Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/710

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
692
Sigurd Magnusſøn.

varende over Salmund og Kol. Men imidlertid havde Une, ſtrax efter Jons Afrejſe, ſkyndt ſig til Stødle, og derfra til Kol, hvor han kom ved Juletid, og meldte, at de ſnart kunde vente ſig et Overfald af Jon. Kol ſendte ſtrax Spejdere rundt om for at holde Øje med Jon, og begav flg ſelv til Salmund; begge ſamlede Folk til ſig, og oppebiede nu Jons Ankomſt, vel forberedte. Da Spejderne meldte at Jon nærmede ſig, droge de ham imøde og mødte ham ved en Skov. Her kom det til en Kamp, men da Kol og Salmund vare langt mandſterkere, fik de fuldſtændig Overhaand; Jon miſtede mange Folk og maatte flygte til Skovs, ſelv haardt ſaaret i Foden. Han kom ikke hjem førend ved Faſte-Tiden, og hans Saar lægedes ſaa daarligt, at han ſiden den Tid haltede og kaldtes „Jon Fot“, ligeſom hans Færd i det hele taget anſaaes uhæderlig. Til Hevn derfor lod han den følgende Sommer to af Kols Frænder dræbe.

Kort efter disſe Begivenheder kom Kong Sigurd til Tunsberg[1]. Sagen blev ham forebragt, og han lod ſtrax begge Parter indſtevne til ſig, for at faa en Fejde bilagt, der allerede viſtnok hørte til Sjeldenheder i Landet, og ſom, længere fortſat, torde komme til at forſtyrre Freden i en meget videre Kreds. Kol, Salmund og Jon indfandt ſig, ledſagede af deres Venner, og efter nogle Underhandlinger .kom man overeens om at lade Kongen afgjøre Sagen. Begge Parter forpligtede ſig gjenſidigt til at føje ſig efter Kongens Kjendelſe. Han dømte, efter Overlæg med de forſtandigſte Mænd, ſaaledes: at de tvende førſte Drab ſkulde gaa op imod hinanden; at Jons Overfald paa Kol og Salmund, ſaa vel ſom hans Saar, ſkulde gaa op imod de paa begge Sider faldne Mænds Drab; at de øvrige Saar paa begge Sider ſkulde gaa op imod hinanden, lige forlige, og hvad der var mere paa een Side, ſkulde udjevnes ved Bøder. Derhos beſtemte Kongen, at til nøjere Befæſtelſe af Enigheden og Venſkaben mellem begge Parter ſkulde Jon Petersſøn egte Kols Datter Ingerid. Endelig overdrog Kongen ved denne Lejlighed den Halvdeel af Orknøerne, ſom Magnus Jarl tidligere havde beſiddet, til hans Syſterſøn Kale Kolsſøn, og ophøjede ham til Jarl, idet han derhos forandrede hans Navn og kaldte ham Ragnvald efter Ragnvald Bruſesſøn, hvilken Kales Moder Gunnhild erklærede for den ypperſte af alle de Jarler, der havde været paa Øerne, og hvis Navn derfor troedes at ville bringe Lykke. Henſigten med Forliget opnaaedes fuldkommen, thi fra den Tid af vare de fordums Fiender fortrolige Venner, og ſtode hinanden redeligt bi i alle deres Foretagender[2].

  1. Det var nemlig ud paa Høſten 1129, og Kongen tilbragte, ſom vi nedenfor ville ſe, den ſidſte Sommer eller Høſt i Tunsberg eller rettere paa Gaarden Sæm, den følgende Vinter (1129—30) i Oslo. Tunsberg nævnes desuden forhen i Sagaen ſom den By, hvor Salmund var Gjaldkere.
  2. Orknøyingaſaga S. 152—170.