Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/697

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
679
Magnus Jarls Drab.

arve mine Klæder: frygt ikke, thi du gjør dette tvungen, og den ſom tvinger dig dertil, har ſtørre Synd end du“. Med disſe Ord tog han Kjortlen af ſig, og gav Livulf den. Derpaa bad han om Tilladelſe til at gjøre ſin ſidſte Bøn, og da den var ham given, kaſtede han ſig ned paa Jorden, bad Gud modtage hans Sjæl, og anraabte om Naade ej alene for ſig og ſine Venner, men ogſaa for ſine Fiender og Banemænd. Nu bad han Livulf ſtille ſig foran ham og dræbe ham ved et Hug i Hovedet. „Det pasſer ſig ikke“, ſagde han, „at halshugge Høvdinger ligeſom Tyve. Vær kun ſterk og græd ej, thi jeg bad til Gud om at han vil hjelpe dig“. Han korſede ſig, og bøjede ſig for at modtage Dødshugget. Livulf hug et vældigt Øxehug i hans Hoved, uden dog ſtrax at dræbe ham derved; paa Haakons Befaling maatte han hugge endnu et Hug i ſamme Saar, og da opgav Jarlen Aanden (16 April 1115). Haakon Jarls Forbitrelſe mod ham var ſaa ſtor, at han endog forbød at begrave ham ved en Kirke, men lod ham nedgrave der paa Stedet, hvor han var bleven aflivet[1]. Uden Henſyn til, hvad der var ſkeet begav han ſig derpaa til Papule til det Gjeſtebud, ſom Magnus’s Moder, Thora, havde beredt, og hvor hun væntede at ſee ſin Søn og hans Medbejler komme fuldkommen forligte tilbage fra Modet. Thora modtog ham godt, ſom om ingen Ting var forefaldt, bevertede ham raa det bedſte, og gik ſelv omkring for at ſee ham og hans Mænd til Gode. Men da Drikken begyndte at ſtige ham til Hovedet, traadte hun med eet frem for ham og ſagde: „nu er du, Herre, kommen ene hid, hvor jeg væntede eder begge. Hvis du nu vil glæde mig, ſaa at Gud og Menneſker kunne være Vidne dertil, da vær mig nu i Søns Sted, ligeſom jeg ſkal være dig i Moders Sted. Nu trænger jeg højlig til din Miſkund, ſaa at du nemlig tillader mig at lade min Søns Lig fore til Kirke. Opfyld nu denne min Ben, ſaa ſandt du vil at Gud ſkal høre din Bøn paa Dommens Dag!“ Jarlen taug, og betænkte ſig en Stund; omſider kunde han dog ikke modſtaa hendes Graad og ydmyge Bøn, men vendte ſig mod hende, og ſagde med Taarer i Øjnene: „begrav din Søn, hvor du ſelv vil!“ Hans Lig blev da ved Thoras Foranſtaltning optaget og begravet i den af Thorfinn Jarl opførte Chriſtkirke i Birgsaa. Haakon Jarls Ædelmod gik dog ikke videre end til denne Tilladelſe. Han underkaſtede ſig alle Magnus’s Beſiddelſer paa Øerne, lod alle dennes forrige Underſaatter ſværge ham Troſkabsed, og betyngede hans ivrigſte Tilhængere, af hvem han ſelv tidligere havde mødt

  1. Maaſkee dog dette, ſom det ſtrax nedenfor antydes, kun kom af Haakons Frygt for at Magnus ſkulde blive anſeet for en Helgen, og ſaaledes efter ſin Død volde ham Skade. Men det kan vel og hænde, at Magnus og hans Mænd i deres Ferd mod Haakon havde viiſt ſig mere nærgaaende og fornærmelige, end den partiſke Saga vil tilſtaa.