Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/684

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
666
Eyſtein og Sigurd Magnusſønner.

ytrede, at han i Vidkunn, der ogſaa var Lendermand, havde en værdigere Modſtander end Thord. Men Vidkunn ſendte for Sikkerheds Skyld Bud til Sigurd Ranesſøn, og bød ſine Sendebud, hvis Sigurd gjorde Vanſkeligheder, at erindre ham om den kraftige Biſtand, Vidkunn engang havde ydet ham, da Finnerne havde taget hans Kvæg[1]. Da Sigurd blev mindet herom, ſagde han ſtrax, at ingen havde ſtaaet ham kraftigere bi end Vidkunn, bød ſtrax alle ſine Mænd at væbne m, og ilede med dem til Thords Gaard. Da Ingemar ſtrax efter kom med en ſtor Flok, fandt han til ſin Forundring Sigurd, der nu tog Ordet og bad ham at lyde Lov og Ret. Sigurds Formaning havde kun til Følge, at den halsſtarrige Ingemar endnu engang vendte tilbage for at hente flere Folk; men Sigurd ſendte Bud til Kong Eyſtein ſelv, og lod ham anmode om at blande ſig i Sagen, for at forebygge Blodsudgydelſe. „Gjør han Vanſkeligheder“, ſagde han, „ſaa bed ham erindre, hvo der aller ſidſt ſkiltes fra hans Fader, da han faldt veſter i Irland“. Kongen ytrede i Førſtningen, at tvende Lendermænd, Vidkunn og Sigurd, nok maatte kunne holde Ingemar Stangen. Da bade Sendebudene ham at mindes, hvo der længſt havde holdt ud med hans Fader i dennes hefte Kamp. Hiin ſvarede ſtrax: „det var Vidkunn og Sigurd; min Hjelp maa nu være dem uomgængelig nødvendig, og ſkal heller ikke unddrages dem“. Han gik med en talrig Skare til Thords Gaard, og ſtrax efter kom Ingemar i Spidſen for en Mængde Folk, og truede med at angribe Sigurd, hvis han ikke gav Tyven fri. Kong Eyſtein ſvarede: „det ſømmer ſig ikke for dig, Ingemar, at gjøre ſaadant Hærverk her i Byen for en Forbryders Skyld: Retten er paa vor Side, og vi give ikke efter for dig“. Forbauſet over at Kongen ſelv havde blandet ſig i Sagen, vendte Ingemar ſtrax tilbage, og Tyven blev paa Kongens Bud, efter ſom Loven foreſkrev, med .det ſtjaalne Tjeld bundet paa ſin Ryg bragt til Bymødet, her dømt til Døde, og umiddelbart derfra ført ud paa Oxen og hængt. „Hvorledes tror du at Tyven har det i den anden Verden“, ſpurgte Kongen Ingemar. „Godt“, ſvarede denne. „Nej tvertimod“, ſagde Kongen; „Helvede er ham viſt, hvis han dør uden at angre“. „Saale-des kan det umuligt være“, ſvarede Ingemar, „og urimeligt handler du, ſom underſtøtter denne Talglænder, men derimod ikke vover at henne din egen Fader, der blev dræbt veſter paa Irland ligeſom en Hund med Been i Munden: han, tror jeg, er i Helvede, ikke denne Mand, ſytti du lod dræbe for liden eller ingen Skyld“. Eyſtein lod ham gaa, uden at ændſe hans upasſende Ord. Men

  1. I Sagaen ſtaar , hvilket vel og kunde betyde det hele Bo, eller Gaarden med Beſætning. Om denne Begivenhed, der tyder hen paa et Røvertog fra Finnernes Side, tales der ellers ingenſteds.