Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/711

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
693
Magnus Jarl erklæres hellig.

Kale, eller ſom han nu hed, Ragnvald Jarl, kunde dog endnu ikke paa nogle Aar tage ſit Jarldømme i Beſiddelſe, da det krævede betydelige Forberedelſer at træde op mod den af Øernes Befolkning ſaa afholdte Paal Jarl, der nu efter Haralds Sem var Eneherre over Øerne, og ikke var til Sinds, med det Gode at afſtaa Halvdelen deraf. Imidlertid var Ragnvalds kloge Fader neppe uvirkſom i at bearbejde Gemytterne til hans Fordeel, og i Stilhed paa mange Maader at berede ham Vejen. Dette fortælles ikke udtrykkeligt, men man kan allerde næſten paa Forhaand være overbeviiſt derom, og et ikke,utydeligt Vink derom indeholdes desuden i en liden Beretning, ſom, rigtignok i en langt anden Henſigt, meddeles i den legendariſke Saga om Magnus Jarl. Biſkop Villjam var, ſom vi have ſeet, en ivrig Modſtander af Troen paa Magnus Jarls Hellighed, og vilde intet vide deraf. Men en Sommer, fortælles der, gjorde han en Rejſe øſter til Norge i nogle nødvendige Ærender, og paa Hjemvejen om Heſten holdtes han formedelſt Storm og Modvind faa længe ved Hjaltland, at han begyndte at frygte for at han ej vilde komme hjem til ſit Biſkopsſæde førend næſte Vaar. Da ſpurgte Styrmanden ham, om han ikke— vilde erkjende Magnus Jarls Hellighed, hvis han næſte Søndag kunde ſynge Mesſe i ſit Hjem. Da Biſkoppen lovede dette, lagde Uvejret ſig ſtrax, en føjelig Vind blæſte op, og næſte Søndag var Biſkoppen hjemme, hvor da han og alle de øvrige, ſom der ſiges, priſte Gud og den hellige Martyr Magnus Jarl. Efter nogles Fortælling ſkal han dog ikke have ſamtykket i at man tog Jarlens Been op af Jorden, førend han med eet blev ſlagen med Blindhed i Kirken, ſaa at han ej kunde finde Udgangsdøren, og da, angrende ſin Vantro og med Bøn til Gud om at maatte finde Magnus Jarls Grav, omſider famlede ſig frem til den, kaſtede ſig ned paa den og lovede at lade hans Levninger optage, hvis han fik ſit Syn igjen. Strax da han havde ſluttet ſin Bøn, heder det, blev han atter ſeende. Han ſammenkaldte nu et talrigt Møde af de forſtandigſte og gjæveſte Mænd paa Øerne til Chriſtkirken i Birgsaa; paa dette Møde bleve Magnus’s Been optagne, vaſkede og prøvede i indviet Ild. Og da de beſtode Prøven, bleve de lagte i et Skriin, og ſatte over Alteret. Dette var St. Luciæ Dag (13 Decbr.), 20 Aar efter Jarlens Drab (1135). Naar man betænker, at Ragnvald, der hidtil havde været ganſke fremmed for Orknøboerne, egentlig ikke havde andet at bygge paa og ſætte op mod Paal Jarls Magt og Popularitet, end ſin Morbroder Magnus Jarls Hellighed og den Glands, ſom derved gik over paa ham ſelv, kan man umuligt tvivle paa at en ſaa klog Mand ſom hans Fader Kol har forſøgt alt, hvad der ſtod i hans Magt, for at faa hiin Tro udbredt og Helligheden anerkjendt, iſær da han ſelv ſtrax efter gav Ragnvald det Raad, højtideligen at anraabe ſin hellige Frænde om Lykke. Un-