Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/680

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
662
Eyſtein og Sigurd Magnusſønner.

delſe; forhen var næſten alt hedenſk paa dette Sted: de, ſom nu nyde Hjelp af alt dette, ville nok kunne hugſe, at Eyſtein har været Konge i Norge. Paa Throndenes lod jeg opføre en Kirke og ſkjenkede Gods til den: ogſaa der vil man nok erindre, at Eyſtein har været Konge i Norge. Over Dovrefjeld var megen Færſel til Throndhjem: tør paa Fjeldet laa Folk ofte ude og døjede ondt; men jeg lod opføre et Sælehuus og ſkjenkede Gods dertil: de Rejſende, ſom nu nyde godt deraf, ville nok ogſaa mindes Kong Eyſtein. Ved Agdenes var der en farlig Kyſt og ingen Havn, ſaa at Skibe ofte forliſte: der har jeg nu ladet indrette en Havn, hvor det er et ypperligt Leje for alle Skibe, hvad enten de ſejle nord eller ſyd langs Kyſten; jeg lod ligeledes hygge en Kirke der, og oprejſte Veter (Sømerker) paa de høje Fjelde: fremdeles byggede jeg Taarnet i Senholmsſund: alt dette tjener nu til gode for Fiſkere og Kjøbmænd, der fore Landets Frembringelſer fra Sted til andet, og de, ſom nyde godt deraf, mindes mig nok. Jeg lod bygge Hallen i Bergen og Apoſtelkirken, ſamt en Trappegang mellem dem: de Konger, der komme efter os, ville mindes det med Taknemlighed. Jeg lod opføre Michaelskirken paa Nordnes, og grundlagde et Kloſter der; jeg ordnede Lovene, ſaa at enhver kunde nyde Ret og Skjel af den anden: overholdes de, da gaar det bedre med Landsſtyrelſen. Jemtelands Indbyggere har jeg faaet til at underkaſte ſig dette Rige, mere ved blide Ord og forſtandige Underhandlinger, end ved Voldſomhed. Alt dette er maaſkee Smaating, men jeg tror ikke det tjener Land og Folk mindre til gode, eller er mig mindre til Sjælehjelp, end det er dig, at du ſlog Blaamænd ned for den Onde, og befordrede dem ſaaledes i Hu og Haſt til Helvede. Og naar du roſer dig af at du beſøgte Chriſti Grav o. ſ. v., ſom gode og fortjenſtfulde Handlinger, da tror jeg det ikke ſkal veje mindre i Vegtſkaalen at jeg lod indſtifte et Kloſter og byggede Kirken dertil. Og hvad angaar den Knude, du knyttede mig, da forekommer det mig ſom om jeg kunde have bundet dig den Knude, at du aldrig var bleven Konge i Norge, da du kom tilbage fra dit Tog, og kun med et eneſte Skib ſejlede hid til Landet. Lad nu de forſtandige Mænd bedømme, hvad Fortrin du har for mig, og det ſkulle I vide, I Guldhalſe, at der endnu er Folk i Norge, ſom tør holde ſig jevngode med eder“! Dermed ophørte Samtalen, men begge Konger vare vrede[1].

Ved en anden Lejlighed, da begge Konger vare ſammen, og Sigurd var kommen i ſit Sæde, medens Eyſtein endnu væntedes, ſagde dennes

  1. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 26, Snorre Cap. 24, Morkinſkinna fol. 30. a. Denne ſidſte meddeler Samtalen kortere, men i det hele taget med et mere alderdomsmæsſigt Præg. Begge Fremſtillinger ere her ovenfor benyttede. Om de Arbejder, Eyſtein paaberaabte ſig, ſe ovf. S. 596—611.