Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/700

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
682
Sigurd Magnusſøn.


Det varede ikke længe, førend begge de unge Jarler vare i fuldt Uvenſkab med hinanden, ſom man havde forudſeet, og Øernes hele Ariſtokrati ſplittedes i to Partier, Paals og Haralds. Denne fandt til ſidſt Opholdet paa Øerne mindre behageligt, og begav ſig til Skotland, hvor han i lang Tid opholdt ſig deels paa Katanes, hvilket den ſkotſke Konge Alexander, Mælkolms Søn, havde givet ham Men„ deels hos ſine mange Frænder og Venner oppe i Skotland, hvis Indflydelſe han rimeligviis havde denne Forlening at takke[1]. Hos Harald havde nu ſaa vel hans Moder ſom Frakark faſt Tilhold, og beherſkede ham ganſke. Til Harald ſluttede ſig liden ogſaa en talentfuld Æventyrer, der ſenere hen i Tiden ſpillede en kortvarig, men fremragende, Rolle i Norges Hiſtorie, den ovenfor omtalte Sigurd, kaldet Slembe eller Slembedjakn. Han anſaaes dengang kun for en Søn af en Preſt i det ſydlige Norge, ved Navn Adelbrekt, hos hvilken han var opdragen for at ſættes til Bogen og blive Gejſtlig; men han paaſtod ſiden ſelv, at hans rette Fader var Kong Magnus Barfod, og at hans Herkomſt alene af den Aarſag var bleven fordulgt, at hans Moder Thora, Datter af den throndhjemſke Stormand Saxe i Vik, var en Syſter af Sigrid, med hvem Magnus havde Sønnen Olaf, der blev Konge efter ham, og et ſaadant Forhold fra Magnus’s Side til tvende Syſtre var utilladeligt[2]. Sigurd havde faaet en fuldſtændig gejſtlig Oplærelſe, og var endog, ſandſynligviis af Biſkop Kot i Viken, bleven indviet til Diakonus. Hans Hu ſtod dog meeſt til Krigerferd og ridderlige Øvelſer, hvori han trods ſin preſtelige Opdragelſe fandt Lejlighed nok til at blive en Meſter, ſaa at han, da han var fuldvoxen, deri overgik alle ſine Jevnaldrende, og maaſkee enhver anden i Landet. Hans Overmod, Heftighed og Voldſomhed ſkaffede ham blandt hans Omgivelſer det nys an-

    er nordiſk. Hendes Brødre, Ottar og Magnus, havde norſke Navne, ligeſaa hendes anden Syſter Thorleiv; de fleſte af hendes Børn og Børnebørn havde ligeledes, ſom det vil ſees, norſke Navne. Denne Blanding af Norſk og Gaeliſk i Navnene vidner nokſom om Ættens blandede Herkomſt. Frakarks Charakteer og hele Optræden ſvarer forreſten til hendes gaeliſke Navn. Der hviler et viſt vildt, uhyggeligt Præg over alt, hvad hiin tog Deel i, og ſaaledes ſover de fleſte Begivenheder i Orknøernes Hiſtorie gjennem hele den lange Tid, hvor hiin udøvede ſin Indflydelſe. Den dele vidtløftige Slægtrække findes i Orknøingaſaga S. 138, 140, 146, jvfr. Slægttavlen til nærværende Bind.

  1. David var, ſom nys nævnt, bleven Konge efter ſin Broder Alexander den 1ſte i Aaret 1124, i April Maaned. At Haralds Fader, Haakon Jarl, efter Magnus’s Død kom i Beſiddelſe af Katanes, ſiges ikke udtrykkeligt, men maa anſees ſom utvivlſomt, da han allerede tidligere havde underkaſtet ſig det, og ved det ſidſte Forlig med Magnus fik Halvparten deraf.
  2. Om Saxe i Vik, ſe ovfr. S. 457, 458; om hans Datter Sigrid, ſe S. 559.