paa Althinget, og begav sig derpaa tilbage til Norge med sin Moder[1]. Siden egtede han Helga, og Kongen gav dem store Ejendomme. Rafn forblev siden hos Kongen, saa længe denne levede og viste sig stedse som en rask og dygtig Mand[2].
De her meddeelte Fortællinger vise os vel, hvor stor Indflydelse Magnus’s fornemste Raadgivere havde hos ham, men tillige, at denne Indflydelse havde en Grændse, og at Magnus, ogsaa efter at han ved Sighvat-s Forestillinger i Fritalenheds-Viserne[3] havde ladet lig bevæge til at forlade det Haardheds- og Strengheds-System, han begyndte at indføre, dog fremdeles med Alvor og Myndighed stod paa sine Rettigheder og Værdighed, ja stundom med en Heftighed, for hvilken endog Einar Thambarskelve ansaa det raadeligst at give efter. Magnus var saaledes ingenlunde det viljeløse Redskab i Stormændenes Haand, som man af hans Tilnavn „den gribe( og de overdrevne Beskrivelser over hans „Godhed“, Sagaerne indeholde, letteligen skulde formode. Hans Godhed maa i alle Fald som oftest have haft sin fornuftige Indskrænkning; og da han derhos, som man maa formode, traadte i sin Faders Spor, og søgte at overholde hans Love og Indretninger, maa Magnus’s Regjering snarere have udmerket sig ved Kraft og fornuftig Strenghed, end ved Svaghed. Han vilde heller ikke kunne have udrettet saa meget mod Venderne, Sven Ulfssøn og dennes Tilhængere, som han virkelig udrettede, hvis han havde været svag og utidigt eftergivende. Han havde nu bragt det dertil, at Sven var ydmyget og fordreven, at hans eget Herredømme i Danmark var befestet, og at
- ↑ I Sagaens Beretning heder det, at Rafn endnu samme Sommer vendte tilbage til Island, kom just ved Althingstid og fik her sin Dom ophævet, hvorpaa han strax vendte tilbage til Norge, saa at han, som det hed, foor tvevejs (tvivegis) den Sommer. Da Venderslaget stod den 28 September, var dette umuligt. Men Sagaens Ord slutte sig her til den oven angivne Fejltagelse, hvorved Slaget siges at have fundet Sted mod Danerne, og at Kongen strax begav sig tilbage til Skibene. Da Magnus tilbragte Vintren i Danmark, under idelig Krig med Sven, er det ej sandsynligt at Rafn har forladt ham; han har rimeligviis fulgt med ham til Norge om Vaaren 1044, og det er denne Sommer, i hvilken han har gjort den dobbelte Rejse.
- ↑ Magnus den godes Saga, Cap. 16—51.
- ↑ De saakaldte Bersöglisvisur, se ovf. I. 2. S. 849—851.
ger vistnok noget fabelagtigt: Det er upaatvivleligt ogsaa noget udsmykket af de senere Sagnfortællere. Men man maa her nøje lægge Merke til, at der slet ikke siges at Aabenbarelsen virkelig fandt Sted. Fortællingen anfører Kongens Ord, og at denne enten kan have haft eller foregivet at have haft en saadan eller lignende Drøm, er, fornemmelig naar vi have de Tiders religiøse Forestillinger for Øje, slet ikke usandsynligt: end mindre, at Sighvat virkelig har gjort en saadan Bøn som den omhandlede.
