Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/63

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
45
Rafn Rutfirding.

for at være begjærlig efter Penge, og jeg har kun et ringe Liv at miſte: ofte har man ſeet Folk gjøre ſig ſtørre Møje for mindre Penge, end du vilde faa ved at forraade mig; dog tror jeg, at hvor langſkaftet Kongens Øre end er, ſaa naar den dog ikke i Skoven til mig. Vil du derimod gjøre mig Gavn, da er det ikke mere end ſømmeligt for dig, ſiden du er min Morbroder“. „Dette Frændſkab erkjender jeg“, ſvarede Sighvat, „men jeg vover ikke at hjelpe dig; dog, oppebi mig her“. Rafn ſagde, at han vilde følge ham ombord, og at han, naar han førſt ſkulde dø, helſt vilde dræbes for .hans Øjne. „Du er en vanſkelig Mand“, ſagde Sighvat; „det gaar dog ikke an at jeg ligefrem leverer dig under Øxen, thi det vilde da neppe gaa godt, om ſaa Alverden bad for dig; men føj mig nu i at blive her, indtil jeg har talt med mine Venner“. Rafn lovede at bie en liden Stund; men varede det for længe, vilde han komme efter, thi det var ſlemt nok, ſagde han, at lide en haard Død, om man ikke ogſaa ſkulde ſtaa i lang Tid og vænte paa den. Da Sighvat kom ud paa Skibet, klagede han ſin Nød for Einar Naumdøling. „Her er Rafn kommen“, ſagde han, „og vil endelig give ſig i ſine Fienders Vold: kan jeg ikke vænte mig nogen Hjelp af dig?“ „Viſt er han en Ulykkesfugl“, ſagde Einar, „men det er dog vor Pligt at unddrage ham den visſe Død; imidlertid kunne vi ej tænke paa at indlade os i formelig Kamp mod Kongen og hans Overmagt; heller ikke vil Kongen nogenſinde tiere modtage vor Hjelp, derſom vi nu aabenbart trodſe ham“. Sighvat henvendte ſig derpaa til Einar Thambarſkelve om Hjelp, og forklarede ham ſin Vaande. „Jeg har ingen Lyſt til at ſtride med Kongen for hans Skyld“, ſvarede Einar; „da jeg nu ſidſt forſvarede en Mand, ſom Kongen var vred paa, var det nær gaaet mig galt[1]. Her have nu Eindride og jeg 13 Skibe under vor Befaling, og ſkulle hjelpe Kongen i den foreſtaaende Kamp: ville vi nu med Magt tiltrodſe os Mandens Tilgivelſe, da kjender jeg Kong Magnus’s Stolthed ſaa godt, at han heller vil undvære vor Hjelp, end lade ſig aftrodſe noget; derfor gjør du bedſt i at hede Manden forføje ſig bort og ſkjule ſig, og ikke komme ombord paa vore Skibe, hvor han vil blive dræbt“. Medens Sighvat og Einar Thambarſkelve talede ſammen, havde Einar Naumdøling været i Land og hedet Rafn indſtændigt ikke at bringe Folk i Forlegenhed, men gaa bort; han tilbød at ſende ham nord til ſin Gaard Hit[2], hvor han indtil videre kunde være i Sikkerhed. Rafn ſvarede, at han førſt vilde tale med Sighvat. Sighvat kom, og Rafn ſpurgte, hvorledes det gik med den forvæntede Høvdingebiſtand. „Daarligt“, ſagde

  1. Her ſigtede Einar til den nys fortalte Begivenhed med Thorſtein Hallsſøn.
  2. Gaarden maa være at ſøge etſteds i Naumdal, men hvor, lader ſig nu neppe beſtemme.