Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/683

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
665
Guld-Aaſas Thord.

Aſk[1], en af de mægtigſte Lendermænd, og ſaare voldſom i ſin Færd. Det var ham, ſom havde lagt ſit Skib i Thords Plads. Thord lod uden videre Omſtændigheder det fremmede Skib hale til Side, og lagde ſit i Stedet. De Tilſtedeværende ymtede vel om, at det nok turde blive ham en farlig Sag at flytte Ingemars Skib bort, men han lod ſom om han ej hørte det. Siden, da han losſede ſit Skib, ſavnede han Stavntjeldet. Han gik ſtrax over paa Ingemars Skib, der var det nærmeſte, og ſøgte efter det: her fandt han det ogſaa: en Dreng havde taget det, viklet det ſammen, og lagt det under ſig. Efter Lovens Medfør lod han nu den paa friſk Gjerning grebne Tyv binde og bringe hjem i ſin Gaard, hvor han indtil videre holdt ham i Forvaring, for ſiden at bringe ham til Thinget og lade ham dømme til Galgen. Alt Godſet fra Skibet lod han ogſaa ſkaffe op i Gaarden. Saa ſnart Ingemar erfoor dette, gik han ſtrax med nogle Mænd til Thords Gaard, og forlangte Drengen udleveret. Thord ſagde at det var uforſvarligt at lade en udømt Tyv gaa løs i Byen. Ingemar meente at en uſel „Talglænder“ ſom Thord dog ej ſkulde kunne underſtaa ſig at lade hans Mænd dømme til Døde, og lovede ſnart at komme ſaa mandſterk tilbage, at Thord nok ſkulde give Manden fri, og oven i Kjøbet ſelv faa en Ulykke. „Jeg vilde ogſaa“, ſagde han, „hede Lendermand for intet, hvis jeg ikke ſkulde kunne faa Bugt med en forløben Islænding“. Thord ændſede ikke hans Truſler. Ingemar gik vred bort, men Thord ſendte imidlertid efter Aaſas Raad Bud til Vidkunn Jonsſøn om Hjelp. Vidkunn kom ſtrax med en ſtor Skare, og begav ſig op i Loftet eller det øvre Stokverk, for her at være rede til at modtage Ingemar, naar han kom tilbage. Det varede heller ikke længe, førend Ingemar atter viſte ſig, betydeligt mandſterk, og fordrede Tyven udleveret. Men nu tog Vidkunn ſelv Ordet, og ſvarede, at Thord havde handlet efter Lovens Bud; at man endog kunde have draget ham til Anſvar, om han havde ladet den i Gjerningen grebne Tyv ſlippe løs, og at denne nu ſkulde faa ſin Dom efter Loven. Ingemar, ſom ej havde Folk nok til ſtrax at kunne binde an med Vidkunn, gik atter bort for at hente flere, idet han

  1. Ingemar var ſandſynligviis fra Aſk, en ſtor Gaard paa Ringerike nær ved Tyriſtranden. I det mindſte var han enten fra Oplandene eller Viken, da vi deels ſee ham vende tilbage til Viken, og derfra drage til Danmark, deels ſenere gjenfinde ham ſom en af de Lendermænd, der i Slaget paa Fyrileif, hvor han faldt, havde ſluttet ſig til Harald Gille, enten paa Oplandene eller i Viken. Egentlig ſkulde man ſnareſt antage, at han boede i ſelve Viken, men da neppe nogen Gaard af Navnet Aſk der lader ſig paaviſe, bliver det ſandſynligt at gjette paa en Viken ſaa nær liggende Gaard, ſom muligt; altſaa ſnarere Aſk paa Ringerike, end Aſke i Nes paa Hedemarken. Saa vel Ringerike, ſom Hedemarken tilhørte for Reſten ſandſynligviis den Deel af Oplandene, der ved den nye Deling tilfaldt Eyſtein.