Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/61

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
43
Rafn Rutfirding.

over. Disſe forſvarede Rafn, og ſagde, at han gjorde ham ſtor Uret, naar han beſkyldte ham for at overtræde Sømmeligheden. Ketil ærgrede ſig derover, lagde Rafn for Had, og kvad Spotviſer om ham. Rafn lod ſom om han ej hørte det. Men til ſidſt gik det ſaa vidt med Ketils Ondſkab, at han en Dag, uden at Rafn havde Anelſe derom, gik ned til nogle Kjøbmænd, der laa rejſefærdige til de veſtlige Farvande, og tilbød at ſælge dem en Træl, hvilken han foregav at have hjemme hos ſig; Trællen, ſagde han, var baade løgnagtig og ondſkabsfuld, ſaa at de i Førſtningen maatte tage ham haardt for at tæmme ham. De kjøbte Trællen ubeſeet; men Trællen var ingen anden end Rafn, hvilken Ketil nu under Paaſkud af en Lyſtvandring lokkede ned til Skibet. Her ſprang Kjøbmændene til og vilde gribe ham. Rafn ſpurgte, hvad dette ſkulde betyde, ſatte ſig til Modværge, og holdt ſig dem fra Livet. De ſagde at denne Træl var alt for kaad. Nu merkede Rafn Sammenhængen, og med de Ord: „mit kjæreſte Trællearbejde er at brydes“, greb han en af dem og ſlog for ſig med ham, ſaa at han tabte Beſindelſen. Ketil ſkyndte ſig bort, men Rafn ilede efter ham, og gav ham Baneſaar: da Kjøbmændene ſaa det, løb de ſin Vej ſaa fort de kunde, af Frygt for at Drabet ſkulde tillægges dem. Rafn lyſte Drabet paa ſig, gik op til Ketils Gaard, og fortalte hans Kone og Datter, hvad der var ſkeet. De beklagede det, men undſkyldte ham, gave ham Mad og Klæder, og ſagde at han havde mere at frygte af Kongens Vrede end af dem. Derpaa flygtede han til Skogs, og holdt ſig ſkjult.

Kort efter kom Kongen til Gaarden, og hørte alt dette. Han blev vred og ſagde: „det er dog alt for galt at Islendinger ſkulle komme hid og dræbe vore Ombudsmænd eller Sysſelmænd: den Mand, ſom har gjort dette, ſkal lyſes utlæg“. Einar Naumdøling, ſom juſt var hos Kongen, indvendte dog at der kunde være dem, ſom ſelv havde forſkyldt ſin Død. Kort efter var Kongen paa Jagt med Høge og Hunde. Følget fordeelte ſig, ſaa at han blev ene. Da traadte en høj Mand, indhyllet i en lodden Kappe, frem af Skoven, og bad ham om Biſtand. Kongen ſpurgte, hvad Forpligtelſe han havde dertil. „Den“, ſvarede Manden, „at mine Frænder ere dine Venner; derhos kjender jeg din ædle Tænkemaade, idet du ej negter at biſtaa nogen, ſom beder dig derom“. Kongen anede vel at dette var Rafn, men han var ene med ham, og Rafn var en ſtor, haandfaſt Karl. Han holdt derfor gode Miner, og ſagde: „jeg ſkal ſende dig hen til Kot i Thauſkadal[1], hvor du indtil videre kan opholde dig; men hvo er du da:’“ „Hidtil har jeg været en Ulykkesfugl“, ſvarede Rafn, „og er derfor

  1. Hvor Thauſkadal er, vides ej; det ſynes at maatte have været etſteds ſøndenfor Throndhjem, ſiden Kongen taler om at ſende Rafn „ſyd i Thauſkadal“; det ſynes ogſaa ej at have været langt fra Kyſten.