Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/692

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
674
Sigurd Magnusſøn.

virkſom Hjelp overalt hvor det kom an paa at forſvare Landet mod udvortes Fiender, hindre Ran og Vold, og ſtraffe Misgjerninger. At Magnus’s exemplariſke Liv, ſmukke Ydre, Veltalenhed, Gavmildhed og Forſtandighed har ſkaffet ham langt flere Venner end den langt mindre elſkværdige, herſkeſyge Haakon, og at dennes Skinſyge raa Magnus derved ſtedſe maatte finde rigelig Næring, laa i Sagens Natur. Heraf benyttede ildeſindede Menneſker ſig. De flokkede ſig om den avindſyge, mistænkelige Haakon, og ſøgte ved alſlags Bagvaſkelſer at bringe ham til aabenbart Fiendſkab mod Magnus. Det kom endelig ſaa vidt, at den fredelſkende Magnus, for at undgaa alle Ubehageligheder, efter nogle Aars Forløb fandt det raadeligſt at forlade Øerne for nogen Tid, og begav ſig med ſine nærmeſte og kjæreſte Venner til Kong Henrik i England, hvor han fandt en venlig Modtagelſe og nød megen Hæder. Henriks luftige Hof var dog ikke et Opholdsſted efter den alvorlige Magnus’s Sind. Efter et Aars Forløb rejſte han atter tilbage, idet han beſøgte alle de hellige Steder, der laa i hans Vej[1]. Han haabede vel, at Haakons Sind nu var formildet, og at han trygt kunde komme hjem. Men Haakon, ſom imidlertid havde underkaſtet ſig alle e Magnus’s Beſiddelſer, ſaa vel paa Øerne ſom endog paa Katanes, var nu end mindre tilbøjelig til Fred og Enighed, end forhen. Han opholdt ſig e juſt paa Katanes, da han fik høre at Magnus var landet i Orknø, ſandſynligviis hos ſin Stiffader Sigurd i Papule[2], med fem vel bemandede Skibe. Haakon ſamlede ſtrax Folk for at overfalde Magnus og jage ham i bort, men fredelig ſindede Mænd fik mæglet et Forlig, hvorved Orknøerne, Hjaltland og Katanes blev deelt ligt mellem dem begge, og enhver l af dem forpligtede ſig til at lade den andens Beſiddelſer i Fred. Forliget bekræftedes med Ed og Fredskys, og overholdtes upaaklagelige i nogle i faa Aar. Men da begyndte Skinſygen atter at refſe ſig hos Haakon, og det lykkedes Uroſtifterne paa ny at udſaa Tvedragt mellem Frænderne.

    ellers ſkulde være tilbøjelig til at foreſtille ſig ham. Han omtales ſom „haard Fæ og uſkaanſom mod Raadmænd og Vikinger, ivrig til at ſtraffe Mordere, 17 Tyve og Voldsmænd, og upartiſk i ſine Domme; dertil gavmild mod Høvdinger og mægtige Mænd, men iſær velgjørende mod Fattige“. Som et Beviis paa hans Afholdenhed og Reenhed i Sæder fortælles der, at uagtet han E i ti Aar var gift med en Pige af fornem Byrd i Skotland, afholdt han ſig dog fra al legemlig Omgang med hende, og modſtod haardnakket alle Friſtelſer i ſaa Henſeende. Se nærmere Magnus Jarls Saga Cap. 14, jvfr. Orknøyingaſaga S. 120.

  1. Magnus Jarls Saga Cap. 18.
  2. Her landede han nemlig, da han førſte Gang (ſe ovf. S. 562) kom fra Katanes til Orknøerne, for at faa Haakon til at afſtaa ſig hans Andeel af Øerne.