Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/694

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
676
Sigurd Magnusſøn.

til Gjeſtebud hos ſig, rimeligviis om Paaſkeaften, naar de vare blevne færdige med deres Underhandlinger og Forliget var kommet i Stand. Magnus begav ſig førſt til Øen, hvor han allerede kom Skjærthorsdag. Uagtet det var ganſke ſtille Vejr, ſkal dog pludſelig en ſtor Bølge have

    Omſtændighed, at det var Eyſtein, der efter Kong Sigurds Bortrejſe gav Magnus Jarlsnavn, maa man formode, at den urigtige Angivelſe af 1104 for Magnus’s Død grunder ſig i en falſk Tidsregning for de norſke Kongers og Jarlers Hiſtorie i det hele taget, og at Aaret 1104 hos ham egentlig repræſenterer et andet Aar. Spørgsmaalet bliver nu, hvilket dette er. Man ſkulde formode„ at Udſagnet om, at Magnus blev dræbt paa en Paaſkemandag, ſkulde kunne lede til en nøjagtig Beſtemmelſe af Aarstallet, da man af Sagaerne ſaa vel ſom Kalendarierne med Vished veed, at hans Dødsdag faldt paa 16de April. Men ogſaa hiin Angivelſe er urigtig. .Hans Drab ſkede ikke engang paa en Mandag, end ſige paa en Paaſkemandag. Lige fra Aar 1100, hvor Paaſkedag faldt paa 1ſte April og ſaaledes tredie Mandag efter Paaſke paa 16de April, falder ingen Mandag paa ſidſtnævnte Dag, førend i Aaret 1123, da Dagen virkelig er 2den Paaſkedag. Men ſaa ſilde kan man ikke ſætte hans Død, da man derved vilde forrykke hele den øvrige Tidsregning; man vilde derved ogſaa komme ud over Pave Paſchalis’s Levetid († 1118) og man vilde ej kunne ſaa de ſenere (S. 536) i Magnus’s G Saga udtrykkeligt angivne 20 Aar mellem hans Død og hans Helgen-Erkjendelſe, der maa have fundet Sted inden 1137, i hvilket Aar, ſom vi ſenere ville ſee, Ragnvald Jarl paakaldte hans Biſtand, og lovede at bygge en Kirke til hans Ære. Man maa altſaa ganſke ſee bort fra hiin Angivelſe af Mandagen eller Paaſkemandagen ſom hans Dødsdag — den er maaſkee fremkommen ved en Forklaring af „die secundo post festum Tiburtii“ ſom „feria secunda &c.“; — og kun henføre hans Død til en Dag i og omkring Paaſken, ſaaledes ſom det falder rimeligſt. Thormod Torvesſøn har ſaaledes i ſine Orcades (S. 84—87) henført den til Løverdag efter Paaſke i Aaret 1110, og til Beſtyrkelſe derfor opſtillet flere Grunde. Disſe ere dog alle temmelig ſøgte og uholdbare. Saaledes forlader han, hvad han ſelv tidligere har berettet, og hvad ſaa vel Orknøingaſaga ſom Magnus’s Saga tydeligt og omſtændeligt fortæller, at Magnus førſt modtog Jarlsnavn af Kong Eyſtein efter Sigurds Bortrejſe; og regner de 7 Aar, begge Jarler ſkulle have herſket ſammen, lige fra 1103, ſtøttende ſig til et Sted i Morkinſkinna, hvor Haakons og Magnus’s Tiltrædelſe ſom Jarler omtales i al Korthed, uden nogen nærmere Tidsangivelſe, men ſtrax efter Beretningen om Magnus Barfods Død. Han erklærer det, uden ſkjellig Grund, for uſandſynligt, at Magnus ſkulde have væntet ſaa længe ſom til 1107 eller 1108 inden han fordrede ſin Arvepart. Den eneſte poſitive Sandſynlighedsgrund, han anfører, er den, at man ved at antage 1110 faar Dødsdagen til at falde i Paaſkeugen, nemlig Løverdag efter Paaſke, og han mener at dette pasſer godt med at Thora, Magnus’s Moder, havde indbudt-Jarlerne til et Gilde ſtrax efter Mødet, thi dette Gilde var da, tror han, ſandſynligviis berammet til den følgende Søndag (den 17de). Men da vi umuligt kunne ſætte os ud over Sagaernes rene Ord, at Magnus tiltraadte Jarldømmet efter Sigurds Udrejſe, altſaa efter Høſten 1107, hvilket ogſaa paa det fuldſtændigſte bekræftes ved det ovenfor (S. 562, 563) omtalte Brev fra Erkebiſkop Anshelm af Canterbury til Haakon Jarl, ſom maa være ſkrevet mellem 1104 eller 1105,