kell, at du viser mig Ringeagt baade i Smaat og Stort; thi dette er gjort for at spotte mig“. „Nej, Herre“, svarede Thorkell; „jeg vilde nødig at det skulde blive til Sandhed, hvad mine Bagvaskere fortælle. at jeg vil svige dig. Jeg har nu været med flere Konger, og tjent dem saa godt jeg kunde, først med Olaf Tryggvessøn, som jeg elskede meest af alle, siden med din Fader, der vist ikke nogensinde tænkte at jeg skulde ville svige hans Søn. Men da Alfivas Herredømme kom over os, og den slemme Tid, da ingen Mand havde sit Gods i Fred, da frygtede jeg for at det ikke vilde blive mig muligt at bevare disse Penge, som jeg skulde svare til, og som jeg vidste med Rette tilkom Eder. Jeg hittede da paa det Raad at fulde dette Bukkeskind med Sølv, og derved magede jeg det saaledes at Pengene bleve i Behold. Modtag nu, Herre, din Landskyld: jeg tror ikke man skal kunne sige at jeg har stukket den i min egen Pung“. Da Kongen og de øvrige saa, hvor mange Penge dette var, kom de paa andre Tanker, og maatte erkjende at Thorkell havde opført sig som en Hædersmand, hvad man ogsaa burde have forudsat. Kongen takkede ham meget, og i Stedet for at han først havde haft til Hensigt at fratage ham Embedet, bad han ham nu at beholde det, sigende at han neppe vilde kunne faa nogen saa brav Mand i hans Sted[1].
Thorkell sagde dog her for saa vidt en Usandhed, som han foregav, at de Penge, denne udstoppede Buk indeholdt, vare de opsparede Skattepenge, hvilke han neppe engang kunde have oppebaaret regelmæssigt, saa længe Danevældet vedvarede. Den udstoppede Buk, med dens kostbare Indhold, havde han selv tinder Olaf Tryggvessøns Regjering fundet blandt Haakon Jarls hemmelige Gjemmer, og overleveret til Olaf: denne havde igjen skjenket ham den, idet han paalagde ham, at opbevare den urørt som en Nødhjelp ved paakommende Anledning, der ej vilde udeblive. Anledningen var nu kommen[2]. Om Thorkell havde anvendt de Aar efter Aar indsamlede Penge til sit eget Brug, naar han vidste, at han havde hiin Skat i Baghaanden, der sikkert ej alene indeholdt alt hvad Kongen havde at fordre, men endog meget mere, var han angerløs, og i alle Fald ydede han mere end han strengt taget var forpligtet til, naar han ogsaa
- ↑ Magnus den godes Saga, Cap. 43. Morkinskinnas Redaktion af denne Saga omhandler denne Begivenhed først efter at der har været berettet om Harald Sigurdssøns Tilbagekomst og hans Optagelse til Medkonge. Heraf skulde man da maaskee kunne slutte at Morkinskinnas Nedskriver vil have Begivenheden henført til Aarene 1046—47. Det kan ogsaa være ligegyldigt, om en saa lidet vigtig Begivenhed, som denne, er foregaaet i 1044 eller 1047. Snorre har i sit Verk udeladt Beretningen, men den synes dog ikke at være opdigtet.
- ↑ Olaf Tryggvessøns Saga i Flatøbogen, se Skaalholt-Udg. II. S. 196.
