kom det ved slig Lejlighed saare almindelige, men farlige Samtale-Emne paa Bane, at sammenligne anseede og bekjendte Mænd; fornemmelig drejede Talen sig om, hvo der var de ypperste Lendermænd i Norge. Brynjulf, en af Jon Peterssøns Folk, paastod at denne saa vel med Hensyn til Byrd, som til Dygtighed, maatte kaldes den fornemste af alle de yngre Lendermænd søndenfor Stad. Haavard, en af Kales Staldbrødre, paastod derimod at Salmund Sigurdssøn i alle Dele kunde maale sig med Jon, og at Vikverjerne vel endog vilde give ham Fortrinnet for denne. Herover blev der megen ivrig og højrøstet Tale, og da de vare beskjenkede, gik det snart til Haandgribeligheder. Haavard løb op, fik fat paa en Stok, og gav Brynjulf dermed et Slag i Hovedet, saa at han faldt besvimet til Jorden. Medens hans Venner vare beskjeftigede med ham, blev Haavard af sine Kammerater i Stilhed skaffet bort fra Stuen, og ind til Kale, som øjeblikkelig fik en Mand til at ro afsted med ham, for at bringe ham syd til Alvidra[1], til en Prest ved Navn Richard, hvilken Kale kjendte og nu lod anmode øm, at han vilde beholde Haavard hos sig, indtil Kale selv kom efter. Da Haavard var kommen til Grøningesund lidt nordenfor Bukken, et Par Miles Vej søndenfor Bergen, gik han med sin Følgesvend op paa Land, og lagde sig til at sove paa et afsides Sted, i den Tanke, at man ikke længer vilde søge efter dem. Men imidlertid var Brynjulf kommen til sig selv, og havde beklaget sig for Jon Peterssøn over det forefaldne, idet han fortalte at Haavard allerede var skaffet til Side; øjeblikkelig havde Jon sendt Brynjulf afsted med ti Mand paa et Rofartøj for at indhente Haavard, og endnu i Daggry kom de til Grøningesund. Der saa de en Baad ligge paa Fjæren, og Brynjulf, som antog at at Ejermændene maaskee kunde give dem noget Besked om Haavard, gik i Land med sine Folk for at opsøge dem. Han traf Haavard selv, just som denne og hans Ledsager vare vaagnede, og uden videre lod han dem begge dræbe. Derpaa vendte Brynjulf tilbage til Bergen, og berettede Jon hvad der var forefaldet. Snart blev det bekjendt over hele Byen, og Kale tog det meget ilde op. Der blev imidlertid underhandlet om Forlig, og da Jon tilbød Kale Selvdom for hans eget Vedkommende, med Forbehold af Kongens og de egentlige Eftermaalsmænds Ret, modtog Kale dette Tilbud, saa at Sagen paa denne Maade nogenledes blev bilagt, uden at dog det spendte Forhold mellem ham og Jon ophørte.
Da Kale siden kom hjem til sin Fader, og fortalte ham alt sammen, misbilligede denne at hans Søn havde modtaget noget Forlig, før end man
- ↑ Dette Alvidra kan ej være Alvidra eller Alver ved Alverstrømmen, nordenfor Bergen, men maa være at søge et Steds paa Vejen sydefter fra Bergen.
