Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/62

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
44
Magnus den gode.

udſat for Efterſtræbelſer, af hvilken Grund jeg beder eder om Biſtand; men vil I ſende mig til Kol, maa I og medgive mig tydelige Jerteiner, at han ſkal modtage mig; da forbliver jeg der i Vinter“. „Gjør ſaa“, ſvarede Kongen, „jeg kommer ſelv derhen en Uge efter Paaſke“; derpaa tog han en Guldring af Fingren, ſatte den paa Spydodden og rakte den til Rafn, der ej vilde træde nærmere. Kongen ſpurgte derpaa: „hvor tror du at Rafn, den utlæge, gjør af ſig?“ „Han ſøger vel hen til eders Ven Einar Naumdøling“, ſvarede Rafn; „der kunne I ſtrax faa ham fat“.; med disſe Ord tog han Guldringen af Spydet, og ilede ind i Skoven igjen. Da Kongens Mænd ſiden kom til, ſagde han: „Nu kan I tro, at Rafn har ſpillet mig et godt Puds“.

Rafn kom til Kot, viſte ham Ringen, og blev godt modtagen, ſkjønt Kot undrede ſig over, at han kunde have Jerteiner fra Kongen, medens denne var ham ſaa vred. Rafn blev der om Vintren, og alle ſyntes godt om ham; men da Paaſken kom, rejſte han bort, da han ej vilde oppebie Kongen. Da denne kom, ſpurgte han ſtrax efter Rafn. Kot ſagde, at han nu var borte. „Det er ilde“, ſagde Kongen, „thi det ſkulle alle vide, at han nu er utlæg og fredløs; hvad jeg anſeer for langt værre end Drabet, er at han har haanet og ſpottet mig, og derfor ſætter jeg en Priis af 3 Merker Sølv paa hans Hoved, heller ikke ſkal det bekomme nogen godt at bede om Naade for ham“.

Dette var om Vaaren 1043, da Kongen ſamlede en ſtor Hær og Flaade for at drage til Danmark mod Sven Ulfsſøn og Venderne. Henimod Slutningen af April[1] laa han med Flaaden etſteds ved Norges Kyſt længer ſyd paa, og væntede paa Vind. Da kom Rafn ud af Skoven og ned til Stranden. Han ſaa den ſtore Flaade, gik hen til nogle Drenge, der kogte Mad oppe paa Land, og ſpurgte hvo der ejede alle disſe Skibe. De ſvarede, at han maatte være dum og uvidende, ſom ikke vidſte at det var Kong Magnus ſom laa der. Rafn ſpurgte om nogen anſeede Mænd vare hos Kongen. De nævnte Einar Naumdøling, Kongens Ven, Einar Thambarſkelve, der ſelv havde 13 Skibe, og Sighvat Skald, der var paa Kongens eget Skib. Rafn bad dem nu melde Sighvat, at der var en Mand i Land, ſom havde noget nødvendigt at tale med ham om. De gjorde ſaa; Sighvat kom, og ſpurgte hvad den høje Mand hed. Rafn navngav ſig. Sighvat bad ham at lobe i Skjul ſaa hurtigt han kunde; „jeg“, ſagde han, „vil ej tage Penge for dit Hoved eller ſige til, at jeg har fundet dig“. „Det er ikke ſaa viſt“, ſagde Rafn; „du har Ord

  1. „Da ½ Maaned var af Sommeren“, heder det i Magnus den godes Saga. At dette var Vaaren 1043, ſees deraf, at Kongen tilbragte den foregaaende Vinter i Norge, hvilket maa være 1042—43.