Dette var Sigurds sidste Krigsforetagende, og det eneste han udførte som Enekonge. Det maa have frembragt et spendt Forhold mellem Norge og Danmark, eller i det mindste mellem ham og Kong Nikolas’s Familie og Tilhængere, i den øvrige Deel af hans Regjeringstid.
Paa Orknøerne var der imidlertid, som sædvanligt, forefaldet blodige Scener mellem Jarle-Ættens Medlemmer, og der er faa Spor af, at Kongerne i Norge, Jarlernes Overherrer, have søgt at blande sig i Stridighederne, eller optraadt som mæglende. Det synes meget mere, som om de have været saa ganske optagne af deres egne Foretagender og indbyrdes Forhold, at de aldeles ingen Opmerksomhed kunde ofre paa hine Skatlandes Anliggender. Vi forlode Jarlerne Haakon Paalssøn og Magnus Erlendssøn som Jarler over hver sin Halvdeel af Øerne, den sidste forlenet dermed af Kong Eystein, og saaledes rimeligviis en Tilhænger og beskyttet af ham, medens Haakon, der tidligere havde faaet Jarlsnavn af alle tre Brødre, Sigurd, Eystein og Olaf, og som kun nødtvungen havde givet Slip paa Magnus’s Andeel, sandsynligviis holdt sig mere til Sigurd, hvilken han ogsaa allerede kjendte fra hans Ophold i Syderøerne og paa Orknøerne. Imidlertid tilbragte begge Jarler flere Aar i Fred og Enighed, upaatvivlelig formedelst Magnus’s Fromhed og Eftergivenhed; thi han, hvis hele Hu stod til at erhverve Hellighedens Krone[1], førte et fuldkommen asketisk Liv, og ydede sin Fætter kraftig og
- ↑ Saa vel i Orknøinga Saga Cap. 120, som i St. Magnus Saga Cap. 13, 14, staar en næsten eenslydende, fuldkommen i Legendestiil affattet Fremstilling af Magnus’s Dyder og Fortjenester. Meget heraf er vil Overdrivelse eller Gjentagelse af en Panegyrik af det Slags, der sædvanligviis ofredes fyrstelige Helgener; dog faar man det Indtryk, at Magnus ikke for sine asketiske Sysler tilsidesatte Regjerings-Anliggender, og heller ikke var saa blødhjertet, som man
398, at Nikolas’s Vendertog ej kan have fundet Sted senere end 1127. Alt hvad Saxo lægger forud for dette, synes derfor virkelig at maatte henføres til Tiden mellem 1120 og 1126, saaledes ogsaa Inge Hallsteenssøns Død; og det bliver under disse Omstændigheder i det mindste ej usandsynligt, at han kan være død 1123. Det er for Resten af det her anførte tydeligt, at det maa være aldeles urigtigt, naar Kongesagaerne lade Brigida, Kong Harald Gilles Datter, aller først være gift med Kong Inge Hallsteenssøn i Sverige. (Harald Gilles Saga Cap. 16, Inges Saga Cap. 21), Thi Brigida blev ikke fød førend efter at Harald var bleven Konge, 1130, og inden den Tid var dog Kong Inge Hallsteenssøn i alle Fald død. Fejlen maa grunde sig paa en eller anden Misforstaaelse eller Navnforvexling, som nu neppe lader sig opklare.
