Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/68

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
50
Magnus den gode.

kell, at du viſer mig Ringeagt baade i Smaat og Stort; thi dette er gjort for at ſpotte mig“. „Nej, Herre“, ſvarede Thorkell; „jeg vilde nødig at det ſkulde blive til Sandhed, hvad mine Bagvaſkere fortælle. at jeg vil ſvige dig. Jeg har nu været med flere Konger, og tjent dem ſaa godt jeg kunde, førſt med Olaf Tryggvesſøn, ſom jeg elſkede meeſt af alle, ſiden med din Fader, der viſt ikke nogenſinde tænkte at jeg ſkulde ville ſvige hans Søn. Men da Alfivas Herredømme kom over os, og den ſlemme Tid, da ingen Mand havde ſit Gods i Fred, da frygtede jeg for at det ikke vilde blive mig muligt at bevare disſe Penge, ſom jeg ſkulde ſvare til, og ſom jeg vidſte med Rette tilkom Eder. Jeg hittede da paa det Raad at fulde dette Bukkeſkind med Sølv, og derved magede jeg det ſaaledes at Pengene bleve i Behold. Modtag nu, Herre, din Landſkyld: jeg tror ikke man ſkal kunne ſige at jeg har ſtukket den i min egen Pung“. Da Kongen og de øvrige ſaa, hvor mange Penge dette var, kom de paa andre Tanker, og maatte erkjende at Thorkell havde opført ſig ſom en Hædersmand, hvad man ogſaa burde have forudſat. Kongen takkede ham meget, og i Stedet for at han førſt havde haft til Henſigt at fratage ham Embedet, bad han ham nu at beholde det, ſigende at han neppe vilde kunne faa nogen ſaa brav Mand i hans Sted[1].

Thorkell ſagde dog her for ſaa vidt en Uſandhed, ſom han foregav, at de Penge, denne udſtoppede Buk indeholdt, vare de opſparede Skattepenge, hvilke han neppe engang kunde have oppebaaret regelmæsſigt, ſaa længe Danevældet vedvarede. Den udſtoppede Buk, med dens koſtbare Indhold, havde han ſelv tinder Olaf Tryggvesſøns Regjering fundet blandt Haakon Jarls hemmelige Gjemmer, og overleveret til Olaf: denne havde igjen ſkjenket ham den, idet han paalagde ham, at opbevare den urørt ſom en Nødhjelp ved paakommende Anledning, der ej vilde udeblive. Anledningen var nu kommen[2]. Om Thorkell havde anvendt de Aar efter Aar indſamlede Penge til ſit eget Brug, naar han vidſte, at han havde hiin Skat i Baghaanden, der ſikkert ej alene indeholdt alt hvad Kongen havde at fordre, men endog meget mere, var han angerløs, og i alle Fald ydede han mere end han ſtrengt taget var forpligtet til, naar han ogſaa

  1. Magnus den godes Saga, Cap. 43. Morkinſkinnas Redaktion af denne Saga omhandler denne Begivenhed førſt efter at der har været berettet om Harald Sigurdsſøns Tilbagekomſt og hans Optagelſe til Medkonge. Heraf ſkulde man da maaſkee kunne ſlutte at Morkinſkinnas Nedſkriver vil have Begivenheden henført til Aarene 1046—47. Det kan ogſaa være ligegyldigt, om en ſaa lidet vigtig Begivenhed, ſom denne, er foregaaet i 1044 eller 1047. Snorre har i ſit Verk udeladt Beretningen, men den ſynes dog ikke at være opdigtet.
  2. Olaf Tryggvesſøns Saga i Flatøbogen, ſe Skaalholt-Udg. II. S. 196.