at enten Kong Inge Hallsteenssøn selv, eller Erik Aarsæle døde, og at de Begivenheder, som da indtraf, have bestemt Nikolas til at gaa frededeligere til Verks. Thi Gauterne, fortælles der, tilbøde da — aabenbart ved Dronning Margretes Bestræbelser-hendes og Kong Nikolas’s Søn Magnus Tronen, og det er ikke rimeligt, at Nikolas under disse Omstændigheder vilde lægge sig ud med Gauterne ved at paaføre dem Krig, i Særdeleshed da Sviarne vare misfornøjede med Valget, og ikke vilde have nogen Udlænding til Konge. De valgte derfor en vis Ragnvald Knaphøfde, Søn af Olaf Neskonung, til Konge. Da han, som det fortælles, djerv og overmodig kom til Vestgauternes Thing, uden at have sikret sig ved Gisler, som Loven foreskrev, sloge Vestgauterne ham ihjel, og Magnus blev, i det mindste i Navnet, Sveriges Konge. Han maa saaledes have gjort en Rejse til Gautland, ladet sig hylde der, og en Tidlang have opholdt sig paa fine eller rettere sin Moders Besiddelser i hine Egne. Man maa saaledes vel antage, at i det mindste Nordmændene have tillagt Kong Nikolas mere egennyttige og for Norges Interesser farlige Bevæggrunde til Opgivelsen af Smaalandstoget, end den blotte Utaalmodighed over den norske Flaades langvarige Nølen, thi ellers synes der neppe tilstrækkelig Grund forhaanden for dem til at øve Voldsgjerninger eller begynde aabenbar Krig i Nikolas’s eget Rige[1].
- ↑ Usikkerheden af Tidsregningen for de danske og svenske Begivenheder i dette Decennium gjør, at man her alene kan gaa gjetningsviis til Verks. De eneste Punkter, man har, er Kong Philip Hallsteenssøns Død i 1118, og Hertug Knut Lavards Drab 1131. For Ragnvald Knaphøfdes Drab har man intet andet Aarstal, end hos Ericus Olai, der her selv aabenbart ingen anden Kilde har haft end dem, vi nu kjende, og som altsaa ved Aars-Angivelsen alene maa have fulgt sin egen Gisning; han nævner 1130 eller deromkring“ (eller i en anden Kodex 1139, hvilket vel er Skrivfejl for 1129). Men at Ragnvalds Drab ej kan have forefaldet saa sildigt, synes man at maatte slutte af Saxo, der vel ej angiver Aarstal, men hvis Ordning af Begivenhederne selv dog vel maa ansees paalidelig, hvor disse ligge hans egen Levetid saa nær. Efter at have omtalt den slesvigske Jarl Elivs Forræderi (1113) og Knut Lavards Udnævnelse til Jarl eller Hertug i hans Sted, og den vendiske Hertug Henriks Død (1125), fortæller han om de „imidlertid“ stedfundne Uenigheder mellem Erik Ejegods Sønner Harald Kesja og Erik Emune; omtaler derpaa Kong Inge Hallsteenssøns Død, der ligeledes havde fundet Sted „imidlertid“; nævner om Magnus’s Valg, om Ragnvald Knaphøfdes Ophøjelse og Drab (uden dog at anføre hans Navn), om Magnat-’s Frieri til den polske Hertug Boleslavs Datter Richiza, om Kong Nikolas’s Tog til Pommern, og endelig om Magnus’s Giftermaal med Emma. Dernæst tales om et Tog, som baade Hertug Knut og Magnus gjorde til Sverige, om Uenigheden mellem Magnus og Knut, om Dronning Margretes Død, og endelig om Magnus’s Forræderi mod Hertug Knut. Da nu Magnus’s Skinsyge mod Knut især vaktes, da denne i 1129 fik Kongetitel, maa Magnus’s Giftermaal have fundet Sted før dette Aar; Suhm har ogsaa viist, V. S.
