Forbehold givet sine Mænd tilkjende, at der paa dette Møde vilde blive afgjort, om han selv, eller Magnus, for Eftertiden skulde være Eneherre over Øerne. Da Magnus saa Haakons 8 Skibe komme sejlende, skjønnede han strax, at denne havde Svig i Sinde, og gik med sine Mænd op i Kirken. De tilbyde sig vel at forsvare ham og vove en Kamp med Haakon, men han sagde, at han ej vilde, de skulde vove sit Liv for hans Skyld: kunde han ej bringe Haakon til Forlig, fik det gaa som Gud vilde. Magnus tilbragte Natten med inderlig Bøn til Gud; om Morgenen lod han synge Messe for sig, og nød Sakramentet. Samme Morgen gik Haakon Jarl med sine Krigere op paa Øen for at søge og gribe Magnus. De stormede først op til Kirken, hvor de antoge at han havde taget sin Tilflugt. Efter en Beretning skulle de ogsaa have fundet ham der, just som Messen var til Ende, og Haakon skal have ladet ham gribe ved fire af sine voldsomste og grimmeste Mænd, uden Hensyn til Kirkefreden. Efter en anden Beretning skal derimod Magnus selv tredie have forladt Kirken, og skjult sig paa et afsides Sted, hvor han dog strax gav sig tilkjende, og selv raabte paa Haakons Mænd, da disse, efter forgjeves at have gjennemsøgt Kirken, gik omkring paa Øen for at lede efter ham, og kom i Nærheden af hans Skjulested, hvor han just forrettede sin Bøn[1]. Da de grebe ham, korsede han sig, og bebrejdede Haakon med fast og uforfærdet Stemme hans svigagtige Ferd. Han gjorde ham derpaa tre Forslag, det ene efter det andet; først at tillade ham at drage til Rom eller det hellige Land med tre Skibe, og aflægge Ed paa, aldrig at ville komme tilbage til Orknøerne; dernæst at sende ham til deres fælles Venner i Skotland, og der lade ham holde i livsvarigt Fangenskab med to Mænd til Selskab; endelig at lade ham blinde eller lemlæste og derpaa sætte i Fængsel. Til de to første Forslag sagde Haakon strax nej; det tredie erklærede han sig villig til at antage. Men da rejste hans Høvdinger sig og raabte eenstemmigt: „lemlæste eller pine Magnus Jarl ville vi ej, men en af eder skal nu lade Livet, thi begge skulle I herefter ikke føre Herredømmet“. „Da“, sagde Haakon, „vil jeg heller føre Herredømmet, end dø her paa Stedet“. Dette var Magnus’s Dødsdom. Han kastede sig paa Knæ i inderlig Bøn, skjulte sit Ansigt i sine Hænder, og befalede sig under mange Taarer Grid i Vold. Haakon bød først sin Merkesmand, ved Navn Ufeig, at dræbe Magnus. Men da han med Uvilje vægrede sig, truede han sin Kjøkkenmester Livulf dertil. Livulf brast i heftig Graad, men Magnus bad ham være ved godt Mod. „Det er berømmeligt for dig“, sagde han, „at udføre en saadan Daad, og du skal efter gammel Skik
- ↑ Den først meddeelte Beretning findes i St. Magnus’s Saga Cap. 123, den anden i Orkneyingasaga S. 128.
