Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/59

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
41
Rafn Rutfirding.

ſagde Kalf, „paa hvad Maade han kom afhente: min Fader dræbte ham, og jeg ſkal ligeledes dræbe dig“. Da Rafn hørte dette, gik han hjem uden at mæle et eneſte Ord. Hans Moder, ſom ſaaat det var noget, han tog ſig nær af, ſpurgte ham hvad det var. „Du har“, ſvarede han, „altid ſagt mig at min Fader døde Sotdød, men i Dag lod Kalf mig høre at han blev dræbt, og jeg finder det underligt, at du ſkulde ſkjule det for mig( Hun undſkyldte ſig med, at han hidtil havde været for ung, og Modſtanderne for mægtige; men ſagde, at det nu ej længer nyttede at dølge Sandheden, ſiden han alligevel havde faaet den at vide. For øvrigt, meente hun, var Sagen nu forældet og glemt. Rafn var dog ej af denne Mening, men glædede ſig over at have erfaret den rette Sammenhæng, og talte om at det nok ſkulde viſe ſig at hans Fader havde en dygtig Søn. Han fortſatte ſine Beſøg hos Thorgrim ſom for, uden at man merkede nogen bitter Stemning hos ham. Saaledes gik det, indtil han var 18 Aar gammel. Da hendte det ſig en Dag, juſt ſom Slutte efter en af de ſædvanlige Lege havde taget Klæderne paa, at Kalk ſagde ſpottende: „Rafn finder nok mere Behag i at gribe faſt om Knatten[1], end i at hevne ſin Fader“. „Dette ſkal ſtrax ſkee“, ſvarede Rafn, vendte ſig mod Kalf og hug ham Banehug. Thorgrim ſagde: „dette maatte vi vænte os, dog kunne vi ej være bekjendte at lade det gaa uſtraffet hen“. Da Rafn kom hjem til ſin Moder og fortalte hende hvad der var ſkeet, blev hun ilde tilmode, og ſagde at dette vilde komme til at koſte hende Sønnens Liv, foruden Mandens. „Du maa bort“, ſagde hun, „thi jeg kan ikke hjelpe dig“. Men da hun kom ud med ham, førte hun ham ind i et ydre Buur, der ſtod paa Tunet; fra Buret kunde man komme ned i et Jordhuus, hvori han nu ſkjulte ſig, vel forſynet med alle Nødvendigheder. Om Natten ſendte hun Bud efter Mænd fra alle Nabogaardene, og et ikke ubetydeligt Antal indfandt ſig. Morgenen efter kom Thorgrim, ſelv tolfte, og fordrede Rafn udleveret. Gudrun ſagde, at han ej var der. Thorgrim paaſtod, at han vilde ranſage Gaarden. „Hidtil“, ſvarede hun, „blev jeg ej regnet blandt Tyve, og derfor ſkal du heller ikke ranſage her, ſaa længe du ikke er mandſterkere end jeg“; i det ſamme lod hun de Mænd, hun havde forſamlet, træde frem, og Thorgrim, ſom ſaa at her intet mere var for ham at gjøre, gik ſin Vej, med de Ord: „du er ikke raadløs“. Men paa det følgende Althing drev Thorgrim det dertil, at Rafn blev dømt fredløs, og erklæret for Skovmand.

I Rutafjorden paa Nordlandet, hvor Thorgrim og Rafn hørte hjemme, laa der juſt et norſk Kjøbmandsſkib ſejlfærdigt. Den ene af Ejerne hed

  1. D. e. Den Trækugle eller Bold, hvormed der ſpilledes ved den ſaakaldte „Knattleik“.