Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/690

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
672
Sigurd Magnusſøn.

at enten Kong Inge Hallſteensſøn ſelv, eller Erik Aarſæle døde, og at de Begivenheder, ſom da indtraf, have beſtemt Nikolas til at gaa frededeligere til Verks. Thi Gauterne, fortælles der, tilbøde da — aabenbart ved Dronning Margretes Beſtræbelſer-hendes og Kong Nikolas’s Søn Magnus Tronen, og det er ikke rimeligt, at Nikolas under disſe Omſtændigheder vilde lægge ſig ud med Gauterne ved at paaføre dem Krig, i Særdeleshed da Sviarne vare misfornøjede med Valget, og ikke vilde have nogen Udlænding til Konge. De valgte derfor en vis Ragnvald Knaphøfde, Søn af Olaf Neskonung, til Konge. Da han, ſom det fortælles, djerv og overmodig kom til Veſtgauternes Thing, uden at have ſikret ſig ved Giſler, ſom Loven foreſkrev, ſloge Veſtgauterne ham ihjel, og Magnus blev, i det mindſte i Navnet, Sveriges Konge. Han maa ſaaledes have gjort en Rejſe til Gautland, ladet ſig hylde der, og en Tidlang have opholdt ſig paa fine eller rettere ſin Moders Beſiddelſer i hine Egne. Man maa ſaaledes vel antage, at i det mindſte Nordmændene have tillagt Kong Nikolas mere egennyttige og for Norges Interesſer farlige Bevæggrunde til Opgivelſen af Smaalandstoget, end den blotte Utaalmodighed over den norſke Flaades langvarige Nølen, thi ellers ſynes der neppe tilſtrækkelig Grund forhaanden for dem til at øve Voldsgjerninger eller begynde aabenbar Krig i Nikolas’s eget Rige[1].

  1. Uſikkerheden af Tidsregningen for de danſke og ſvenſke Begivenheder i dette Decennium gjør, at man her alene kan gaa gjetningsviis til Verks. De eneſte Punkter, man har, er Kong Philip Hallſteensſøns Død i 1118, og Hertug Knut Lavards Drab 1131. For Ragnvald Knaphøfdes Drab har man intet andet Aarstal, end hos Ericus Olai, der her ſelv aabenbart ingen anden Kilde har haft end dem, vi nu kjende, og ſom altſaa ved Aars-Angivelſen alene maa have fulgt ſin egen Gisning; han nævner 1130 eller deromkring“ (eller i en anden Kodex 1139, hvilket vel er Skrivfejl for 1129). Men at Ragnvalds Drab ej kan have forefaldet ſaa ſildigt, ſynes man at maatte ſlutte af Saxo, der vel ej angiver Aarstal, men hvis Ordning af Begivenhederne ſelv dog vel maa anſees paalidelig, hvor disſe ligge hans egen Levetid ſaa nær. Efter at have omtalt den ſlesvigſke Jarl Elivs Forræderi (1113) og Knut Lavards Udnævnelſe til Jarl eller Hertug i hans Sted, og den vendiſke Hertug Henriks Død (1125), fortæller han om de „imidlertid“ ſtedfundne Uenigheder mellem Erik Ejegods Sønner Harald Keſja og Erik Emune; omtaler derpaa Kong Inge Hallſteensſøns Død, der ligeledes havde fundet Sted „imidlertid“; nævner om Magnus’s Valg, om Ragnvald Knaphøfdes Ophøjelſe og Drab (uden dog at anføre hans Navn), om Magnat-’s Frieri til den polſke Hertug Boleſlavs Datter Richiza, om Kong Nikolas’s Tog til Pommern, og endelig om Magnus’s Giftermaal med Emma. Dernæſt tales om et Tog, ſom baade Hertug Knut og Magnus gjorde til Sverige, om Uenigheden mellem Magnus og Knut, om Dronning Margretes Død, og endelig om Magnus’s Forræderi mod Hertug Knut. Da nu Magnus’s Skinſyge mod Knut iſær vaktes, da denne i 1129 fik Kongetitel, maa Magnus’s Giftermaal have fundet Sted før dette Aar; Suhm har ogſaa viiſt, V. S.