Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/709

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
691
Fejde mellem mægtige Lendermænd.

ſpurgte nøje efter de ypperſte Mænd paa den Kant, og Une nævnte ſtrax Jon ſom den fornemſte, baade formedelſt hans Byrd og hans overmodige Færd; „har I ikke“, ſpurgte han liſtigt, „haft Prøver derpaa ſyd i Landet?“ Hallvard ſvarede intet dertil. Da man ſkiltes ad for at gaa til Sengs, tog Une den Fremmede afſides, og ſpurgte ham om han ej var Hallvard. Denne benegtede det i Førſtningen, ſaa længe endnu andre Folk vare inde; men da de vare ene, tilſtod han det, leverede Une Pengene, og fremførte Anmodningen fra Kol. Une var ſtrax villig til at hjelpe ham, og underrettede ham om at Brynjulf netop vilde komme der paa Gaarden den næſte Morgen for at hente en Pige, med hvem han ſtod i Kjærlighedsforſtaaelſe. Ved denne Lejlighed maatte han da pasſe ſit Snit, og overfalde ham. Tidligt den følgende Morgen ſkjulte Une Hallvard i en Stald, der ſtod ikke langt fra Huusdøren. Det varede ej længe, førend Brynjulf kom, og kaldte paa Pigen, at hun ſkulde gjøre ſig rejſefærdig. Hun kom og bragte ſit Tøj, hvilket Brynjulf bandt ſammen for hende, medens hun var inde for at ſige Huſets Folk Farvel. Brynjulf havde lagt ſine Vaaben fra ſig ſaa længe, men juſt ſom Pigen var gaaet ind, og han var beſkjeftiget med at ſnøre Bylten ſammen, ſprang Hallvard frem, gav Brynjulf Baneſaar, og ſmuttede ind i Stalden igjen uden at nogen fik Øje paa ham. Da Pigen kom ud og ſaa ſin Elſker ligge dræbt, løb hun ind med Forfærdelſesſkrig, og var nær ved at falde i Afmagt. Une løb ud og raabte at man ſtrax ſkulde ſætte efter den lejede Snigmorder, thi en ſaadan maatte den Fremmede have været: han ſendte ufortøvet Bud til Jon om det forefaldne, og ſaaledes undgik han al Mistanke om Deelagtighed i Sagen. Men da Tummelen havde lagt ſig og alle vare hver paa ſin Kant, gik Une til Stalden, hvor Hallvard imidlertid havde holdt ſig ſkjult, lod ham komme ud, og ſendte ham efter Aftale til Stødle, hvor han ankom i god Behold. Kyrpinga-Orm ſendte ham derpaa videre til Agder, hvor Kol og Salmund modtoge ham med Glæde over at Planen ſaa vel var lykkets.

Det forefaldne rygtedes ſnart vidt og bredt, og det varede ikke længe, førend man gjettede eller erfarede den ſande Sammenhæng. Jon ærgrede ſig meget, men det varede dog et heelt Aar førend han kunde gjøre noget derved. Den næſte Vinter (1128) henimod Juul drog han afſted med 30 Mand, foregivende at han vilde beſøge ſin Morbroder Olaf i Setersdal, Haareks Søn. Hid kom han ogſaa, og blev vel modtagen, men aabenbarede da for Olaf at hans egentlige Henſigt var at hjemſøge Salmund, for at hevne Brynjulfs Drab. Olaf fraraadte ham det, men forgjæves; da medgav han ham 30 Mand af ſine egne Folk, ſaa at Jon nu havde en Skare af 00 Mand, med hvilke han fortſatte Vejen til Lands ned gjennem Setersdalen og videre til Øſter-Agder, for at komme ufor-