Bjarne, den anden Einar; denne sidste var fra Naumdal, rig, af ædel Tænkemaade, og yndet af Kong Magnus. Han havde sin unge, haabefulde Broder Sigurd med sig. Thorgrim, som frygtede for, at Rafn skulde snige sig fra Landet med dette Skib, skyndte sig ned til Havnen, saa snart han kom fra Thinget, og advarede Ejerne alvorligt mod at medtage hans Skovmand Rafn. De sagde, at det var en let Sag at vise Forbrydere bort fra Skibet. Kort efter kom Gudrun virkelig, som Thorgrim havde forudseet, med Rafn for at skaffe ham bort. Hun bad Einar komme i Land til hende, forestillede ham sin Nød, og den Raskhed, Rafn havde lagt for Dagen ved den selvsamme Handling, hvorved han var bleven fredløs; hun bad ham indstændigt tage hendes Søn med, og meente at han heller burde tage Hensyn til Sagens Beskaffenhed og hans gjeve Frænder i Norge, end til Thorgrims Overmod og Ondskab. Einar gjorde Indvendinger, men hans Broder Sigurd, som ogsaa var tilstede, udbrød: „hvorledes kan du dog bære over dit Hjerte at vise ham bort? Tænker du da ikke paa, hvor kjekt han har hevnet sin Faders Død? Kom du til mig, Rafn, om jeg just ikke kan hjelpe dig saa godt som min Broder, og gaa strax ombord, thi vi ere netop sejlfærdige, og Vinden er god“. Da de kom ombord, spurgte Sigurd, hvilke Frænder .i Norge det var, hvorom hans Moder havde talt. Rafn svarede, at Sighvat Skald var hans Morbroder. „Det skal komme dig til Gode hos mig“, sagde Sigurd. Derpaa stødte han fra Bryggen, Ankeret blev lettet, og Skibet gled fra Land. I samme Øjeblik kom Thorgrim ned til Stranden, raabte ud til Kjøbmændene, og sagde at de ej havde holdt sit Ord. „Viis dig nu, Rafn“, sagde Sigurd; „Thorgrim er tilbørligt nær“. Rafn løb op paa Bolken med de Ord: „hvis min Øxe kunde naa ham, var han tilbørligt nær“. Bjarne, den anden Skibsejer, sagde at man burde sætte Rafn i Land. Sigurd svarede, at det ikke skulde skee med hans gode Vilje, eller bekomme dem vel, som gjorde det, men at det for øvrigt nu var nødvendigere at hejse Sejl. Det skede: de fik god Vind, og kom til Throndhjem. Da Kjøbmændene forlode Skibet og hver gik til sit, sagde Einar Naumdøling til Rafn, at om han end ikke i Førstningen havde taget sig saa ivrigt af ham, som Sigurd, vilde han dog nu vise ham alt muligt Venskab, og tilbød derfor at tinge ham i Kost hos en Mand i Buen. Rafn takkede ham for Tilbudet, og lovede at holde sig stille og fredelig, naar Ingen veltede sig ind paa ham. Einar lejede ham ind hos en Ketil Riip, der, som det siges, havde Kongens Syssel i Buen, eller vel, med andre Ord, var Gjaldkere, altsaa den samme hvorom der ovenfor er talt. Ketil havde en smuk Datter, ved Navn Helga. Med hende fandt Rafn Behag i tale, medens han ellers var stille og tilbageholden. Den mistænkelige Ketil syntes ikke om disse Samtaler, og klagede for sin Kone og Datter der-
