Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/65

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
47
Rafn Rutfirding.

alt, hvad han ſpurgte om. Rafn traadte da frem for Kongen og hilſte ham. Kongen ſpurgte førſt Einar, hvorfor han havde ført en fredløs Mand fra Island. „Derfor, Herre“, ſvarede Einar, „at han var gjort fredløs ene og alene fordi han havde hevnet ſin Fader, der blev dræbt meer end ſagesløs“. Derpaa ſpurgte Kongen Rafn, hvorfor han havde dræbt Ketil. „Fordi han kvad Nidviſer om mig, Herre“, ſvarede Rafn, „og ſiden ſolgte mig ſom Træl; da jeg havde dræbt ham, kvad jeg en Arve-Flokk over ham, ſom juſt ikke var ſynderlig rar“. „Lad høre den“, ſagde Kongen. „Som I vil, Herre“, ſagde Rafn, „men da maa I ogſaa høre paa et andet Kvæde“. „Hvilket“? ſpurgte Kongen. „Et, ſom jeg har digtet om eder, Herre“, ſagde Rafn. „Kvæd da“, ſagde Kongen. Da han havde endt begge, ſagde Kongen: „der er ſtor Forſkjel paa dem: hvorfor kvad du ſaa godt et Kvæde om mig, der dog vilde lade dig dræbe:’“ „Fordi du var et godt Kvæde værd“, ſvarede Rafn. „Hvorfor kom du da til mig i Skoven“? ſpurgte Kongen. „Fordi jeg væntede min Frelſe fra eder, ſaaledes ſom det nu og viſte ſig“, ſagde Rafn; „jeg var i den ſtørſte Knibe, og havde ingen anden her i Landet at ſøge Hjelp hos, efter at have været i den tunge Nødvendighed at dræbe en formaaende Mand, ſom dog visſelig havde forſkyldt det“. Da ſagde Kongen: „nu har jeg underſøgt din Sag; og nu ſkal jeg derhos fortælle, hvad der vedkommer mig. Da jeg ſov paa Skibet, ſyntes jeg at ſee min Fader, Kong Olaf, komme til mig, og ſige med en mørk Mine: „der ligger du, Kong Magnus, og tænker mere paa at dræbe min Skalds Frænde for en ringe Sag, end at vinde en fager Sejr over dine Fiender, ſkjønt der nu er kommet gunſtig Vind: tag vel imod alle dem, ſom nu ere ombord, ellers vil du allerede i denne Verden faa en Straf, ſom bekommer dig ilde“. Og ſaa ſnart jeg vaagnede, ſaa jeg baade Sighvat og Rafn i For-Rummet, men jeg var altfor ængſtelig over min Faders Truſler, til at jeg da kunde tænke paa Ketils Drab eller hvad andet Rafn havde gjort. Nu ſkal du, Rafn, være velkommen her hos mig, thi ſaaledes vil min Fader; og til Erſtatning for hvad jeg har gjort dig imod, ſkal jeg give dig Helga Ketilsdatter til Egte med meget Gods“. Rafn takkede Kongen, og modtog med Glæde hans Tilbud, men ſagde dog at han førſt og fremſt maatte ud til Island, for at faa ſin Fredløshed ophævet; men ſtrax dette var ſkeet, ſkulde han komme tilbage igjen. Heri ſamtykkede Kongen. Sighvat fortalte nu denne, hvorledes han havde anraabt hans Fader om Biſtand. Kongen ſagde: „min Fader maa ſætte ſtor Priis paa dit Venſkab, ſiden han opfylder dine Bønner lige ſaa vel nu, ſom da han levede“[1]. Rafn rejſte ud til Island, fik Fredløshedsdommen ophævet

  1. Hvad der her fortælles om Kongens Drøm og St. Olafs Aabenbarelſe klin-