virksom Hjelp overalt hvor det kom an paa at forsvare Landet mod udvortes Fiender, hindre Ran og Vold, og straffe Misgjerninger. At Magnus’s exemplariske Liv, smukke Ydre, Veltalenhed, Gavmildhed og Forstandighed har skaffet ham langt flere Venner end den langt mindre elskværdige, herskesyge Haakon, og at dennes Skinsyge raa Magnus derved stedse maatte finde rigelig Næring, laa i Sagens Natur. Heraf benyttede ildesindede Mennesker sig. De flokkede sig om den avindsyge, mistænkelige Haakon, og søgte ved alslags Bagvaskelser at bringe ham til aabenbart Fiendskab mod Magnus. Det kom endelig saa vidt, at den fredelskende Magnus, for at undgaa alle Ubehageligheder, efter nogle Aars Forløb fandt det raadeligst at forlade Øerne for nogen Tid, og begav sig med sine nærmeste og kjæreste Venner til Kong Henrik i England, hvor han fandt en venlig Modtagelse og nød megen Hæder. Henriks luftige Hof var dog ikke et Opholdssted efter den alvorlige Magnus’s Sind. Efter et Aars Forløb rejste han atter tilbage, idet han besøgte alle de hellige Steder, der laa i hans Vej[1]. Han haabede vel, at Haakons Sind nu var formildet, og at han trygt kunde komme hjem. Men Haakon, som imidlertid havde underkastet sig alle e Magnus’s Besiddelser, saa vel paa Øerne som endog paa Katanes, var nu end mindre tilbøjelig til Fred og Enighed, end forhen. Han opholdt sig e just paa Katanes, da han fik høre at Magnus var landet i Orknø, sandsynligviis hos sin Stiffader Sigurd i Papule[2], med fem vel bemandede Skibe. Haakon samlede strax Folk for at overfalde Magnus og jage ham i bort, men fredelig sindede Mænd fik mæglet et Forlig, hvorved Orknøerne, Hjaltland og Katanes blev deelt ligt mellem dem begge, og enhver l af dem forpligtede sig til at lade den andens Besiddelser i Fred. Forliget bekræftedes med Ed og Fredskys, og overholdtes upaaklagelige i nogle i faa Aar. Men da begyndte Skinsygen atter at refse sig hos Haakon, og det lykkedes Urostifterne paa ny at udsaa Tvedragt mellem Frænderne.
- ↑ Magnus Jarls Saga Cap. 18.
- ↑ Her landede han nemlig, da han første Gang (se ovf. S. 562) kom fra Katanes til Orknøerne, for at faa Haakon til at afstaa sig hans Andeel af Øerne.
ellers skulde være tilbøjelig til at forestille sig ham. Han omtales som „haard Fæ og uskaansom mod Raadmænd og Vikinger, ivrig til at straffe Mordere, 17 Tyve og Voldsmænd, og upartisk i sine Domme; dertil gavmild mod Høvdinger og mægtige Mænd, men især velgjørende mod Fattige“. Som et Beviis paa hans Afholdenhed og Reenhed i Sæder fortælles der, at uagtet han E i ti Aar var gift med en Pige af fornem Byrd i Skotland, afholdt han sig dog fra al legemlig Omgang med hende, og modstod haardnakket alle Fristelser i saa Henseende. Se nærmere Magnus Jarls Saga Cap. 14, jvfr. Orknøyingasaga S. 120.
