Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/67

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
49
Magnus’s Dygtighed.

han dertil endog var afholdt af Danerne[1]. Havde en lang Levetid været ham forundt, og var ikke, ſom vi ſnart i det Følgende ville ſee, hans Magt bleven ſvækket ved Farbroderen Haralds Fordringer paa Norges Trone, vilde Sven Ulfsſøn neppe have vovet at fornye Krigen, og Magnus vilde være bleven i rolig Beſiddelſe af Regjeringen i Danmark. En ſvag, ubeſtemt og umyndig Mand bilde umuligt kunne have bragt det ſaa vidt.

Vi maa ſaaledes foreſtille os Magnus ſom en kraftig, myndig og beſtemt Herſker, der, uagtet han kun var tyve Aar gammel, forſtod at optræde ſom en Mand paa fyrretyve; der af medfød Godmodighed, vel ogſaa af Erkjendtlighed for beviſte Tjeneſter, af Agtelſe for ſin Faders Minde, og af Ærbødighed for Alderdommen, viſte Mænd ſom Einar, der havde hjulpet med at ſkaffe ham Riget, og ſom Sighvat, der var hans Faders gamle Ven, ſtor Kjærlighed og Eftergivenhed, men ſom ellers med Alvor ſtod paa ſin Ret, og hvis Ungdom kun nu og da røbede ſig paa den ene Side ved den Hidſighed, hvormed han ſøgte at faa Hevn for virkelige eller indbildte Fornærmelſer, men paa den anden Side ved den Lethed, hvormed han, naar den førſte Opbruusning var forbi, lod ſig formilde. Exempler herpaa have vi allerede ſeet i det Foregaaende. Sagaen meddeler endnu en liden Fortælling, der i denne Henſeende er noget oplyſende. Olaf Tryggvesſøns Morbroder Thorkell Dyrdil levede, ſom ovenfor nævnt, endnu paa Magnus’s Tid ſom en bedaget Olding. Han var Sysſelmand, maaſkee paa Agder, hvor han i det mindſte paa Olaf Tryggvesſøns Tid ſkal have boet. Det var forebragt Kongen, at han ikke havde udredet ſaa meget af den opkrævede Landſkyld, ſom det tilkom ham. Forbitret derover, gjeſtede Kongen ham, uden forud at underrette ham derom, med mange Folk, i den Tanke, naar han da ej havde tilſtrækkeligt Forraad til Vejtſlen, og hans Underſlæb ſaaledes var røbet, at fratage ham Embedet. Man merkede imidlertid ikke til nogen Mangel. Thorkell tog venligt mod Kongen, og Gjeſtebudet var overflødigt. Kongen var dog i lang Tid uvenlig og mørk. En Dag, medens Bordene vare borte, gik Thorkell hen til ham, og beklagede at han var i ſaa ſlet Lune; han ſpurgte ham, om han i Mangel af anden Adſpredelſe vilde hugge Hovedet af nogle Bukke og Øxne, der ſkulde ſlagtes til Gildet. Kongen ſagde, at han vilde forſøge, og Thorkell førte ham nu ud i Gaarden til et Sted, hvor der ſtod en ſtor Buk. Kongen hug til den paa Halſen med ſit Sverd, men det bed kun lidet, og til alle de Omſtaaendes Forundring faldt der Sølvpenge ud, hvor han havde hugget. Kongen udbrød i Vrede: „det er dog viſt og ſandt, Thor-

  1. Dette er Saxos udtrykkelige Ord, ſe ovenfor.