilhed paa mange Maader at berede ham Vejen. Dette fortælles ikke udtrykkeligt, men man kan allerde næsten paa Forhaand være overbeviist derom, og et ikke,utydeligt Vink derom indeholdes desuden i en liden Beretning, som, rigtignok i en langt anden Hensigt, meddeles i den legendariske Saga om Magnus Jarl. Biskop Villjam var, som vi have seet, en ivrig Modstander af Troen paa Magnus Jarls Hellighed, og vilde intet vide deraf. Men en Sommer, fortælles der, gjorde han en Rejse øster til Norge i nogle nødvendige Ærender, og paa Hjemvejen om Hesten holdtes han formedelst Storm og Modvind faa længe ved Hjaltland, at han begyndte at frygte for at han ej vilde komme hjem til sit Biskopssæde førend næste Vaar. Da spurgte Styrmanden ham, om han ikke— vilde erkjende Magnus Jarls Hellighed, hvis han næste Søndag kunde synge Messe i sit Hjem. Da Biskoppen lovede dette, lagde Uvejret sig strax, en føjelig Vind blæste op, og næste Søndag var Biskoppen hjemme, hvor da han og alle de øvrige, som der siges, priste Gud og den hellige Martyr Magnus Jarl. Efter nogles Fortælling skal han dog ikke have samtykket i at man tog Jarlens Been op af Jorden, førend han med eet blev slagen med Blindhed i Kirken, saa at han ej kunde finde Udgangsdøren, og da, angrende sin Vantro og med Bøn til Gud om at maatte finde Magnus Jarls Grav, omsider famlede sig frem til den, kastede sig ned paa den og lovede at lade hans Levninger optage, hvis han fik sit Syn igjen. Strax da han havde sluttet sin Bøn, heder det, blev han atter seende. Han sammenkaldte nu et talrigt Møde af de forstandigste og gjæveste Mænd paa Øerne til Christkirken i Birgsaa; paa dette Møde bleve Magnus’s Been optagne, vaskede og prøvede i indviet Ild. Og da de bestode Prøven, bleve de lagte i et Skriin, og satte over Alteret. Dette var St. Luciæ Dag (13 Decbr.), 20 Aar efter Jarlens Drab (1135). Naar man betænker, at Ragnvald, der hidtil havde været ganske fremmed for Orknøboerne, egentlig ikke havde andet at bygge paa og sætte op mod Paal Jarls Magt og Popularitet, end sin Morbroder Magnus Jarls Hellighed og den Glands, som derved gik over paa ham selv, kan man umuligt tvivle paa at en saa klog Mand som hans Fader Kol har forsøgt alt, hvad der stod i hans Magt, for at faa hiin Tro udbredt og Helligheden anerkjendt, især da han selv strax efter gav Ragnvald det Raad, højtideligen at anraabe sin hellige Frænde om Lykke. Un-