Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/698

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
680
Sigurd Magnusſøn.

ſtørſt Modſtand, med haarde Paalæg. Imidlertid begyndte der at blive ſterk Tale om at den myrdede Jarl var hellig, og at der ſkede Underverker ved hans Grav. Man vilde hyppigt have ſeet et himmelſk Lys og ſporet en himmelſk Duft over hans Leje i Chriſtkirken. Endog det Sted paa Egilsø, hvor han var bleven aflivet, og ſom hidtil havde været ſtenigt og mosbegroet, blev nu, paaſtod man, ſmukt og grønt. Snart begyndte man at paakalde ham i Fare, og troede at ſpore heldig Virkning deraf; der taltes om Helbredelſer, ſom havde fundet Sted ved hans Grav, og nu flokkedes Slige derhen baade fra Orknøerne og Hjaltland, vaagede ved hans Leje, og fik, ſom det hed, Bod for alle ſine Meen. Man tyktes og at finde, at de, der havde været Magnus’s værſte Modſtandere og iſær voldt hans Død, fik et ſlemt Endeligt. Imidlertid vovede man dog ikke at gjøre ſaa meget Væſen af alt dette, ſaa længe Haakon Jarl levede. Heller ikke vilde Biſkop Villjam endnu vide noget heraf, eller erkjende Magnus’s Helligdom. Sandſynligviis havde Haakon allerede forudſeet, at en ſaadan Tro vilde rejſe ſig blandt Folket, da han i Førſtningen forbød at lade Magnus’s Lig bringe til Kirke. Og rimeligviis var det deels for at lette ſin egen Samvittighed i denne Henſeende, deels for at aftvætte den Plet, der i hans Underſaatters Øjne maatte klæbe paa ham, og for at erhverve et Fortrin, der nogenlunde kunde opveje Magnus’s Hellighed, at han faa Aar ſenere foretog en ſtor Pilegrimsrejſe, førſt til Rom, og derfra til Jeruſalem, hvor han beſøgte de hellige Steder, og badede ſig i Jordan, paa Pilegrimes Viis. Da han kom tilbage til ſit Jarldømme, var han, ſom det lader, en forandret Mand, maaſkee fordi han virkelig havde gaaet i ſig ſelv, maaſkee og fordi hans Underſaatter nu betragtede ham med andre Øjne. Han tog ſig ivrigt af Landets indre Styrelſe, overholdt Fred og Ro, og indrettede, ſom det heder, nye Love, der behagede Bønderne meget bedre end de, de forhen havde haft. Herover blev han meget afholdt, og hans Venneſælhed ſteg ſaa højt, at Orknøingerne tilſidſt ej vilde vide af nogen anden Høvding end ham og hans Afkom[1]. Da han, ſom man maa formode, henved Aar 1122 faldt i en Sygdom og døde, anſaaes dette for en ſtor Skade, formedelſt den gode Fred, Øerne nøde i den ſidſte Tid, og ſom man frygtede nu vilde faa en Ende, da hans tvende Sønner ej forligedes godt ſammen, og Fejder mellem dem vare at forudſee, ſaa ſnart de kom til Roret[2].

  1. Orkneyingaſaga S. 132—136, Magnus den helliges Saga Cap. 27, 28.
  2. Orkneyingaſaga S. 140. Tiden for Haakon Jarls Død angives ikke i Sagaen, og kan derfor kun gjetningsviis og omtrentligt beſtemmes. Han var, ſom ovenfor (S. 451) antydet, ſandſynligviis fød ved 1078 eller 1079, og var altſaa, da han lod St. Magnus dræbe, over 36 Aar gammel. Vi ville nedenfor ſee, at hans Datter Margrete var gift og havde født en Søn til