Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/703

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
685
Harald Jarls Død.

paa ſin Gaard Orfjara[1], ſydligt paa Stolen og havde i den Anledning travlt med de nødvendige Forberedelſer. En Morgen, da han nys var ſtaaet op, kom han ind i en liden Sine, hvor hans Moder og Frakark ſad paa Tverpallen og ſyede. Imellem dem laa ei nys ſømmet Liinklæde, hvidt ſom Snee. Jarlen tog det op, og ſaa at det var rigt udſyet med Guld. „For hvem“, ſpurgte han, „er dette prægtige Stykke beſtemt?“ „For din Broder Paal“, var Svaret. „Hvorfor gjøre I eder ſaa megen Umage med at ſy Klæder for ham“, ſagde Harald forundret: min Klædedragt pleje I jo ikke at tage eder ſaa meget af!“ Med disſe Ord tog han Kappen af og foldede Klædet ud, for at tage det paa: da han tidlig var opſtaaet, var han kun iført en let Morgendragt, Skjorte og Lærreds Buxer; derover havde han kaſtet Kappen, i hvis Sted han nu vilde forſøge det prægtige Liinklæde. Hans Moder rev det fra ham, og ſagde at han ikke ſkulde misunde ſin Broder et ſmukt Klædningsſtykke. Harald rykkede det ſpøgende til ſig, og vilde atter tage det paa. Frakark beſvor ham paa det indſtændigſte at lade det være, da det ellers vilde koſte ham hans Liv; hun ſled Huen[2] af ſit Hoved og rev ſine Haar af, hans Moder græd og forenede ſine Bønner med hendes, men alt ſammen forgjeves; han hængte Klædet over Skuldrene og lod det falde ned om Legemet til alle Sider. Men i ſamme Øjeblik følte han ſig gjennemiisnet af en Gyſen; derpaa fulgte en heftig Verk, ſaa at han maatte gaa til Sængs, og efter et fort Sygeleje opgav han Aanden, til hans Venners ſtore Sorg (December 1127 eller 1128). Thi Paal Jarl tog nu med Bøndernes eenſtemmige Samtykke alle hans Beſiddelſer under ſig, og da han ej kunde tvivle paa, at det forgiftede Klæde egentlig havde været ham tiltænkt, lod han Frakart og Helga betyde, at han ej vilde vide af deres Ophold i hans Rige, men at de ufortøvet ſkulde forføje ſig bort. De forlode derfor Øerne med hele deres vidtløftige Familie, og begave ſig førſt til Katanes, og ſiden længer op i Skotland til de Beſiddelſer, ſom Frakark der havde, og hvor de nu opholdt ſig flere Aar. Blandt de

    ligt, ja maaſkee endog farligt, om Kvinderne havde væntet med Udførelſen af deres Plan til den næſte Juul, om de endog handle haft Rolighed nok til at bie ſaa lange. Der bliver neppe engang Tid tilovers til en følgende Juul, thi da Haralds Død indtraf i 1127 eller 1128, og hans Tilbagekomſt til Øerne neppe før 1125, men ſnarere i 1126, bliver der for den hele Mellemtid ikke ſtort mere end et Aar.

  1. Orfjara eller Orfyri, nu Orfir, kaldes et Strøg af Roſs- eller Mainland paa Nordveſtſiden af den ſaakaldte Scalpa-Flow fra Midlands-Havnen yderſt ved Spidſen mod Hoy til omtrent ned Wankmill. Stedet, hvor Jarlegaarden laa, paaviſes endnu ned Gaarden Swamduſter.
  2. Egentlig „Falden“ eller Hovedtøjet, ſe ovf. I. 1. S. 108.