Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/64

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
46
Magnus den gode.

Sighvat, „og du har liden Lykke med dig; men hvad beſtemmer du dig nu til?“ „Hvad jeg for har ſagt“, ſvarer Rafn, „at gaa ombord paa Kongens Skib med dig“. „Hvorfor vil du ſtyrte dig lige i Døden“, ſpurgte Sighvat. „Fordi“, ſvarede Rafn, „at jeg foretrækker at dø fremfor at paadrage eder alle, der nu have ſeet mig, Kongens Vrede, der ej udebliver, naar han hører, at I have ſkaffet mig bort“. „Dette er talt ſom en Mand“, ſagde Sighvat, „og endnu har jeg rigtignok min bedſte Tilflugt tilbage, der aldrig hidtil har ſvigtet mig, nemlig den hellige Kong Olaf“. Med disſe Ord faldt han paa Knæ, gjorde en Bøn, og anraabte Olaf om Biſtand. Derpaa gik de ud paa Kongens Skib. Magnus havde ligget og ſovet oppe i Løftingen, men vaagnede i det ſamme ſom Sighvat og Rafn kom i For-Rummet. Han ſprang op og raabte: „op alle vore Mænd, nu have vi faaet Bør, og Sejren er os vis, naar vi komme til Danmark“l Nei fik man nok at beſtille med Sejladſen. Skibene kom til Danmark; hvilke Bedrifter der udførtes, er ovenfor berettet; i Slaget paa Lyrſkovshede[1] udmerkede Rafn ſig overmaade meget, han gik foran Kongen og ſtred med den ſtørſte Tapperhed; men ingen talte et Ord til ham. Da Slaget var til Ende, og man var kommen til Ro, ſagde Kongen: „hvor er nu Rafn? han ſkal komme frem og ikke ſkjule ſig“. Einar og Sighvat bade Kongen om at benaade ham for hans Tapperheds Skyld“. „Jeg vil endnu intet Løfte give“, ſagde Kongen; „førſt og fremſt vil jeg ſee ham“. Einar gik hen til Rafn og meldte ham dette, bad ham at ſvare Kongen ærbødigt, men dog frimodigt, og give ham ſandfærdig Beſked paa

  1. I Fortællingen herom i Magnus den godes Saga, tales der ikke om Slaget paa Lyrſkovshede, men alene om et Slag mod Danerne. Der ſtaar: „da de kom til Danmark, gik alt Folket i Land fra Skibene; der traf de en ſtor Danehær, og et ſtort Slag begyndte; Kong Magnus var i den forreſte Deel af Fylkingen, men Rafn gik fremmenfor ham og ſtred meget tappert, men ingen talte til ham. I dette Slag ſaa nogle den hellige Kong Olaf blandt Magnus’s Mænd, og han fik den Dag en herlig Sejr“. Men naar man erindrer, at det eneſte Slag, Magnus holdt til Lands, var Venderſlaget, og tillige at det netop var dette, før hvilket St. Olaf ſkulde have aabenbaret ſig, og ved hvilket han efter Sagnet ſkulde have lovet at være tilſtede og viſe ſit Merke foran Hæren, kan man ikke et Øjeblik tvivle paa, at det er Venderſlaget, ſom her er meent, eller ſom oprindelig har været nævnt, men at der i Tidens Løb har indſneget ſig den Unøjagtighed i den, i og for ſig ſelvſtændige, kun ſenere i Magnus’s Saga indſkudte Fortælling, at Danerne ere nævnte i Stedet for Venderne, hvorefter da ogſaa ſiden andet er tillempet, f. Ex. at Magnus efter Slaget vender tilbage til Skibene o. ſ. v. Maaſkee og, at netop den forhen paaviſte Omſtændighed, at Sven Ulfsſøn efter al Rimelighed var tilſtede i Slaget, allerede fra førſt af bragte den islandſke Fortæller til at kalde den hele fiendtlige Hær en Danehær; i alle Fald indeholder Forvexlingen endnu et Slags Beviis for at Sven virkelig var med i dette Slag. Naar det (ſe ovenfor) heder, at Magnus ſelv anden forfulgte Venderne, kan den anden maaſkee netop have været Rafn.