varende over Salmund og Kol. Men imidlertid havde Une, strax efter Jons Afrejse, skyndt sig til Stødle, og derfra til Kol, hvor han kom ved Juletid, og meldte, at de snart kunde vente sig et Overfald af Jon. Kol sendte strax Spejdere rundt om for at holde Øje med Jon, og begav flg selv til Salmund; begge samlede Folk til sig, og oppebiede nu Jons Ankomst, vel forberedte. Da Spejderne meldte at Jon nærmede sig, droge de ham imøde og mødte ham ved en Skov. Her kom det til en Kamp, men da Kol og Salmund vare langt mandsterkere, fik de fuldstændig Overhaand; Jon mistede mange Folk og maatte flygte til Skovs, selv haardt saaret i Foden. Han kom ikke hjem førend ved Faste-Tiden, og hans Saar lægedes saa daarligt, at han siden den Tid haltede og kaldtes „Jon Fot“, ligesom hans Færd i det hele taget ansaaes uhæderlig. Til Hevn derfor lod han den følgende Sommer to af Kols Frænder dræbe.
Kort efter disse Begivenheder kom Kong Sigurd til Tunsberg[1]. Sagen blev ham forebragt, og han lod strax begge Parter indstevne til sig, for at faa en Fejde bilagt, der allerede vistnok hørte til Sjeldenheder i Landet, og som, længere fortsat, torde komme til at forstyrre Freden i en meget videre Kreds. Kol, Salmund og Jon indfandt sig, ledsagede af deres Venner, og efter nogle Underhandlinger .kom man overeens om at lade Kongen afgjøre Sagen. Begge Parter forpligtede sig gjensidigt til at føje sig efter Kongens Kjendelse. Han dømte, efter Overlæg med de forstandigste Mænd, saaledes: at de tvende første Drab skulde gaa op imod hinanden; at Jons Overfald paa Kol og Salmund, saa vel som hans Saar, skulde gaa op imod de paa begge Sider faldne Mænds Drab; at de øvrige Saar paa begge Sider skulde gaa op imod hinanden, lige forlige, og hvad der var mere paa een Side, skulde udjevnes ved Bøder. Derhos bestemte Kongen, at til nøjere Befæstelse af Enigheden og Venskaben mellem begge Parter skulde Jon Peterssøn egte Kols Datter Ingerid. Endelig overdrog Kongen ved denne Lejlighed den Halvdeel af Orknøerne, som Magnus Jarl tidligere havde besiddet, til hans Systersøn Kale Kolssøn, og ophøjede ham til Jarl, idet han derhos forandrede hans Navn og kaldte ham Ragnvald efter Ragnvald Brusessøn, hvilken Kales Moder Gunnhild erklærede for den ypperste af alle de Jarler, der havde været paa Øerne, og hvis Navn derfor troedes at ville bringe Lykke. Hensigten med Forliget opnaaedes fuldkommen, thi fra den Tid af vare de fordums Fiender fortrolige Venner, og stode hinanden redeligt bi i alle deres Foretagender[2].
- ↑ Det var nemlig ud paa Høsten 1129, og Kongen tilbragte, som vi nedenfor ville se, den sidste Sommer eller Høst i Tunsberg eller rettere paa Gaarden Sæm, den følgende Vinter (1129—30) i Oslo. Tunsberg nævnes desuden forhen i Sagaen som den By, hvor Salmund var Gjaldkere.
- ↑ Orknøyingasaga S. 152—170.
