han dertil endog var afholdt af Danerne[1]. Havde en lang Levetid været ham forundt, og var ikke, som vi snart i det Følgende ville see, hans Magt bleven svækket ved Farbroderen Haralds Fordringer paa Norges Trone, vilde Sven Ulfssøn neppe have vovet at fornye Krigen, og Magnus vilde være bleven i rolig Besiddelse af Regjeringen i Danmark. En svag, ubestemt og umyndig Mand bilde umuligt kunne have bragt det saa vidt.
Vi maa saaledes forestille os Magnus som en kraftig, myndig og bestemt Hersker, der, uagtet han kun var tyve Aar gammel, forstod at optræde som en Mand paa fyrretyve; der af medfød Godmodighed, vel ogsaa af Erkjendtlighed for beviste Tjenester, af Agtelse for sin Faders Minde, og af Ærbødighed for Alderdommen, viste Mænd som Einar, der havde hjulpet med at skaffe ham Riget, og som Sighvat, der var hans Faders gamle Ven, stor Kjærlighed og Eftergivenhed, men som ellers med Alvor stod paa sin Ret, og hvis Ungdom kun nu og da røbede sig paa den ene Side ved den Hidsighed, hvormed han søgte at faa Hevn for virkelige eller indbildte Fornærmelser, men paa den anden Side ved den Lethed, hvormed han, naar den første Opbruusning var forbi, lod sig formilde. Exempler herpaa have vi allerede seet i det Foregaaende. Sagaen meddeler endnu en liden Fortælling, der i denne Henseende er noget oplysende. Olaf Tryggvessøns Morbroder Thorkell Dyrdil levede, som ovenfor nævnt, endnu paa Magnus’s Tid som en bedaget Olding. Han var Sysselmand, maaskee paa Agder, hvor han i det mindste paa Olaf Tryggvessøns Tid skal have boet. Det var forebragt Kongen, at han ikke havde udredet saa meget af den opkrævede Landskyld, som det tilkom ham. Forbitret derover, gjestede Kongen ham, uden forud at underrette ham derom, med mange Folk, i den Tanke, naar han da ej havde tilstrækkeligt Forraad til Vejtslen, og hans Underslæb saaledes var røbet, at fratage ham Embedet. Man merkede imidlertid ikke til nogen Mangel. Thorkell tog venligt mod Kongen, og Gjestebudet var overflødigt. Kongen var dog i lang Tid uvenlig og mørk. En Dag, medens Bordene vare borte, gik Thorkell hen til ham, og beklagede at han var i saa slet Lune; han spurgte ham, om han i Mangel af anden Adspredelse vilde hugge Hovedet af nogle Bukke og Øxne, der skulde slagtes til Gildet. Kongen sagde, at han vilde forsøge, og Thorkell førte ham nu ud i Gaarden til et Sted, hvor der stod en stor Buk. Kongen hug til den paa Halsen med sit Sverd, men det bed kun lidet, og til alle de Omstaaendes Forundring faldt der Sølvpenge ud, hvor han havde hugget. Kongen udbrød i Vrede: „det er dog vist og sandt, Thor-
- ↑ Dette er Saxos udtrykkelige Ord, se ovenfor.
