ytrede, at han i Vidkunn, der ogsaa var Lendermand, havde en værdigere Modstander end Thord. Men Vidkunn sendte for Sikkerheds Skyld Bud til Sigurd Ranessøn, og bød sine Sendebud, hvis Sigurd gjorde Vanskeligheder, at erindre ham om den kraftige Bistand, Vidkunn engang havde ydet ham, da Finnerne havde taget hans Kvæg[1]. Da Sigurd blev mindet herom, sagde han strax, at ingen havde staaet ham kraftigere bi end Vidkunn, bød strax alle sine Mænd at væbne m, og ilede med dem til Thords Gaard. Da Ingemar strax efter kom med en stor Flok, fandt han til sin Forundring Sigurd, der nu tog Ordet og bad ham at lyde Lov og Ret. Sigurds Formaning havde kun til Følge, at den halsstarrige Ingemar endnu engang vendte tilbage for at hente flere Folk; men Sigurd sendte Bud til Kong Eystein selv, og lod ham anmode om at blande sig i Sagen, for at forebygge Blodsudgydelse. „Gjør han Vanskeligheder“, sagde han, „saa bed ham erindre, hvo der aller sidst skiltes fra hans Fader, da han faldt vester i Irland“. Kongen ytrede i Førstningen, at tvende Lendermænd, Vidkunn og Sigurd, nok maatte kunne holde Ingemar Stangen. Da bade Sendebudene ham at mindes, hvo der længst havde holdt ud med hans Fader i dennes hefte Kamp. Hiin svarede strax: „det var Vidkunn og Sigurd; min Hjelp maa nu være dem uomgængelig nødvendig, og skal heller ikke unddrages dem“. Han gik med en talrig Skare til Thords Gaard, og strax efter kom Ingemar i Spidsen for en Mængde Folk, og truede med at angribe Sigurd, hvis han ikke gav Tyven fri. Kong Eystein svarede: „det sømmer sig ikke for dig, Ingemar, at gjøre saadant Hærverk her i Byen for en Forbryders Skyld: Retten er paa vor Side, og vi give ikke efter for dig“. Forbauset over at Kongen selv havde blandet sig i Sagen, vendte Ingemar strax tilbage, og Tyven blev paa Kongens Bud, efter som Loven foreskrev, med .det stjaalne Tjeld bundet paa sin Ryg bragt til Bymødet, her dømt til Døde, og umiddelbart derfra ført ud paa Oxen og hængt. „Hvorledes tror du at Tyven har det i den anden Verden“, spurgte Kongen Ingemar. „Godt“, svarede denne. „Nej tvertimod“, sagde Kongen; „Helvede er ham vist, hvis han dør uden at angre“. „Saale-des kan det umuligt være“, svarede Ingemar, „og urimeligt handler du, som understøtter denne Talglænder, men derimod ikke vover at henne din egen Fader, der blev dræbt vester paa Irland ligesom en Hund med Been i Munden: han, tror jeg, er i Helvede, ikke denne Mand, sytti du lod dræbe for liden eller ingen Skyld“. Eystein lod ham gaa, uden at ændse hans upassende Ord. Men
- ↑ I Sagaen staar bú, hvilket vel og kunde betyde det hele Bo, eller Gaarden med Besætning. Om denne Begivenhed, der tyder hen paa et Røvertog fra Finnernes Side, tales der ellers ingensteds.
