Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/696

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
678
Sigurd Magnusſøn.

Forbehold givet ſine Mænd tilkjende, at der paa dette Møde vilde blive afgjort, om han ſelv, eller Magnus, for Eftertiden ſkulde være Eneherre over Øerne. Da Magnus ſaa Haakons 8 Skibe komme ſejlende, ſkjønnede han ſtrax, at denne havde Svig i Sinde, og gik med ſine Mænd op i Kirken. De tilbyde ſig vel at forſvare ham og vove en Kamp med Haakon, men han ſagde, at han ej vilde, de ſkulde vove ſit Liv for hans Skyld: kunde han ej bringe Haakon til Forlig, fik det gaa ſom Gud vilde. Magnus tilbragte Natten med inderlig Bøn til Gud; om Morgenen lod han ſynge Mesſe for ſig, og nød Sakramentet. Samme Morgen gik Haakon Jarl med ſine Krigere op paa Øen for at ſøge og gribe Magnus. De ſtormede førſt op til Kirken, hvor de antoge at han havde taget ſin Tilflugt. Efter en Beretning ſkulle de ogſaa have fundet ham der, juſt ſom Mesſen var til Ende, og Haakon ſkal have ladet ham gribe ved fire af ſine voldſomſte og grimmeſte Mænd, uden Henſyn til Kirkefreden. Efter en anden Beretning ſkal derimod Magnus ſelv tredie have forladt Kirken, og ſkjult ſig paa et afſides Sted, hvor han dog ſtrax gav ſig tilkjende, og ſelv raabte paa Haakons Mænd, da disſe, efter forgjeves at have gjennemſøgt Kirken, gik omkring paa Øen for at lede efter ham, og kom i Nærheden af hans Skjuleſted, hvor han juſt forrettede ſin Bøn[1]. Da de grebe ham, korſede han ſig, og bebrejdede Haakon med faſt og uforfærdet Stemme hans ſvigagtige Ferd. Han gjorde ham derpaa tre Forſlag, det ene efter det andet; førſt at tillade ham at drage til Rom eller det hellige Land med tre Skibe, og aflægge Ed paa, aldrig at ville komme tilbage til Orknøerne; dernæſt at ſende ham til deres fælles Venner i Skotland, og der lade ham holde i livsvarigt Fangenſkab med to Mænd til Selſkab; endelig at lade ham blinde eller lemlæſte og derpaa ſætte i Fængſel. Til de to førſte Forſlag ſagde Haakon ſtrax nej; det tredie erklærede han ſig villig til at antage. Men da rejſte hans Høvdinger ſig og raabte eenſtemmigt: „lemlæſte eller pine Magnus Jarl ville vi ej, men en af eder ſkal nu lade Livet, thi begge ſkulle I herefter ikke føre Herredømmet“. „Da“, ſagde Haakon, „vil jeg heller føre Herredømmet, end dø her paa Stedet“. Dette var Magnus’s Dødsdom. Han kaſtede ſig paa Knæ i inderlig Bøn, ſkjulte ſit Anſigt i ſine Hænder, og befalede ſig under mange Taarer Grid i Vold. Haakon bød førſt ſin Merkesmand, ved Navn Ufeig, at dræbe Magnus. Men da han med Uvilje vægrede ſig, truede han ſin Kjøkkenmeſter Livulf dertil. Livulf braſt i heftig Graad, men Magnus bad ham være ved godt Mod. „Det er berømmeligt for dig“, ſagde han, „at udføre en ſaadan Daad, og du ſkal efter gammel Skik

  1. Den førſt meddeelte Beretning findes i St. Magnus’s Saga Cap. 123, den anden i Orkneyingaſaga S. 128.