Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/66

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
48
Magnus den gode.

paa Althinget, og begav ſig derpaa tilbage til Norge med ſin Moder[1]. Siden egtede han Helga, og Kongen gav dem ſtore Ejendomme. Rafn forblev ſiden hos Kongen, ſaa længe denne levede og viſte ſig ſtedſe ſom en raſk og dygtig Mand[2].

De her meddeelte Fortællinger viſe os vel, hvor ſtor Indflydelſe Magnus’s fornemſte Raadgivere havde hos ham, men tillige, at denne Indflydelſe havde en Grændſe, og at Magnus, ogſaa efter at han ved Sighvat-s Foreſtillinger i Fritalenheds-Viſerne[3] havde ladet lig bevæge til at forlade det Haardheds- og Strengheds-Syſtem, han begyndte at indføre, dog fremdeles med Alvor og Myndighed ſtod paa ſine Rettigheder og Værdighed, ja ſtundom med en Heftighed, for hvilken endog Einar Thambarſkelve anſaa det raadeligſt at give efter. Magnus var ſaaledes ingenlunde det viljeløſe Redſkab i Stormændenes Haand, ſom man af hans Tilnavn „den gribe( og de overdrevne Beſkrivelſer over hans „Godhed“, Sagaerne indeholde, letteligen ſkulde formode. Hans Godhed maa i alle Fald ſom ofteſt have haft ſin fornuftige Indſkrænkning; og da han derhos, ſom man maa formode, traadte i ſin Faders Spor, og ſøgte at overholde hans Love og Indretninger, maa Magnus’s Regjering ſnarere have udmerket ſig ved Kraft og fornuftig Strenghed, end ved Svaghed. Han vilde heller ikke kunne have udrettet ſaa meget mod Venderne, Sven Ulfsſøn og dennes Tilhængere, ſom han virkelig udrettede, hvis han havde været ſvag og utidigt eftergivende. Han havde nu bragt det dertil, at Sven var ydmyget og fordreven, at hans eget Herredømme i Danmark var befeſtet, og at

    ger viſtnok noget fabelagtigt: Det er upaatvivleligt ogſaa noget udſmykket af de ſenere Sagnfortællere. Men man maa her nøje lægge Merke til, at der ſlet ikke ſiges at Aabenbarelſen virkelig fandt Sted. Fortællingen anfører Kongens Ord, og at denne enten kan have haft eller foregivet at have haft en ſaadan eller lignende Drøm, er, fornemmelig naar vi have de Tiders religiøſe Foreſtillinger for Øje, ſlet ikke uſandſynligt: end mindre, at Sighvat virkelig har gjort en ſaadan Bøn ſom den omhandlede.

  1. I Sagaens Beretning heder det, at Rafn endnu ſamme Sommer vendte tilbage til Island, kom juſt ved Althingstid og fik her ſin Dom ophævet, hvorpaa han ſtrax vendte tilbage til Norge, ſaa at han, ſom det hed, foor tvevejs (tvivegis) den Sommer. Da Venderſlaget ſtod den 28 September, var dette umuligt. Men Sagaens Ord ſlutte ſig her til den oven angivne Fejltagelſe, hvorved Slaget ſiges at have fundet Sted mod Danerne, og at Kongen ſtrax begav ſig tilbage til Skibene. Da Magnus tilbragte Vintren i Danmark, under idelig Krig med Sven, er det ej ſandſynligt at Rafn har forladt ham; han har rimeligviis fulgt med ham til Norge om Vaaren 1044, og det er denne Sommer, i hvilken han har gjort den dobbelte Rejſe.
  2. Magnus den godes Saga, Cap. 16—51.
  3. De ſaakaldte Bersöglisvisur, ſe ovf. I. 2. S. 849—851.