til Gjestebud hos sig, rimeligviis om Paaskeaften, naar de vare blevne færdige med deres Underhandlinger og Forliget var kommet i Stand. Magnus begav sig først til Øen, hvor han allerede kom Skjærthorsdag. Uagtet det var ganske stille Vejr, skal dog pludselig en stor Bølge have
Omstændighed, at det var Eystein, der efter Kong Sigurds Bortrejse gav Magnus Jarlsnavn, maa man formode, at den urigtige Angivelse af 1104 for Magnus’s Død grunder sig i en falsk Tidsregning for de norske Kongers og Jarlers Historie i det hele taget, og at Aaret 1104 hos ham egentlig repræsenterer et andet Aar. Spørgsmaalet bliver nu, hvilket dette er. Man skulde formode„ at Udsagnet om, at Magnus blev dræbt paa en Paaskemandag, skulde kunne lede til en nøjagtig Bestemmelse af Aarstallet, da man af Sagaerne saa vel som Kalendarierne med Vished veed, at hans Dødsdag faldt paa 16de April. Men ogsaa hiin Angivelse er urigtig. .Hans Drab skede ikke engang paa en Mandag, end sige paa en Paaskemandag. Lige fra Aar 1100, hvor Paaskedag faldt paa 1ste April og saaledes tredie Mandag efter Paaske paa 16de April, falder ingen Mandag paa sidstnævnte Dag, førend i Aaret 1123, da Dagen virkelig er 2den Paaskedag. Men saa silde kan man ikke sætte hans Død, da man derved vilde forrykke hele den øvrige Tidsregning; man vilde derved ogsaa komme ud over Pave Paschalis’s Levetid († 1118) og man vilde ej kunne saa de senere (S. 536) i Magnus’s G Saga udtrykkeligt angivne 20 Aar mellem hans Død og hans Helgen-Erkjendelse, der maa have fundet Sted inden 1137, i hvilket Aar, som vi senere ville see, Ragnvald Jarl paakaldte hans Bistand, og lovede at bygge en Kirke til hans Ære. Man maa altsaa ganske see bort fra hiin Angivelse af Mandagen eller Paaskemandagen som hans Dødsdag — den er maaskee fremkommen ved en Forklaring af „die secundo post festum Tiburtii“ som „feria secunda &c.“; — og kun henføre hans Død til en Dag i og omkring Paasken, saaledes som det falder rimeligst. Thormod Torvessøn har saaledes i sine Orcades (S. 84—87) henført den til Løverdag efter Paaske i Aaret 1110, og til Bestyrkelse derfor opstillet flere Grunde. Disse ere dog alle temmelig søgte og uholdbare. Saaledes forlader han, hvad han selv tidligere har berettet, og hvad saa vel Orknøingasaga som Magnus’s Saga tydeligt og omstændeligt fortæller, at Magnus først modtog Jarlsnavn af Kong Eystein efter Sigurds Bortrejse; og regner de 7 Aar, begge Jarler skulle have hersket sammen, lige fra 1103, støttende sig til et Sted i Morkinskinna, hvor Haakons og Magnus’s Tiltrædelse som Jarler omtales i al Korthed, uden nogen nærmere Tidsangivelse, men strax efter Beretningen om Magnus Barfods Død. Han erklærer det, uden skjellig Grund, for usandsynligt, at Magnus skulde have væntet saa længe som til 1107 eller 1108 inden han fordrede sin Arvepart. Den eneste positive Sandsynlighedsgrund, han anfører, er den, at man ved at antage 1110 faar Dødsdagen til at falde i Paaskeugen, nemlig Løverdag efter Paaske, og han mener at dette passer godt med at Thora, Magnus’s Moder, havde indbudt-Jarlerne til et Gilde strax efter Mødet, thi dette Gilde var da, tror han, sandsynligviis berammet til den følgende Søndag (den 17de). Men da vi umuligt kunne sætte os ud over Sagaernes rene Ord, at Magnus tiltraadte Jarldømmet efter Sigurds Udrejse, altsaa efter Høsten 1107, hvilket ogsaa paa det fuldstændigste bekræftes ved det ovenfor (S. 562, 563) omtalte Brev fra Erkebiskop Anshelm af Canterbury til Haakon Jarl, som maa være skrevet mellem 1104 eller 1105,
