Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/698

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
680
Sigurd Magnussøn.

størst Modstand, med haarde Paalæg. Imidlertid begyndte der at blive sterk Tale om at den myrdede Jarl var hellig, og at der skede Underverker ved hans Grav. Man vilde hyppigt have seet et himmelsk Lys og sporet en himmelsk Duft over hans Leje i Christkirken. Endog det Sted paa Egilsø, hvor han var bleven aflivet, og som hidtil havde været stenigt og mosbegroet, blev nu, paastod man, smukt og grønt. Snart begyndte man at paakalde ham i Fare, og troede at spore heldig Virkning deraf; der taltes om Helbredelser, som havde fundet Sted ved hans Grav, og nu flokkedes Slige derhen baade fra Orknøerne og Hjaltland, vaagede ved hans Leje, og fik, som det hed, Bod for alle sine Meen. Man tyktes og at finde, at de, der havde været Magnus’s værste Modstandere og især voldt hans Død, fik et slemt Endeligt. Imidlertid vovede man dog ikke at gjøre saa meget Væsen af alt dette, saa længe Haakon Jarl levede. Heller ikke vilde Biskop Villjam endnu vide noget heraf, eller erkjende Magnus’s Helligdom. Sandsynligviis havde Haakon allerede forudseet, at en saadan Tro vilde rejse sig blandt Folket, da han i Førstningen forbød at lade Magnus’s Lig bringe til Kirke. Og rimeligviis var det deels for at lette sin egen Samvittighed i denne Henseende, deels for at aftvætte den Plet, der i hans Undersaatters Øjne maatte klæbe paa ham, og for at erhverve et Fortrin, der nogenlunde kunde opveje Magnus’s Hellighed, at han faa Aar senere foretog en stor Pilegrimsrejse, først til Rom, og derfra til Jerusalem, hvor han besøgte de hellige Steder, og badede sig i Jordan, paa Pilegrimes Viis. Da han kom tilbage til sit Jarldømme, var han, som det lader, en forandret Mand, maaskee fordi han virkelig havde gaaet i sig selv, maaskee og fordi hans Undersaatter nu betragtede ham med andre Øjne. Han tog sig ivrigt af Landets indre Styrelse, overholdt Fred og Ro, og indrettede, som det heder, nye Love, der behagede Bønderne meget bedre end de, de forhen havde haft. Herover blev han meget afholdt, og hans Vennesælhed steg saa højt, at Orknøingerne tilsidst ej vilde vide af nogen anden Høvding end ham og hans Afkom[1]. Da han, som man maa formode, henved Aar 1122 faldt i en Sygdom og døde, ansaaes dette for en stor Skade, formedelst den gode Fred, Øerne nøde i den sidste Tid, og som man frygtede nu vilde faa en Ende, da hans tvende Sønner ej forligedes godt sammen, og Fejder mellem dem vare at forudsee, saa snart de kom til Roret[2].

  1. Orkneyingasaga S. 132—136, Magnus den helliges Saga Cap. 27, 28.
  2. Orkneyingasaga S. 140. Tiden for Haakon Jarls Død angives ikke i Sagaen, og kan derfor kun gjetningsviis og omtrentligt bestemmes. Han var, som ovenfor (S. 451) antydet, sandsynligviis fød ved 1078 eller 1079, og var altsaa, da han lod St. Magnus dræbe, over 36 Aar gammel. Vi ville nedenfor see, at hans Datter Margrete var gift og havde født en Søn til