Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/681

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
663
Eyſteins Død.

Dronning, Ingebjørg Guthormsdatter, til Sigurd: „de mange og ſtore Bedrifter, ſom I, Herre, har udført udenlands, ville længe mindes!“ Sigurd ſvarede i et Vers, at han i ſin Ungdom plejede at ile med hvidt Skjold til og med rødt Skjold fra Kamptumlen, og at han i Blaaland havde hugget et Hug, ſom det nu ſtod til hendes Mand at efterligne. Hvad hun ytrede til dette ſelvgode og næſten fornærmelige Svar paa bedes velmeente Kompliment, ſiges ikke: men man ſeer ogſaa heraf, hvorledes Skinſyge paa Eyſtein altid optog Sigurds Sind, men derimod neppe gjengjeldtes af Eyſtein og dennes Nærmeſte[1]. Egentlige Trætter eller Ubehageligheder forefaldt dog ikke, ſom det ſynes, oftere mellem Kongerne, og det varede heller ikke ſaa længe, førend Sigurd befriedes fra den Bekymring, at have en mere populær Medkonge ved ſin Side, da Eyſtein, 6 Aar efter Kong Eyſteins Død, under ſit Ophold paa Gaarden Huusſtad ved Stim yderſt i Raumsdalen faldt i en heftig Sygdom, der i kort Tid gjorde Ende paa hans Liv (29de Auguſt 1122). Han var da i ſine bedſte Aar, kun 33 Aar gammel, og Sorgen over hans Død var derfor ſaa meget ſtørre, ſom man i deſto længere Tid havde kunnet vænte at nyde godt af hans ſjeldne Regent-Egenſkaber. Hans Lig blev begravet ved Chriſtkirken i Nidaros, og ved ingen Mands Grav, ſiger Sagaen, ſtode ſaa mange bedrøvede Mænd i Norge ſiden Kong Magnus den godes Død, ſom ved hans. Han efterlod kun en Datter, Maria, der ſiden blev gift med in vis Gudrød Skafhøggsſøn, om hvilken man for Reſten intet ſynderligt veed, men ſom dog vel maa have været en anſeet Mand, ſandſynligviis Lendermand[2].

Om Eyſteins Fortjeneſter af Landets indre Anliggender, og de mange

  1. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 40, Morkinſkinna fol. 30. b.
  2. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 40, Snorre Cap. 26, Morkinſkinna fol. 30. b., Fagrſkinna Cap. 249. Denne ſidſte angiver Eyſteins Dødsaar til 7 Vintre ſenere end Olafs; de øvrige til ſer, hvilket vel og er det rette, da hans Død ellers maatte være indtruffen 1123, det ſamme Aar, hvori Sigurd gjorde ſit Tog til Smaaland, hvilket dog Sagaerne aabenbart omtale ſom foretaget efter at Sigurd var bleven Enekonge. Annalerne nævne 1122. Ogſaa Dødsdagen angives forſkjelligt. Snorre nævner 29de Auguſt; ligeſaa det islandſke Kalendarium i Finn Jonsſøns Kirkehiſtorie, hvilket derimod nævner 21de Auguſt ſom Kong Eyſtein Haraldsſøns, eller den helliges, Dødsdag. Et andet, gammelt Kalendarium giver derimod Kong Eyſtein Magnusſøn den 21de, og Kong Eyſtein Haraldsſøn den 29de Auguſt til Dødsdag. Vi have her fulgt Snorres Auktoritet, der vel maa anſees ſom den paalideligſte. Gudrød Skafhøggsſøn, der blev gift med Eyſteins Datter, faldt i Slaget ved Oslo, hvor han ſtod paa Kong Inges Parti, ſom det nedenfor vil ſees; alene den Omſtændighed, at han nævnes, viſer at han maa have været en anſeet Mand. Hans Søn Olaf blev ſiden tagen til Konge af et Parti paa Oplandene, og døde i Danmark.