paa sin Gaard Orfjara[1], sydligt paa Stolen og havde i den Anledning travlt med de nødvendige Forberedelser. En Morgen, da han nys var staaet op, kom han ind i en liden Sine, hvor hans Moder og Frakark sad paa Tverpallen og syede. Imellem dem laa ei nys sømmet Liinklæde, hvidt som Snee. Jarlen tog det op, og saa at det var rigt udsyet med Guld. „For hvem“, spurgte han, „er dette prægtige Stykke bestemt?“ „For din Broder Paal“, var Svaret. „Hvorfor gjøre I eder saa megen Umage med at sy Klæder for ham“, sagde Harald forundret: min Klædedragt pleje I jo ikke at tage eder saa meget af!“ Med disse Ord tog han Kappen af og foldede Klædet ud, for at tage det paa: da han tidlig var opstaaet, var han kun iført en let Morgendragt, Skjorte og Lærreds Buxer; derover havde han kastet Kappen, i hvis Sted han nu vilde forsøge det prægtige Liinklæde. Hans Moder rev det fra ham, og sagde at han ikke skulde misunde sin Broder et smukt Klædningsstykke. Harald rykkede det spøgende til sig, og vilde atter tage det paa. Frakark besvor ham paa det indstændigste at lade det være, da det ellers vilde koste ham hans Liv; hun sled Huen[2] af sit Hoved og rev sine Haar af, hans Moder græd og forenede sine Bønner med hendes, men alt sammen forgjeves; han hængte Klædet over Skuldrene og lod det falde ned om Legemet til alle Sider. Men i samme Øjeblik følte han sig gjennemiisnet af en Gysen; derpaa fulgte en heftig Verk, saa at han maatte gaa til Sængs, og efter et fort Sygeleje opgav han Aanden, til hans Venners store Sorg (December 1127 eller 1128). Thi Paal Jarl tog nu med Bøndernes eenstemmige Samtykke alle hans Besiddelser under sig, og da han ej kunde tvivle paa, at det forgiftede Klæde egentlig havde været ham tiltænkt, lod han Frakart og Helga betyde, at han ej vilde vide af deres Ophold i hans Rige, men at de ufortøvet skulde forføje sig bort. De forlode derfor Øerne med hele deres vidtløftige Familie, og begave sig først til Katanes, og siden længer op i Skotland til de Besiddelser, som Frakark der havde, og hvor de nu opholdt sig flere Aar. Blandt de
- ↑ Orfjara eller Orfyri, nu Orfir, kaldes et Strøg af Ross- eller Mainland paa Nordvestsiden af den saakaldte Scalpa-Flow fra Midlands-Havnen yderst ved Spidsen mod Hoy til omtrent ned Wankmill. Stedet, hvor Jarlegaarden laa, paavises endnu ned Gaarden Swamduster.
- ↑ Egentlig „Falden“ eller Hovedtøjet, se ovf. I. 1. S. 108.
ligt, ja maaskee endog farligt, om Kvinderne havde væntet med Udførelsen af deres Plan til den næste Juul, om de endog handle haft Rolighed nok til at bie saa lange. Der bliver neppe engang Tid tilovers til en følgende Juul, thi da Haralds Død indtraf i 1127 eller 1128, og hans Tilbagekomst til Øerne neppe før 1125, men snarere i 1126, bliver der for den hele Mellemtid ikke stort mere end et Aar.
